Vi har nu holdt pause fra fertilitetsræset i 2 ½ måned – og det har været en sær blanding af rart og stressende. For du holder aldrig helt fri fra fertilitet, babydrømme og den konstante følelse af ikke at slå til. Bare fordi du holder pause, holder resten af verdenen ikke op med at beslutte sig for at smide p-pillerne, få behandlinger, blive gravide, få positive scanninger og føde børn etc. – desværre.

Derfor er jeg blevet konstant mindet om mine tab, min utilstrækkelighed og infertilitet henover sommeren, også selvom det ikke skulle skænkes en tanke.

Nogle ting skal der bare styr på, derfor har vi ikke helt kunne holde os ude af fertilitetsklinikken, da vi skulle til evalueringssamtale i starten af august. Det var min kæreste, der satte datoen, da han rigtig gerne vil i gang igen – men stadig giver mig den nødvendige tid. ”Men så er det jo ordnet og vi skal ikke tænke mere på det” argumenterede han. Samtalen gik sådan set godt, vi skal køre videre med IUI-H, da det jo har virket indtil videre. Samtalen med lægen efterfølgende for at få en ny henvisning gik også godt – så nu har vi 3 forsøg mere, som venter på at blive brugt.

Heldigvis fik jeg min menstruation inden samtalen på klinikken, så vi kunne ikke gå i gang i august. Jeg er simpelthen ikke klar! Så med min cyklus skal vi nok vente til oktober, hvilket er helt fint for mig.

”Bare giv det tid, du skal nok blive glad igen”

Men hvor lang tid skal jeg give det? Det er det store spørgsmål. Lige nu, er jeg alt andet end glad! Jo, jeg har selvfølgelig nogle stunder, hvor jeg føler en vis portion glæde – især når jeg er sammen med vores hundehvalp, men de korte øjeblikke bliver hele tiden erstattet af negative tanker og bekymringer.

Alle tankerne bliver bestemt ikke bedre af, at vi begynder at ramme mærkedagene. D. 10. august ramte vi den første terminsdato. Den dag, hvor vi skulle stå med vores lille søn eller datter i armene og være rigtig lykkelige. Det fik vi ikke lov til, han/hun blev taget fra os. Vi stod i stedet med en lille hundehvalp med begyndende maveinfektion, som ikke helt kunne fylde det tomrum, som aborten efterlod.

”Det er godt I får Neville – han vil give noget glæde” og det gør han bestemt også! Man knytter sig så hurtigt til sådan en lille uldtot, men det har også været hårdt. I de trælse hvalpeperioder, hvor han er/var ustyrlig og bed i vores fingre, næser, ører, hår, og hiver vores græsplæne op kan jeg godt mærke, at mit overskud ikke er højt og at jeg stadig er meget påvirket psykisk af den seneste abort. Men det bliver stille og roligt nemmere… det skal bare have tid. Når han så er en puttetrold, der enten skal sidde på skødet eller ligge på maven kan jeg mærke lidt af den glæde og den store forelskelse jeg har til den lille bandit.

Men, hvornår kommer den glæde?

Hvornår kan jeg glæde mig på andres vegne, uden at blive sur, føle mig forrådt og utilstrækkelig? Jeg ved det ikke, men jeg glæder mig til, at det sker – for det er ulideligt at være sur på alt og alle.

Når jeg sidder på min instagram-profil og ser alle de kvinder, der brokker sig over kvalme, vægtforøgelse, vand i kroppen, at de blev gravide så hurtigt, at de ikke fik lov at øve sig mere osv. – jeg ville tage det hele i et splitsekund og en lille ulidelig stemme i mit hoved, som jeg prøver at gemme for resten af verden, siger ”de fortjener jo ikke det barn”. Det er jo forfærdeligt at have det sådan! Og må jeg egentlig skrive det? Det er jo en ekstrem forbudt tanke…

Samtidig er afskyen til fertilitetsbehandling også en kæmpe faktor – jeg kan ikke overskue det! Jeg ved, at chancen for at blive gravid uden behandling er minimal. Så vi skal igennem behandling igen, men kommer glæden først, når man står med den baby i hånden?

Hvis der er nogen, der har gode råd til at finde glæden gennem behandling, tab og sorg, så må I meget gerne dele dem <3