Hvornår kommer glæden?

Blog opslag

Skrevet af Ingensmor

15 sep, 2019

Vi har nu holdt pause fra fertilitetsræset i 2 ½ måned – og det har været en sær blanding af rart og stressende. For du holder aldrig helt fri fra fertilitet, babydrømme og den konstante følelse af ikke at slå til. Bare fordi du holder pause, holder resten af verdenen ikke op med at beslutte sig for at smide p-pillerne, få behandlinger, blive gravide, få positive scanninger og føde børn etc. – desværre.

Derfor er jeg blevet konstant mindet om mine tab, min utilstrækkelighed og infertilitet henover sommeren, også selvom det ikke skulle skænkes en tanke.

Nogle ting skal der bare styr på, derfor har vi ikke helt kunne holde os ude af fertilitetsklinikken, da vi skulle til evalueringssamtale i starten af august. Det var min kæreste, der satte datoen, da han rigtig gerne vil i gang igen – men stadig giver mig den nødvendige tid. ”Men så er det jo ordnet og vi skal ikke tænke mere på det” argumenterede han. Samtalen gik sådan set godt, vi skal køre videre med IUI-H, da det jo har virket indtil videre. Samtalen med lægen efterfølgende for at få en ny henvisning gik også godt – så nu har vi 3 forsøg mere, som venter på at blive brugt.

Heldigvis fik jeg min menstruation inden samtalen på klinikken, så vi kunne ikke gå i gang i august. Jeg er simpelthen ikke klar! Så med min cyklus skal vi nok vente til oktober, hvilket er helt fint for mig.

”Bare giv det tid, du skal nok blive glad igen”

Men hvor lang tid skal jeg give det? Det er det store spørgsmål. Lige nu, er jeg alt andet end glad! Jo, jeg har selvfølgelig nogle stunder, hvor jeg føler en vis portion glæde – især når jeg er sammen med vores hundehvalp, men de korte øjeblikke bliver hele tiden erstattet af negative tanker og bekymringer.

Alle tankerne bliver bestemt ikke bedre af, at vi begynder at ramme mærkedagene. D. 10. august ramte vi den første terminsdato. Den dag, hvor vi skulle stå med vores lille søn eller datter i armene og være rigtig lykkelige. Det fik vi ikke lov til, han/hun blev taget fra os. Vi stod i stedet med en lille hundehvalp med begyndende maveinfektion, som ikke helt kunne fylde det tomrum, som aborten efterlod.

”Det er godt I får Neville – han vil give noget glæde” og det gør han bestemt også! Man knytter sig så hurtigt til sådan en lille uldtot, men det har også været hårdt. I de trælse hvalpeperioder, hvor han er/var ustyrlig og bed i vores fingre, næser, ører, hår, og hiver vores græsplæne op kan jeg godt mærke, at mit overskud ikke er højt og at jeg stadig er meget påvirket psykisk af den seneste abort. Men det bliver stille og roligt nemmere… det skal bare have tid. Når han så er en puttetrold, der enten skal sidde på skødet eller ligge på maven kan jeg mærke lidt af den glæde og den store forelskelse jeg har til den lille bandit.

Men, hvornår kommer den glæde?

Hvornår kan jeg glæde mig på andres vegne, uden at blive sur, føle mig forrådt og utilstrækkelig? Jeg ved det ikke, men jeg glæder mig til, at det sker – for det er ulideligt at være sur på alt og alle.

Når jeg sidder på min instagram-profil og ser alle de kvinder, der brokker sig over kvalme, vægtforøgelse, vand i kroppen, at de blev gravide så hurtigt, at de ikke fik lov at øve sig mere osv. – jeg ville tage det hele i et splitsekund og en lille ulidelig stemme i mit hoved, som jeg prøver at gemme for resten af verden, siger ”de fortjener jo ikke det barn”. Det er jo forfærdeligt at have det sådan! Og må jeg egentlig skrive det? Det er jo en ekstrem forbudt tanke…

Samtidig er afskyen til fertilitetsbehandling også en kæmpe faktor – jeg kan ikke overskue det! Jeg ved, at chancen for at blive gravid uden behandling er minimal. Så vi skal igennem behandling igen, men kommer glæden først, når man står med den baby i hånden?

Hvis der er nogen, der har gode råd til at finde glæden gennem behandling, tab og sorg, så må I meget gerne dele dem <3

 

2 Kommentarer

  1. Malene

    Først vil jeg sige, at jeg synes det er så vigtigt, at du deler alle de her tanker og følelser.
    Jeg kan virkelig relatere. Vi var igennem behandling også, og jeg er nu gravid i uge 24, og jeg vil sige at vreden, sorgen og alt det andet – den kommer og går stadigvæk. Den kommer i kortere momenter, men på en eller anden måde er den blevet en del af mig. Jeg har virkelig skulle arbejde med at give plads til glæden. Det er blevet nemmere.
    Efter vi fik taget æg ud og de kom på frys blev det lettere. Når andre blev gravide vidste jeg, at det ikke var mine børn. Mine ligger inde i fryseren på Herlev. Det blev pludselig mere håndgribeligt.

    Folk har kun deres eget udgangspunkt og perspektiv, og det er for hårdt at håndhæve sine egne følelser overfor folk der ikke har noget perspektiv. Så mit råd til dig vil være at prøve at fjerne antennerne en smule. Klik unfollow når der deles noget du får det skidt med. Forlad samtalen, når det bliver for meget. Du skylder ikke folk omkring dig at lytte på deres ting, hvis du ikke orker. Jeg lagde stor afstand til mange i den periode vi var i behandling. Jeg kunne ikke overskue det.
    Jeg var enormt glad for at møde andre i lignende situation, så jeg kom f.eks til kaffemøder hos LFUB. Det var en stor hjælp for mig.

    Dejligt med hundehvalp, men husk at han fylder et tomrum et andet sted. Han erstatter ikke baby, husk det. Du må ikke sammenligne de to ting. Brug ham til lange gåture og til dybe blikke og grin.

    Jeg håber at der snart er noget mere glæde på vej til dig. Og til alle os andre, der bærer på sorgen over ikke bare at kunne lave vores børn i soveværelset, når vi har lyst. ❤️

    Kram herfra

    Svar
    • Sofie

      Søde du.
      Jeg forstår dig – og alligevel gør jeg jo ikke. Jeg er gravid, og vi har ikke haft svært ved at blive det. Men inden vi besluttede os for at forsøge, var jeg så rædselsslagen for ikke at kunne blive gravid. Jeg tænker over HVER gang jeg siger/deler noget om min graviditet, om der mon sidder én derude, som bliver ked af mine ord, fordi hun kæmper. Jeg tænker HVER gang kvalmen rammer, hver gang et af de træls symptomer rammer – så tænker jeg, at jeg er forbandet heldig. Jeg er så taknemmelig. Og du skal vide, at du – og andre, der står i samme situation – er i mine tanker hver dag.

      Jeg håber, min kommentar er ok, og ikke sårer dig, for det er ikke hensigten. Tværtimod. Jeg håber inderligt, det lykkes for jer, og jeg tror oprigtigt på det. <3

      De varmeste kram fra mig.

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!