Jeg har sat mig ned for at skrive et nyt indlæg, tårerne løber ned af mine kinder, mens jeg forsøger at finde de rigtige ord.

I dag mødte jeg en bekendt, som ved at vi er i behandling, og hun spurgte mig hvordan jeg har det.
”Du ser altid så glad ud, og du smiler altid og er så sød. Men hvordan har du det sådan rigtigt?”
Kort fortalt, så tror jeg at jeg er gået i stykker indeni, og for hver måned, og hver negativ test går jeg lidt mere i stykker, en lille del af mig dør hver gang. Men det kan man jo ikke rigtigt sige, så jeg mumlede noget vrøvl om at det selvfølgelig er hårdt, men at det nok skal gå, mens jeg kæmpede for ikke at bryde sammen lige der midt i offentligheden.

Jeg har været stille herinde længe

Og det har jeg fordi vi har holdt en pause.
Sagen er den at jeg i september blev smidt ud af det offentlige, man har jo kun sine 3 forsøg der, og så er det bare ”hej hej”.
Vi er nu startet i det private, men først blev vi nødt til at holde en pause, og finde tilbage til hinanden. Jeg ønsker mig brændende at blive gravid, at holde vores lille baby i armene, se ham eller hende vokse op, og mærke hvordan det er at være mor, men det må ikke koste vores forhold, og derfor tog vi en pause.

I januar havde vi så vores første forsøg hos IVF-syd, og sidste fredag var det så testdag igen, en dag som jeg i starten af vores forløb så frem til med håb, drømme og forventning, men som nu giver mig en hård knude i maven.

Endnu en gang var der kun 1 streg på testen

Endnu en gang føltes det som et slag i ansigtet, endnu et nederlag, endnu et håb der brast.
Efter at have prøvet i mere end 3 år, burde jeg måske være vant til at se kun den ene streg på graviditetstesten, men sorgen, frustrationen og vreden over at endnu et forsøg ikke førte til en graviditet bliver bare ikke mindre.
Endnu en gang var det bare ikke vores tur til at blive forældre.

Så vi tog lige et par dage med rødvin, mens vi sørgede over tabet af noget der aldrig rigtigt var vores.

I næste uge skal jeg starte i lang IVF for første gang, og måske er det så vores tur?