Måske har jeg et eller andet sted altid vidst, at jeg en dag ville forsøge at bruge erfaringerne fra mine tre aborter til et eller andet. Af natur har jeg den indstilling at forsøge at få noget brugbart ud af det, når livet spænder ben.

Det kom til at tage seks år, før jeg var klar.

Første step var at researche på emnet, og undervejs blev jeg mere og mere overbevist om, at jeg skulle skrive en – ja, en hvad? En fagbog? Nej, ikke rigtigt. Jeg har ikke faglig dybde nok til at skrive en medicinsk eller psykologisk fagbog i klassisk forstand. Det var i øvrigt heller ikke det, jeg havde lyst til.
En selvhjælpsbog så? Nej, heller ikke. For der findes ingen ”5 gode råd til, hvordan du undgår at abortere” eller ”sådan bliver du glad igen efter abort”. Bare det var så enkelt…

Jo mere jeg googlede og gravede mig ned i bibliotekernes database, jo mere gik det op for mig, at verden ikke havde ændret sig ret meget siden 2013, hvor jeg aborterede første gang. Jeg fandt masser af litteratur om fysikken bag abort plus et par enkelte bøger om den følelsesmæssige reaktion. Men de fleste havde rod i de reaktioner, der kan ramme kvinder, der selv har truffet det svære valg om abort.          Google hjalp mig til et par enkelte lokale TV reportager, et par indlæg på blogs, to foreninger med fokus på barnløshed og gentagne aborter samt nogle private grupper på Facebook. Så en smule kunne jeg finde. Men det krævede en seriøs og ihærdig indsats, og var der noget, jeg ikke selv havde energien til dengang, så var det at være så fokuseret.

Der var brug for en bog.

Jeg er forfatter og bevæger mig normalt indenfor den skønlitterære verden, og en tid flirtede jeg lidt med idéen om at skrive en roman med baggrund i mine egne oplevelser. Men det føltes ikke rigtigt. Det var ikke nok. I stedet gik jeg i gang med at skrive min og min mands historie ned. Og det gik hurtigt op for mig, at der var brug for noget andet også. Noget mere. Ikke fordi, der ikke var kød nok på historien til en hel bog. Tre aborter giver rigeligt stof… Men mest fordi det blev lidt ensidigt. Abort er en universel, men også meget personlig størrelse, og mit mål med bogen var at give trøst og mulighed for at spejle sig selv og sin historie i andre. Med andre ord havde jeg brug for flere kvinder, der ville være med.
Og hvordan finder man så dem? Det gør man via de sociale medier, viste det sig. Efter en måned sad jeg overvældet tilbage med 43 kvinder, der alle var interesserede i at høre mere. 15 kom med i bogen, der nu pludselig spændte bredt. Fra kvinden med en enkelt helt naturlig, spontan abort til kvinden med 10+ graviditetstab. Fra det helt tidlige tab i uge 6 til det dødfødte barn i uge 23. Fra kvinden, der mistede for 18 år siden til hende, der mistede i sommer. Kvinder i alle aldre og fra alle dele af samfundet. Og alle delte alt. Alle følelserne. Alle tankerne. Al tvivlen og vreden og angsten og sorgen og håbet.

Fra begyndelsen vidste jeg, at bogen skulle være personlig, og at jeg ville lægge alt frem. Af samme årsag er ingen af ”mine” historiefortællere anonyme. Alle fremstår med navn, foto og fødselsår. Det samme gør jeg selvfølgelig og har også medtaget journaluddrag fra dengang. Der er ingen skam i spontan abort, og det var vigtigt for mig at sætte ansigter på.

Ganske tidligt erkendte jeg også, at selvom det ikke skulle være en fagbog i klassisk forstand, så havde jeg brug for faglig ballast. Bogen skulle være personlig, men også seriøs. Heldigvis fandt jeg ret hurtigt en jordemoder, der kunne se det samme behov som mig, og derfor ingen betænkninger havde ved at sige ja til at deltage. Hun faktatjekkede alt fagligt i bogen og har også selv et kapitel med om, hvordan det er sidde med scanneren i hånden i stedet for at have den på maven. Hendes faglighed og dybe empati blev et vigtigt pejlemærke for mig igennem hele processen.

Når man skriver en bog af den type, er det essentielt at have fokus på modtageren. Og heldigvis har det altid stået lysende klart for mig, at jeg skrev til kvinden, der havde mistet. Ikke til hendes partner, mor, søster eller læge. Selvfølgelig må de hjertens gerne læse med, men for mig var det kvinden, der var i centrum.
Undervejs blev jeg udfordret på, hvorfor jeg ikke havde mere fokus på partnerens rolle, som jo i mange henseender også er vanvittig kompleks. For du står magtesløs på sidelinjen. Men af netop samme årsag, valgte jeg det fra. Hvis den bog en dag skal skrives, så skal det gøres ordentligt og ikke som et enkelt kapitel. Det fortjener emnet.

I processen blev jeg glad for min tidligere erfaring som projektleder. For nu var jeg ikke bare forfatter, der skulle skrive min egen historie. En øvelse, der trods alt kræver lidt. Men samtidigt skulle 15 andre historier også indhentes, redigeres og godkendes. Fotos skulle indsamles. Kontrakter underskrives. Ekspertindlæg godkendes. Faktabokse skrives og tjekkes osv osv osv. Derudover kom alt det sædvanlige udgivelseshalløj med grafiker, opsætning, omslag, trykkeri og alt det der.

Og nu her – meget passende ni måneder senere – er bogen udkommet. Og den er blevet lige så fantastisk, som jeg forestillede mig det dengang! En smuk og dyb bog om spontan abort. Skrevet til kvinden og hendes allernærmeste. Et vidnesbyrd om alle de følelser, der rammer, når man mister.

_________________

Bogen hedder ”Tabte drømme – kvinder og spontan abort”. Den koster 199,- men du kan spare 20% ved at bruge koden FERTILITET20 lige her.

Vil du gerne fortælle din historie om abort her på bloggen? Så skriv til mig på forfatter@lassen-andersen.dk eller kontakt@fertilitetsliv.dk