Når man finder ud af, at det man gerne vil opnå ikke er så ”let” som man troede, kan man gøre 2 ting: man kan enten vælge at give op og glemme ønsket eller man kan vælge at kæmpe for at opnå det – også selvom kampen bliver hård. Da vi startede projekt baby for over 2 år siden, regnede vi med at det ville blive let – hvorfor skulle det ikke det? Jeg købte endda allerede de første billeder til barnets værelse efter 2 mdr. Vi opdagede jo så, at det ikke var så let som vi troede. Da vi blev henvist til behandling, var det for mig ikke et valg – selvfølgelig skulle vi det.

Jeg vidste jo selvfølgelig heller ikke, hvad jeg gik ind til. Selvom jeg har en ”survivor-mentalitet”, har jeg sgu flere gange overvejet at kaste håndklædet i ringen.

Jeg er så træt af at blive skuffet. Jeg er træt af at min hjerne bruger 1-5 timer om dagen på at tænke på det. Jeg er træt af ikke at have kontrol over om vores familie skal forøges eller ej.

Men hvorfor bliver vi så ved? Hvorfor accepterer vi ikke bare, at vi ikke skal have et barn sammen? Her er en af grundende:

Der er så meget kærlighed at give!

Jeg gik sidste sommer til psykolog efter jeg var gået ned med stress. Hun havde det lidt svært ved at jeg ikke græd, når jeg var der. Vi kunne snakke om min fortid som selvskadende, mit valg om ikke at snakke med min alkoholiserede far, mit savn til min afdøde mormor osv. osv. Men selvom jeg normalt har ret let til tårer (Hvis jeg ikke har tudet til et afsnit af Grey’s Anatomy, var det ikke et godt afsnit!) var det alle sammen ting, jeg havde snakket om 100 gange, og havde grædt de tårer der skulle grædes.

Men en dag fik hun trykket på den rigtige knap. Dagen inden var jeg blevet insemineret for sidste gang på det offentliges regning. Hun kunne godt mærke, at det fyldte rigtig meget.

Sætning der fik mig til at bryde sammen var ”Jeg kan godt forstå, du synes det er skide uretfærdigt, at du har så meget kærlighed at give, men ikke kan få lov til at kaste det mod dit eget kød og blod. Du vil så gerne ændre på dine forældres fejltagelser og give den kærlighed som du manglede”

Så tudede jeg så de sidste 20 min af sessionen. For hun havde sgu ret!

Opvokset alene omringet af mennesker

Da jeg var barn var jeg meget ensom. Mine forældre fik et plejebarn, da jeg var 2 år gammel. Hun var ca. 6 mdr. gammel, da vi ”fik” hende, så hun har altid været min lillesøster. Hun havde en del problemer, som fyldte i hverdagen. Hun havde raserianfald og fyldte generelt meget i huset.

Jeg har altid været en pleaser, og dengang tænkte jeg at det var syndt for den lille pige at hun skulle bo i en ”fremmed” familie uden sine forældre, så selvfølgelig skulle hun have mine forældres opmærksomhed!

Det ville da være egoistisk af mig, at kræve opmærksomheden når hun nu havde brug for den. Værre blev det da hun fik konstateret kræft i hypofysen. Så var det ikke kun en forældreløs pige, men også en døende pige jeg skulle stjæle opmærksomheden fra – det gør man jo ikke?!

Min far har været selvstændig hele mit liv – først med eget rengøringsfirma og et par mdr. inden plejebarnet fik konstateret kræft, blev han forpagter i en hal. Så hvis jeg ville se min far, var det i hallen.

Mit barn skal have det bedre!

Jeg vil gerne starte med at understrege, at min mor og jeg i dag har et tæt forhold og at jeg nok ville have handlet som hun gjorde, hvis jeg var i hendes sko dengang.  Hun gjorde, hvad hun kunne indenfor de rammer hun havde.

Men alligevel har jeg et behov for at opfostre et barn og drukne det i kærlighed!

Jeg har brug for at rette op på de fejl, der blev lavet med mig.

Jeg har brug for at sætte et barn i verden, som ikke er et sekund i tvivl om at det er det dyrebareste jeg har.

Jeg har brug for at sætte et barn i verden og tage de gode ting, jeg har med fra min barndom (der er trods alt stadig en del) og rette op på de ting jeg manglede.

Derfor kæmper vi videre! Derfor holder vi håbet! Der er et barn et sted, der har brug for netop vores kærlighed <3