Hvornår mon jeg bliver storesøster?

af | august 11, 2019 | 0 Kommentarer

”Det værste ved ikke at have fået en lille søster herhjemme er, at jeg keder mig og, at jeg ikke har nogen at kramme på eller og lege med”. Sådan svarer min 8 årige bonusdatter, da jeg spørger hvad der er det værste ved at projekt baby, endnu ikke er lykkedes.

Denne post er lavet i samarbejde med min bonusdatter på 8 år, fordi det er gået op for mig, at det faktisk også påvirker hende rigtig meget, jo længere tid, der går med projekt baby. Hun har siden jeg mødte hende for snart 4 år siden, ønsket sig en lille søster. Og det gør det hellere ikke nemmere, da hun i mellemtiden har fået 2 brødre hos hendes mor. Hvorfor kan min mor, når du ikke kan? Er jeg ofte blevet spurgt, og hvad skulle jeg lige svare på det? Hver gang hun kom hjem til os kiggede hun på mig med bedende øjne og sagde:  ”Lene, hvornår får vi en baby herhjemme?”. Og desværre kunne jeg aldrig give hende et svar.

Da jeg blev gravid første gang valgte vi at fortælle hende det i uge 9 og hun var så lykkelig. Hun aede og kysset min mave hele tiden. Derfor var skuffelsen også meget stor for hende, da vi 3 uger efter, måtte fortælle hende, at babyen ikke længere var i min mave, og at hun derfor ikke skulle være storesøster. ”I starten, da jeg troede, at jeg skulle være storesøster, så var jeg glad, men da jeg så fik at vide, at babyen ikke længere var inde i Lenes mave, så blev jeg ked af det, og bange for at jeg aldrig skulle få en lillebror eller lillesøster herhjemme”.

Vi besluttede os for at snakke med hende om aborten, da sorgen fyldte meget for mig. Jeg ville så gerne være mor, men måned efter måned udeblev graviditeten. Jeg kunne ikke altid styre de dårlige dage, men til at starte med, når hun spurgte, hvorfor jeg græd, fandt jeg på alle mulige undskyldninger. Ofte havde jeg lige skåret løg. Mange vil nok tænke, at børn ikke skal involveres i så store ting, men vi valgte med tiden, at fortælle hende det, da vi ikke ville skjule den sorg, som det var for os, ikke at kunne få børn. Vi ønskede, at hun lærte, at det var ok at mærke og give udtryk for sine følelser. Så vi gik forrest. Da vi begyndte i IVF behandling og jeg dermed skulle have medicin, og det ville have nogle bivirkninger, valgte vi at fortælle hende, hvordan det hele hang sammen, at vi ikke kunne få børn, og at vi nu var nødt til at få hjælp af nogle meget dygtige læger.

Medicinen gør nemlig, at jeg ikke altid har det store overskud ligesom, at jeg efter ÆU og ÆO passer ekstra på, så det er no go med trampolin, forlystelser, badeland mm. Hun har en forståelse for det og er rigtig god til at vise hensyn, når overskuddet er lavt, selvom hun synes det er rigtig træls, at jeg sover meget, og ikke altid er lige sjov at lege med.

Vi fortalte hende også, at selvom vi fik hjælp, så kunne vi ikke garantere hende, hvornår og om der nogensinde kom en baby herhjemme, men at vi ville gøre alt vi kunne. Siden da, har hun været en fast del af vores fertilitetsrejse. ”Det er godt, at i har valgt at fortælle mig om det, for så ved jeg at i stadig prøver at give mig en lillesøster og at i ikke bare har givet op”

I dag blev tydeligt for mig, hvor naturlig vores ”projekt-baby”, er blevet herhjemme, da hun havde hendes veninde på besøg, og min alarm ringede (Tid til den daglige dosis næsespray). ”Hvad er det der ringer?” spørger veninden. Min bonusdatter svarede: ”Det er Lene, der har sat alarmer for, at hun kan huske hendes medicin”. Veninden spurgte igen: ”Hvorfor tager hun medicin, er hun syg?” Og min bonusdatter svarede ” Nej, det er hun ikke, hun kan bare ikke få børn selv, så hun skal taget noget baby medicin, og så skal en læge hjælpe hende og far med at blive gravid”.

Jeg tror det, at vi har snakket meget åbent om det herhjemme, også gør at det er blevet en naturlighed for hende.  Vi behøver ikke holde det skjult eller skamme os over det, og hun er med til at bryde tabuet, når hun snakker med hendes veninder om det. ”Min lillesøster bliver lavet på en klinik og koster penge” fortalte hun veninden.

Vi filmer alle scanningerne og derefter ser hun dem, når hun kommer hjem til os. Derudover har vi en aftale om, at vi ringer til hende, når jeg får positivt svar fra lægen. Når hun er hos hendes mor, er det ofte veninden Klara som hun fortæller om behandlingerne. ”Det er dejligt, at min veninde Klara, altid hjælper mig, mens jeg venter på en lille baby og gode nyheder. Og ellers så er Klara god til at trøste mig, når Lene ikke ringer og jeg derfor ved, at det heller ikke lykkedes denne gang.”

Tegningen som jeg har brugt som billede, er et min bonusdatter har tegnet. Det forestiller min lille familie, mig som gravid, og os alle 3, som er på vej til hospitalet for at se babyen i maven. Jeg håber, at vi snart kan give hende den lillesøster, som hun i så mange år har ønsket, for som hun selv siger, ”Så er det er lidt bøvlet at blive ved med at have fingrene krydset i så mange år, for så kan jeg ikke ønske mig noget andet i mellem tiden”. Og så, begynder det altså også at gøre lidt ondt i fingrene”

Froman8yearoldgirlspointofview

Kunne du have lyst til at læse mere om vores forløb, og mine daglige tanker i kampen om ønskebarnet, så find mig på instagram @bliverjegnogensindenogensmor

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest