Jeg startede egentlig med at skrive ”påvirker infertilitet parforholdet”, men kort efter blev jeg enig med mig selv om at selvfølgelig påvirker det parforholdet!
Når to mennesker bliver udsat for en krise og en følelse af utilstrækkelighed, kan det ikke undgå at påvirke dem personligt, og når man bliver påvirket personligt, kan det ikke undgås også at gå ud over partneren. Så spørgsmålet er ikke om infertilitet påvirker forholdet, men mere hvordan. Jeg vil fortælle lidt om hvordan vores 27 mdr. i fertilitetsverdenen har påvirket vores forhold
Er vi ikke rigtige for hinanden?
Jeg elsker min mand mere end noget andet, og er ikke i tvivl om at han er det bedste der er sket for mig. Jeg har for første gang i mit liv oplevet et forhold, hvor jeg ikke har overvejet vi er rigtige for hinanden, for det ved jeg. Min mand rummer mig og mine særheder på en måde som gør ham fortjent til en medalje. Derfor tog det heller ikke mange måneder før jeg vidste, at han skulle være manden jeg skulle dele resten af mit liv med – manden der skulle være far til mine børn.
Men alligevel strejfer tanken mig engang i mellem – er det Guds måde at fortælle os, at vi ikke skal være sammen? Man hører jo ofte om de par, der prøver at blive gravide i årevis uden resultat, hvorefter de går fra hinanden og vupti så er der graviditet i det nye forhold.
Hver gang jeg har tænkt tanken og tænkt lidt over den, skubber jeg den væk ved at tænke – Så vil jeg sgu hellere forblive barnløs med ham, end at skulle finde en anden mand jeg måske ville kunne få børn med. Jeg finder ingen bedre livspartner end ham! Han er THE ONE for mig.
Selvværdet lider!
Udover at selvværdet lider under den manglende graviditet, bliver det så ikke nemmere for kvinden, når hun også tager på pga. hormonerne.
Siden jeg stoppede med p-pillerne for 27 mdr. siden, er der pga. hormoner og skift af job røget 20 kg ekstra på. Det hjælper ikke ligefrem på selvværdet – og det bringer mig til næste punkt:
Sexlivet lider!
Den her del må familie gerne lige springe over 😉
En af de spørgsmål som oftest bliver stillet i diverse fertilitetsgrupper (som ikke omhandler behandling) er – Er jeres sexliv også fuldstændig dødt efter i startede i behandling? Det føles ikke længere som noget man gør af lyst, men i stedet noget man gør af pligt.
Svaret som 9/10 kommer med JA!
Jeg elsker min mand og tænder på min mand mere end nogen anden, men det er sgu bare ikke det samme mere! Det bliver lidt gjort til en pligt, fordi hvis man ikke liiige gør det omkring ægløsning, render man rundt med dårlig samvittighed den næste måned, for hvad nu hvis denne ægløsning var ægløsningen? Det er jo egentlig skide forfærdeligt for man bliver jo rådet til sex hver 3. dag for at holde svømmerne friske. Det kunne vi nok også finde overskud til, hvis det ikke var fordi vi nærmest kun har 3-4 vågne timer sammen om aftenen, hvor der så samtidig skal gås tur med hunden, laves mad, ryddes op og alle de andre kedelige ting!
Man bliver stærkere sammen!
Den sidste ting jeg vil fremhæve er faktisk den eneste positive – nemlig at behandlingen og den fælles kamp bringer mange tættere sammen. Man står i en krise som man ikke på samme måde deler med venner og familie som hvis det var Tante Gerda der lå syg på hospitalet. Man bringer det jo ikke liiige op under familiemiddagen – Nå, svigermor. For 5 timer siden lå jeg med spredte ben hos en læge, mens jeg fik din søns sæd sprøjtet op i mig med et kateter!
Man lærer hvordan man hver især håndterer en krise – en krise som mange fejlagtigt bebrejder dem selv. Man lærer hvornår det er tid til at holde om og hvornår det er tid til at give luft.
Man lærer om arvelige sygdomme og familiehistorik som oftest ikke kommer på tale.
Nogen kvinder bruger deres mænd som ”sygeplejersker”, når det er tid til at få stukket hormonerne i maveskindet.
Man finder ud af hvor meget man ønsker det her barn. For tro mig! Der er ingen i fertilitetsbehandling, som ikke vil give deres højre arm for at få et barn.
Man burde lave IKEA-testen om til fertilitetstesten! Hvis i kan klare 2-3 år i fertilitetsbehandling, så kan i klare hinanden.
IKEA-testen er ingenting i forhold til et liv i fertilitetsbehandling.
Derfor ved jeg med sikkerhed, at når vi nu har kunne klare over 2 år i denne verden, kan vi sammen klare resten af livet sammen <3
Hvor er det bare rigtigt.
Sidder med så mange af de samme tanker og det bare rart man ikke er alene.
Tak for en super godt indlæg ❤️