Hvordan overlever man…?

af | juli 4, 2018 | 1 Kommentar

Dette blogindlæg skal handle lidt om den mærkelige logik jeg tumler rundt med oppe i mit hoved om, at det er bedre at være pessimist end optimist, for så skåner jeg mig selv for skuffelserne - der kommer gang på gang…

Jeg kan mærke, at jeg efter 1,5 år i fertilitetsbehandling har fundet ud af at opbygge et form for “skjold”. Det er et skjold, hvor jeg gennem min pessimistiske tilgang til vores forsøg sørger for at skåne mig selv for den skuffelse det er at stå med et negativt svar - enten ved hjemmetest eller BP.

Jeg tager mig selv i hver evig eneste gang at være negativ og sige til min kæreste: “Jeg kan mærke den er negativ, så forvent ikke noget”… Dette får jeg sagt uden overhovedet at have mærket efter! For hvis jeg virkelig mærker efter - dybt inde - så håber jeg hver evig eneste gang, at resultatet er positivt, og bliver hver evig eneste gang skuffet over, at det er den selvfølgelig ikke. Men måske er det slet ikke for at skåne mig selv for at se det negative svar. Måske er min pessimistiske tilgang ligeså meget for at skåne mig selv for at se skuffelsen i min kærestes øjne - han kan jo intet mærke, og jeg har jo fortalt ham, at jeg tror den er negativ, så er han ligesom forberedt…(?)

Det er mærkeligt, hvordan man pludselig ændrer sig gennem sådan et behandlingsforløb. På nogle områder ser jeg mig selv som blevet enormt hårdhudet, og på andre områder så ser jeg en lille pige, som konstant er på randen til at bryde sammen! Jeg troede egentlig, inden vi gik igang med behandling, at jeg vidste, hvem jeg var, men at bevæge sig ind i fertilitetsverdenen, det er virkelig ikke for småbørn - og det gør noget ved en, det forandrer helt sikkert en..!

Det gør noget ved ens måde at tænke på om livet, som ingen andre forstår...

Jeg har forsøgt at forklare min mor, hvor frygtelig det er, hvor hårdt det er, og hvor ødelagt man bliver! Hun ønsker kun at støtte mig, drage omsorg og lytte til mig, men det er tydeligt, at hun inderst inde ikke forstår, hvad det vil sige. Lige sådan har jeg snakket med mine veninder om det, og de er også utrolig støttende, men de har børn, og det er tydeligt, at de ikke kan sætte sig ind i det - “for det skal jo nok lykkedes, og ellers så adopterer i jo bare…” De vil mig kun det bedste - men sådanne kommentarer ved alle, der er i behandling, at det har man bare ikke brug for!

Vi der er i behandling, vi ved, at det her måske aldrig lykkedes - vi bliver måske aldrig forældre! Vi ved også, at det tærer noget så umådeligt meget på parforholdet - og til tider bliver man bange for, om det kan ske at ødelægge det! Vi ved også, at det lige så stille ødelægger en indefra - nogle gange slipper det ud og så bliver man i tvivl, om man er ved at blive “sindsyg”…. Vi der er i behandling - vi ved…

Men selvom “vi ved…”, så skal vi selvfølgelig have respekt for omverdenen og vores nære og kære, som aldrig nogensinde vil kunne forstå vores sorg - som aldrig nogensinde vil kunne forstå, hvorfor man nogle gange træffer de valg, man gør!

Jeg er så umådelig lykkelig over, at jeg går denne behandling igennem sammen med verdens allerskønneste kæreste og bedste ven… Han er der hele vejen - både når han selv kæmper og når han skal trække mig op af nogle af de mange huller og bump vi indtil videre desværre har mødt på vores fertilitetsvej..

Jeg håber, at I allesammen har en klippe ved jeres side, for det er nødvendigt..

En ting er alle hormonerne, der raser rundt i kroppen og gør en vanvittig i hovedet samt alle de fysiske smerter, der følger - dem syntes jeg godt jeg kan bære alene, og langt hen af vejen, forsøger jeg at skåne min kæreste for dem. Men en anden ting er at forholde sig til ens følelser og sorg! Der har jeg brug for allermest støtte - og der har jeg KUN en at takke for, at jeg ikke endnu er blevet helt skør - og det er min kæreste - min klippe - der sørger for at holde mig oven vande når det er allerværst…

Så hvordan overlever vi egentlig? Vi overlever ved at lære at acceptere, at omverdenen og selv vores nærmeste aldrig kommer til at forstå vores situation! Vi overlever ved at opbygge et skjold, som beskytter os mod noget af den modgang vi unægteligt vil ramme i fertilitetsverdenen! Vi overlever fordi vi har et så stort og altoverskyggende håb om, at lykken vil finde vej til os! Og så overlever vi fordi vi skal - fordi der er et lille ønskebarn et sted, som venter på, at vi bliver dens forældre...! Mens vigtigst af alt for mig - så overlever jeg fordi, at jeg går alt dette igennem med manden i mit liv..

Må I alle have en klippe som min - han er min overlevelse... <3

1 Kommentar

  1. Lea

    “Det er mærkeligt, hvordan man pludselig ændrer sig gennem sådan et behandlingsforløb. På nogle områder ser jeg mig selv som blevet enormt hårdhudet, og på andre områder så ser jeg en lille pige, som konstant er på randen til at bryde sammen!”
    SPOT ON

    Vi overlever- fordi vi skal – fordi vi gør alt hvad vi kan for at få opfyldt vores største drøm.

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest