”Det er rigtig svært det her, fordi jeg ikke helt ved, hvor du står. Men der er vist en god risiko for, at mine p-piller ikke har virket, som de skulle.”

”.. så du er gravid?”

”Jeg er gået 8 dage over tid. Det er meget..”

”.. når du plejer at være regelmæssig?”

”Ja”

Det var sådan det hele startede, i februar 2016.

Jeg havde været hos lægen, nogle måneder inden, for at få recept på nogle billigere p-piller, fordi dem jeg tog, pludselig kostede fire gange så meget som normalt. Efter jeg begyndte at tage de nye, faldt mine menstruationer ikke længere i pille-pausen, men jeg nåede at have tre, der hver kom efter ca. 30 dage. Og jeg havde det ærlig talt som om, at jeg tog piller, der ingen effekt havde på mig. Jeg følte ikke, at de virkede. Så jeg begyndte at tælle. Det havde aldrig været nødvendigt før, mens jeg var på p-piller.

Vi havde haft snakken om fremtid, med villa, vovse, og børn og alt det der. Vi havde bare ikke forventet at skulle tænke på det så tidligt. Vi havde jo altså ikke engang været kærester i et år endnu.

Det var aften, da jeg fortalte ham, at jeg var gået over tid, og næste morgen kørte vi ud efter en graviditetstest. Jeg er typen, der har følelserne udenpå, og jeg har virkelig, v-i-r-k-e-l-i-g let til tårer, og bliver nervøs og overtænker alting. Jeg havde det mildt sagt enormt dårligt med situationen.

Vi snakkede meget, og vi snakkede længe, og lige inden jeg var klar til at teste, fik han heldigvis løftet mit humør en smule.

”Jeg har tænkt meget over det.. Og hvis det er, at du ér gravid.. så synes jeg bare, at vi skal beholde det”.

Jeg kunne ikke skjule hvor glad jeg blev.

Testen var negativ. Jeg fik bestilt en tid hos lægen, for at finde ud af, hvad det så ellers kunne være.

Jeg var naturligvis skuffet. Hvem ville ikke være det, efter al den babysnak, og det vi ligesom var kommet frem til. Det blev dog straks bedre, lige så snart han stillede sig foran mig og sagde:

”Jeg tænkte på, at hvis det nu er, at der ikke er noget.. Skal vi så ikke bare sige, at du stopper på de p-piller til sommer?”

Oh, the joy!

Men her begyndte helvedet. For noget var altså ikke som det skulle være. Og alle tanker i mit hoved var negative. Hvad nu hvis der er noget helt galt med mig? Hvad hvis jeg slet ikke kan få børn?

Jeg rendte til læge i tide og utide. Ved første lægebesøg, fik jeg at vide, at jeg skulle vente 14 dage, teste igen, og komme tilbage, hvis testen var negativ. Det gjorde jeg. Ved næste lægebesøg, fik jeg at vide, at jeg bare skulle vente nogle måneder, fordi menstruation godt kan udeblive nogle gange. Det gjorde jeg også. Ved tredje lægebesøg, blev jeg henvist til specialgynækolog, med tid en måned senere. I mellemtiden stoppede jeg med at tage p-piller.

Specialgynækologen sagde, at der ikke var noget at se eller komme efter, og jeg tog frustreret hjem. Jeg var grædefærdig.

I august tog jeg til lægen igen, og fik en henvisning til gynækologisk afdeling på sygehuset. I start september fik jeg taget blodprøver, og kom ind til samtale igen tre uger senere.

Jeg havde det på fornemmelsen, men var i tvivl, på grund af specialgynækologen. Men dér var det altså. Sort på hvidt.

PCOS.

Der er sket meget siden, men jeg venter til næste gang, med at fortælle mere om, hvad der ellers er sket siden sygehusbesøget, og hvilke tanker jeg har gjort mig, fordi det kræver flere ord, og langt mere taletid.

Jeg har meget mere på hjerte.

– Freyja.