Jeg kan huske en meget specifik sætning i min bryllupstale til min mand: ‘Hverdagen det er den der er mest af og jeg elsker hverdagen sammen med dig’. Det er over tre år siden, at jeg sagde den sætning. Og på det tidspunkt vidste jeg ikke, at vi i de næste mange år skulle lære at begå os i et limbo, hvor vi hele tiden har skulle veksle mellem at stå helt stille i hverdagen, som blev en anden end vi troede og fortsætte fremad imod den fremtid vi håber der kommer. Så vil jeg egentlig sige det samme til ham i dag, som jeg gjorde dengang?

Hverdagen i fertilitetsbehandling kan være et rigidt matrix, der skal jonglere hvilke tidspunkter hormonerne skal tages, hvornår fremmøde til scanningerne skal foregår og hvordan arbejdet påvirkes mindst muligt af ens fravær. Og når ja, så er der jo også det der med sex. For det skal times med ægløsningen, men hvis der skal afleveres en sædprøve, skal manden være afholdende i 2 dage. Vi kan altså ikke bare bolle derudaf for at øge chancen til den næstkommende inseminering. Ja undskyld at jeg er så direkte. Men i bund og grund er det kalendergymnastik og lagengymnastik der skal gå op i en højere enhed. Og før man ved af det, tænker man på det hver dag og så bliver dét til ens egen hverdagen.

Heldigvis har vi mødt masser af søde lægesekretærer, jordemødre og læger, der har kunne hjælpe os med at få vores matrix til at gå op i en højere enhed og samtidig lære os, hvordan diverse hormonsprøjter skulle tages korrekt. Men der var ingen som lærte os, hvordan vi skulle undgå at gå i stå i hverdagen.

I en lang periode har mit eneste fokus været, at jeg skulle blive gravid. Det har været det eneste mål jeg har jagtet. Og det har været den eneste drøm jeg har haft for fremtiden. Jeg ved ikke, hvornår jeg glemte mine andre drømme. Måske var det, da vi blev færdige med at bygge vores nye hus? Måske var det, da vi fik vores nye bil, som vi havde drømt om i flere år? Eller måske havde jeg bare opnået alle mine drømme og havde kun én tilbage? Uanset hvad der blev af mine drømme, så var store dele af mit liv sløret af de blinde vinkler i mit tunnelsyn, der udelukkende satte spot på det faktum, at jeg er barnløs. Hver gang en veninde blev gravid, blev min bevidsthed om at jeg er barnløs kun større. Jo flere veninder der blev gravide, jo mere BARNLØS blev jeg og jo større blev min drøm om at blive mor, så jeg kunne blive en del af klubben.

Det er egentlig mærkeligt, at et faktum som at være barnløs kan have en størrelse. Det har den i hvert fald for mig. Hvis jeg er til en fest med kvinder uden børn, fylder min barnløshed ikke særlig meget. Men jo flere kvinder med børn der kommer med til festen, jo mere BARNLØS bliver jeg. I princippet kunne jeg streget ordet barnløs og indsætte ‘føle sig forkert’, eller ‘ikke at passe ind’ (i den korrekte bøjning selvfølgelig, så det passer til sætningen). Det har påvirket rigtig mange fester, par-middage og kaffeslabberas med veninder, som med sikkerhed havde haft potentiale til at bryde hverdagen og gøre det sjovere. Men i stedet har min indstilling været, at det var pligter der skulle overstås, så smertefrit som muligt. For hvor meget vil der blive talt om børn? Hvornår annoncerer den næste veninde sin graviditet? Og tør nogle af dem spørge ind til mit fertilitetsforløb denne gang?

Jeg har stadig ikke lært at glæde mig ubetinget til at skulle mødes med mine veninder. Men det er blevet bedre med årene. Og jeg ville ønske, at jeg kunne tage et kursus og få fixet min indstilling en gang for alle. For det er særdeles uhensigtsmæssigt, at jeg i hverdagen bekymrer jeg mig om, at jeg ikke er gravid og ikke har børn. Og når hverdagen brydes, bekymrer jeg mig om den bliver fyldt med fortællinger og historier om andres børn.

Jeg har også opstillet mærkelige restriktioner for mig selv. I en lang periode har jeg f.eks. afholdt mig fra at købe nyt tøj, for hvis jeg blev gravid i næste måned, så vil det jo være spild af penge. Og hvad med det værelse vi aldrig har fundet en funktion til, fordi det var tiltænkt som børneværelse? Det kan vi lige så godt lade være, fyldt med papkasser vi ikke har åbnet i et år, bagved den altid lukkede dør. Det giver jo overhovedet ikke mening, at bruge tid og penge på at lave det til et hobbyrum eller et kontor til mig, hvis der kommer en baby lige om lidt. For slet ikke at tale om, hvor tåbeligt det ville være at sparre op til en rejse vi første skal på om flere måneder. Disse mærkelige restriktioner tilfører håb til min drøm om at blive mor. Men den får alle mine andre drømme til at skrumpe, helt ned til en boullionterning uden rumfang og smag.

Jeg kan ikke huske, hvornår mine andre drømme forsvandt, men jeg kan nogenlunde huske, hvornår jeg tog beslutningen om, at give mig lov til at få nye drømme. Og det er faktisk heller ikke helt rigtigt, for jeg tror at det både var mig og min mand, der mere eller mindre ubevidst sammen begyndte at drømme igen om fremtiden. Det var en dag i foråret. Vi gik en tur ved kysten. Jeg kan ikke huske, hvad vi havde lavet den dag, men jeg kan huske, at vi begge var trætte af, at vores liv føltes tomt. Og det var måske det der skulle til, før jeg gav mig selv lov til at smide mine finurlige restriktioner i skraldespanden, og indvillige mig 100% i en samtale om, hvad vi gerne vil fylde vores hverdag med, uden at det skulle have relation til – hvad nu hvis der kommer et barn lige om lidt? Det var ikke fordi, at den gåtur, en dag i foråret, gav os en ny stor drøm, der væltede drømmen om et barn af 1. pladsen. Men drømme for fremtiden opstår ikke ud af ingenting. De skal starte et sted og vi bliver nogle gange selv nødt til at lægge startlinjen ud. Og nu har jeg endelig fået mig et nyt kontor.

Det har taget mig tre år i fertilitetsbehandling, før det er gået op for mig, at drømmene for fremtiden sætter hverdagen i bevægelse. Og hvis ikke vi formår at holde liv i drømmene eller få nye drømme, når de gamle fejler, så går hverdagen i stå. Så hvad vil jeg sige til min mand, hvis jeg skulle skrive min bryllupstale om?

‘Hverdagen er den der er mest af, og når den nogle gange går i stå, havde jeg ikke haft styrken til at kunne stå stille uden dig. Hverdagen er den der er mest af og når den bevæger sig imod fremtiden, er jeg glad for at den er fyldt med drømme, jeg har sammen med dig. Hverdagen er den der er mest af og jeg elsker stadig hverdag sammen med dig’