Og hvad er et tabu? Hvorfor er fertilitetsbehandling et tabu?

Følelsen af, at der er noget galt med éen… at man er unormal. Den er forfærdelig. Især, når det man fejler er usynligt. Der er ingen, der kan se på mig eller min mand og vi er i fertilitetsbehandling eller at jeg har PCOS. Jeg tror, at en følelse af ‘forkerthed’ ofte gør, at det der med ikke at kunne opnå graviditet naturligt, ikke er noget man ligefrem skilter med. Men sandheden er bare, at hver 10. par gennemgår fertilitetsbehandling. Ja, nogle bliver gravide fordi behandlingen får tankerne væk fra “det naturlige projekt”, men mange af os gør ikke. Og vi ér faktisk mange. Rigtigt mange. Så lad os nu for f****n stoppe med, at ting skal være tabubelagte. Men.. når det så er sagt.

Holy moly hvor er det bare ikke særligt rart selv at åbne op for emnet overfor venner og familie. Og ofte skal følelserne også rettes ind og styres mange gange i løbet af sådan en samtale. Hjemme hos os, har vi besluttet at vi ikke vil bakke op om, at det skal være et tabu. Vi svarer oftest når folk spørger, men andre gange svarer vi ikke. Vi svarer ikke, når vi lige har oplevet en negativ test, haft en dårlig dag eller en presset periode omkring det. Det gør vi ikke, fordi vi ikke har lyst, men fordi vi lige på det tidspunkt, ikke kan. Der er for mange følelser. Det vil sige, vi svarer altid. Vi uddyber bare ikke altid. Og vi åbner aldrig selv op for emnet ud over til et par enkelte personer i vores omgangskreds. For de er vores støtte. Det er dem vi kan ringe til eller mødes med og råbe “Fuck universet! Hvad har vi gjort, for at fortjene det her?!” For så får man det bedre. Det er umodent og åndsvagt, men åååh hvor det hjælper. På de dage, hvor brok er vejen frem, skal man ikke uddybe noget. Sådan er det bare.

Men helt generelt, bør vi (alle os i behandling) kunne tale åbent og højlydt om det. For der er ikke noget galt med os. Vi har ikke en smitsom, luftbåren sygdom eller planer om at overtage verdensherredømmet. Vi har bare skide svært ved at få børn naturligt. So what? Lad os da tale om, at det er rigtigt skide svært at have svært ved det.Så… det her med, at det er svært at have det svært og være “anderledes”. Det er den ene ting. Dernæst kommer kommentarerne, som altid er der, når vi vælger at tale åbent om det. Og de kommer altid – et eller andet sted fra.
“Bare slap af og tænk på noget andet, så kommer det helt af sig selv!”. Hmmm….. Man har mest af alt lyst til at råbe noget alla: Åååååååh! Jesus, Mohamed og Buddha! Nej nej nej nej nej nej nej tak. Stoo dig selv.” Men helt ærligt… de ved jo ikke bedre og det er virkeligt et forsøg på at opmuntre os. Så det jeg tænker, vi bør gør i situationen er, at lægge irritationen til side og fortælle dem, hvorfor deres råd ikke virker for os.

Så.. tilbage til det oprindelige spørgsmål. Hvordan bryder man et tabu?

… man snakker om det. Når man kan.

(Og nå ja, vores 3. IUI-d forsøg. Mislykket.
IVF here we come.)