Jeg er netop startet på mit 3. behandlingsforløb (lang IVF / reagensglasbehandling). Når man er i behandling er der mange ting man skal huske hele tiden – mange datoer med tider man skal være på klinikken, samt tidspunkter for, hvornår man skal tage den forskellig slags medicin, og hvornår man skal opstarte eller afslutte medicinen – ens hoved er proppet med tider over medicin, sådan er det i hvert fald for mig.
I mit sidste behandlingsforløb, kan jeg huske at der var et tidspunkt i forløbet, hvor jeg skulle tage medicin 7 forskellige tidspunkter i løbet af et døgn, og jeg gik hele tiden og kiggede på klokken, så jeg ikke missede nogle af doseringerne. Mit medicinkort så sådan ud: kl. 6.00: suprecur og folinsyre, kl. 11.30: suprecur, kl. 17.00: suprecur, kl. 18.00: D-vitamin, kl. 21.00: menopur indsprøjtning, kl. 22.00: suprecur. Mit hoved var proppet med medicintider, og min krop var træt og brugt, mine værste bivirkninger var voldsom hovedpine og træthed, så det gjorde det ikke ligefrem nemmere at huske tiderne. Hvordan er den nemmeste måde at holde styr på medicinen, så man ikke hele tiden stresser over tiden? Hvad virker for dig? Jeg vil fortælle lidt om, hvad der virker bedst for mig.
Nogle bruger alarmer på telefonen, eller de opdelte pilleæsker, hvilket jeg synes er enormt smart, så man hellere ikke bliver i tvivl om hvorvidt man har taget sin medicin eller ej, men i og med at hormonbehandlinger for mit vedkomne består af en kombination af piller, næsespray og injektioner, så kan det hele desværre ikke proppes ned i en pilleæske. Jeg benytter derfor en app der minder mig om, at jeg skal tage min medicin, og for hver gang jeg gør det, får man en stjerne, og når man har et vis antal, kan man donere sine ”stjerner” til et godt formål. Det er nemt og gør også medicinforbruget lidt til en leg. Jeg kan nogle gange godt blive i tvivl om hvorvidt jeg har taget min medicin, så når jeg gør det til en vane at gå ind i appen hver gang, så er jeg ikke længere i tvivl. Udover appen bruger jeg også min telefon til at minde mig om det, jeg skal samtidig også huske at tage medicinen med mig alle steder, fordi jeg netop nu tager næsesprayen Suprecur 4 gange om dagen. Har i nogensinde glemt at tage jeres medicin med? Jeg frygter at det sker, derfor har jeg virkelig medicin på hjernen uafbrudt når jeg er i min behandlingsperiode, men der kan jo komme tider hvor man glemmer at tage det med sig. Lige nu som jeg sidder og skriver dette indlæg, lægger jeg ikke mærke til tiden og wupti min telefon bipper, at nu er det tid til 3. dosis for i dag, så jeg må hellere komme afsted.
Kom gerne med jeres medicin-erfaringer, hvordan i skaber et overblik og hvad i gør, for at huske alle tiderne.
#wishmeluck
0 kommentarer