Jeg har stået længe og intenst og vendt og drejet graviditetstestene mod lyset. Jeg har flere gange hentet dem op af skraldespanden igen for at kigge videre på, om der mon ikke kunne være bare en lille utydelig streg. Men nej.
Vi har nu et forsøg tilbage. Det 12 forsøg gik også i vasken. Det firecellede æg, der blev lagt tilbage og som det eneste overlevede til dag to, satte sig ikke fast.
Jeg føler mig som en person, der ikke længere kan reagere. Jeg er bare tom.
Til frokost forleden sad jeg så og spiste med en forholdsvis nyuddannet kollega. Hun er ved at købe hus med sin kæreste. For børn er inden for overskuelig fremtid en del af planen, som hun forklarede mig… jeg bevarede masken og smilede det bedste, jeg har lært. Imens snørede maven sig sammen. Det må være dejligt at kunne planlægge sin graviditet, tænkte jeg, og tankerne fløj forbi de mange gange, jeg har ligget med benene i bøjlerne og ladet andre(og mange) mennesker rode mig i underlivet….
Om aftenen gik jeg så hjem og googlede løs om donoræg, og hvor de bedste muligheder er for, at det kan lykkes. Jeg aner ikke, hvor jeg skal starte henne….det virker helt uoverskueligt dyrt, og markedet er enormt. I forvejen føler jeg vi har tømt lommerne fuldstændigt, og jeg ved ikke, om den private klinik, vi er på nu, er de rette til donoræg.
Hvordan finder man ud af, hvilket sted man skal vælge, og om det overhovedet skal være i DK? Jeg føler mig “lost” oveni sorgen over, at det bare ikke VIL lykkes.
Jeg føler mig vitterligt som et barn, der bare har brug for, at en voksen kommer og tager over for mig. Det ved jeg godt ikke er realistisk. Men det kan jeg godt tænke fra tid til anden i dette cirkus, hvor jeg gang på gang efterlades som den eneste i fertilitetsmanegen.
Men ro på. Vent nu. Vi har jo et forsøg endnu.
Men hvorfor skulle forsøg nr 13 virke, når de foregående 12 ikke har virket?
Håbet må andre bære for mig nu.
Jeg skal nok gennemføre det sidste forsøg. For så vil jeg aldrig se tilbage og fortryde. Men nu går vi i gang med at undersøge donormarkedet. Hvis I derude har gode råd til klinikker, vi skal opsøge, må I meget gerne skrive til mig i tråden herunder. Af hjertet tak.
Kære dig
Jeg har ikke kendskab til klinker ifht. Donoræg, men vil blot give et stort virtuelt kram.
Mange tak, Vibeke…
Jeg sender en masse gode tanker din vej og håber sådan at det lykkes for jer! Jeg er selv igang med ivf efter en graviditet udenfor livmoderen ødelagde min ene æggeleder. Øv.
Jeg har en veninde, der som 40 årig (4 år siden nu) tog til en klinik i Spanien og fik en donoræg sat op og hun blev gravid. Hun fortalte mig, at Spanien er de dygtigste indenfor behandling med donoræg. Hun er forsker ved LIFE og arbejder med kost til for tidligt fødte børn. Så hun havde vidst spurgt sit netværk ad om donoræg.
Det dejligste er, at hendes pige ligner hende utroligt meget. Og et år efter hendes fødsel gik de igang med at undersøge, om de kunne få den samme donor til nr 2 barn og så blev min veninde gravid af sig selv med tvillinger! Så nu har hun 3 dejlige piger.
Jeg synes, at donoræg lyder som en rigtig god mulighed for dig og har kun oplevet den største kærlighed og sammenhørighed mellem mor og donorbarn. Men krydser fingre for, at jeres sidste forsøg lykkes
Kære Anne-Sofie
Tak for din besked – det lyder ikke rart med en ødelagt æggeleder – forhåbentlig er IVF løsningen for jer:-)
Jeg synes også selv at have hørt, at Spanien skulle være et godt sted. Vores egen klinik har allerede samarbejde med en klinik i Barcelona, så måske behøver vi ikke til udlandet.
Sikke en vidunderlig lille mirakel historie fra din veninde. Det må være dejligt med sådanne tre guldklumper. Alt det bedste til jer og det forsøg, I er i gang med.
Tak Jeg håber det lykkes for jer med eget æg eller donoræg
Åh, hvor jeg kender følelsen og føler med dig.
Vi er/var selv uforklarlige barnløse og har været igennem MANGE forsøg over 4 intense år og endte tilsidst med donoræg. Det lykkedes og det var IVF-syd i Fredericia der hjalp os. De er virkelig dygtige og super søde og forstående! Kan 100% anbefale dem<3
Tak for anbefalingen. Dejligt at høre, det lykkedes til sidst for jer.
Vi er først lige startet i behandling, så kender endnu ikke så meget til det hele – men blev meget berørt over dit indlæg, så jeg ville bare sende en kærlig hilsen og jeg håber det lykkes for der!! ❤️
Kære Lulle
Tak for din besked – jeg håber, at jeres forløb bliver kort og mindre opslidende end vores…