Dette spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv. Da jeg i februar 2020 skrev mit første blogindlæg var jeg også meget i tvivl om jeg overhovedet skulle dele ud af noget så privat, og især om jeg skulle gøre det her i det offentlige rum. For på det tidspunkt var det kun nærmeste familie og venner samt ganske få kollegaer der kendte til vores ufrivillig barnløshed. Det var meget grænseoverskridende, men jeg er simpelthen så glad for at jeg turde at tage springet.

Et meningsfuldt liv

En lille pause fra skriveriet har jeg dog haft brug for. Det har ikke været et bevidst valg, men overskuddet har slet ikke været der de sidste par måneder. Jeg har stadig en masse på hjertet, og har også påbegyndt mange blogindlæg, som jeg vil færdiggøre når tiden er den rigtige. Det er vigtigt at huske pauserne, at mærke efter og at lytte til kroppen.

Jeg har haft behov for at genfinde mig selv efter de seneste måneders voldsomme rutsjebaneture, hvor projekt-baby i en periode pludselig føltes ligegyldigt. Jeg er langsomt på vej tilbage. Som en naturlig proces af det, har jeg også følt det nødvendigt igen at mærke efter om det fortsat gav mening for mig at dele mine inderste tanker og følelser, og ikke mindst om det fortsat gav mening at kæmpe for ønskebarnet.

Frygten for at være alvorlig syg og dø, som jeg beskrev i mit seneste blogindlæg, satte mange store og dybe spørgsmål i gang hos mig. Vil jeg fortsat byde min krop og psyke denne fertilitetsbehandling? Hvornår er det nok? Gør jeg det godt nok? Hvem er jeg? Er jeg god nok? Vil jeg overhovedet blive en god mor? Kan jeg klare det? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke bliver mor? Hvad skal vi med huset, hvis vi ikke får nogle børn at fylde i det? Hvad vil jeg med mit liv? Hvad er et lykkeligt og meningsfuldt liv for mig?

Jeg har slet ikke fundet alle svarerne endnu. Det er en spændende, lærerig og livslang proces. Ét svar står dog klart. Det føles stadig rigtigt at fortsætte fertilitetsbehandlingen. For nu i hvert fald. Men det skal være med mere glæde, nydelse og nærvær end det har været hidtil. Taknemmeligheden skal dyrkes meget mere.

At bryde tabuet

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg absolut ikke deler min fertilitetshistorie for at få medlidenhed. Jeg ønsker blot at bryde det store tabu der er omkring ufrivillig barnløshed, og inspirere ligesindede til at huske at leve livet samtidig med at en hård kamp kæmpes. Det er også en påmindelse til mig selv om, at huske at nyde livet, dyrke taknemmeligheden og passe på mig selv, både mentalt og fysisk. Derudover ønsker jeg også at informere pårørende, og give dem en større indsigt i hvilken rejse vi fertilitetsfightere er på.

Når det så er sagt, så er det virkelig dejligt at mærke den enorme mængde varme, omsorg og forståelse, som strømmer ind fra ligesindede, pårørende, venner, bekendte og helt fremmede mennesker når jeg deler mine tanker og oplevelser. Det giver en følelse af at jeg ikke er alene. Jeg har også erfaret at det er ren terapi for mig selv, at skrive om vores fertilitetsrejse. Jeg oplever en mental heling i den proces. At skrive og at sige det højt gør noget virkelig godt for mig – for hver gang bliver det lidt nemmere at være i det.

Mange ligesindede takker mig også for at jeg tør at dele, fordi det netop hjælper dem at kunne spejle sig i andre. Det minimerer ensomheds- og forkerthedsfølelsen. Pårørende (både mine egne pårørende og pårørende til andre fertilitetsfightere) takker mig også for at sætte ord på det, fordi de så bedre forstår hvad vi faktisk gennemgår og dermed føler sig bedre klædt på til at støtte os. Det er simpelthen så skønt med så meget positiv og kærlig respons. Så når jeg både kan bidrage til at bryde tabuet, hjælpe andre til ikke at føle sig alene og informere pårørende, så giver det bare endnu mere mening for mig fortsat at dele mine personlige tanker, følelser og erfaringer. Så føler jeg virkelig at jeg gør en forskel. Det varmer mit hjerte rigtig meget.

Så konklusionen er helt klart, at jeg fortsat vil dele mine tanker og følelser med jer. Jeg ville personligt ønske at jeg for snart 4 år siden vidste hvad jeg ved i dag, for så tror jeg ikke at jeg var røget så langt ned som jeg gjorde. Det er jo egentlig bare den erfaring, som jeg så brændende ønsker at videregive.

Det er så vigtigt med en krop og et sind i balance. Lykken findes ikke nødvendigvis i at få børn. Det er lige nu i dette øjeblik, at livet skal leves. Nyd det.