I tidligere indlæg skrev jeg om, at vi var blevet henvist videre til ivf. Jeg var rigtig nervøs for, at vi ville blive sendt til statsforvaltningen! Med vores held ind til videre, ja så ville det nærmest være utænkeligt at vi slap, så desværre skal vi igennem statsforvaltningen!…
Jeg blev super frustreret ingen tvivl om det, men samtidig var jeg faktisk overhovedet ikke overrasket.
Nicklas var virkelig ked af det, og jeg forstår ham så godt! Han var også helt sikker på, at vi ville gå lige igennem også kørte det hele bare. Jeg tror det er det, der gør at vores reaktioner nærmest har byttet om denne gang.
Jeg vidste, at så heldig var vi ikke, så jeg var forberedt. Nicklas derimod svævede jo på den her “håbe sky” om, at nu kører det, nu sker der endelig noget!
I hvert fald så er det sådan her, det er for os lige nu, og vi kan ikke gøre en disse ved det.
Vi ved ikke hvor lang tid den slags tager, jeg har bare læst, at der kan være 8 mdr behandlingstid.
Hvilket jo føles som eeevigheder…
“Jeg elsker bare, at stå i stampe! bare vente, vente og vente!”
-Ej det var ironisk.
For ligemeget hvor meget vi venter, så bliver jeg jo aldrig god til de mange ventetider.
Jeg har det blandet, med alt det her statsforvaltningen halløj.
På en måde er det en god ide, at sikre sig at parret er stabilt nok.
Samtidig så er jeg pisse irriteret over det lige er os.
Vi må jo bare bevise, at der ingen grund til tvivl er. Jeg ved, at der ikke er noget at komme efter!
Jeg bliver bare super frustreret og jeg tænker en masse tanker om det.
Bla. kan Jeg kan godt være rigtig gal og føle, at hvis vi kunne få børn uden hjælp, så havde der jo ikke været nogen der stillede spørgsmålstegn.
Hvad hvis de vudere vi er uegnede ? Hvad så ?
Endnu engang venter vi og håber så inderligt, at det går hurtigt 😑❤🍀
0 kommentarer