Da vi startede i fertilitetsbehandling tilbage i foråret 2016, vidste vi langt fra, hvad vi gik ind til. Jeg havde som enhver anden kvinde, googlet mig frem til en masse information og historier fra andre kvinder, som står i samme situation som os. Jeg kunne læse, at mange syntes, at det er psykisk hårdt at være i behandling, men forestillingen om hvor hårdt det ville være, er langt fra hvordan det egentlig er.  Det første år havde vi kun fortalt få af vores venner, at vi gik i fertilitetsbehandling, da vi ønskede at overraske vores forældre med nyheden om, at de skulle være bedsteforældre. Men efter et år med dårlige undskyldninger, om forsinkelser til fødselsdage og fodboldkampe åbnede vi op. Det var for hårdt at være ”alene” om det. Vi havde brug for at dele, hvad vi gik og kæmpede med.

Efter 3 x hjemmerul efterfulgt af negative tests, skulle vi videre til inseminationsforsøg. Det første inseminationsforsøg endte endnu engang med en negativ test, mens andet forsøg blev afbrudt. Av! Lige pludselig ville min krop ikke reagere på hormonerne, og jeg dannede derfor intet æg. Lægen afbrød vores forsøg, og sagde, at han mente, at vi skulle videre til IVF. Jeg græd og græd. Jeg sagde til Daniel, at nu kunne jeg ikke mere. Jeg ville ikke mere. Det var åbenbart ikke meningen, at vi skulle være forældre.

Efter et halvt års pause valgte vi derfor at søge alternative veje. Efter et halvt år med anden kost og motion samarbejdede min krop stadig ikke, så efter en ferie i Thailand tidligere i år, besluttede vi os for at opstarte igen. Så efter et år uden fertilitetsbehandling og injektioner kontaktede vi en privatklinik i Odense. Vi havde brug for et nyt syn på vores situation og mere rolige og forstående omgivelser. Igen fik vi at vide, at udover min PCO er jeg sund og rask, og vi havde bare været en del af den statistik, der ikke bliver gravid de første gange, man forsøger. Efter fire mislykket forsøg her, valgte vi at holde sommerferie. Endnu en gang få luft og huske hinanden. Ingen der skulle blande sig i, hvornår vi må og ikke må have sex. Mens vi var på privatklinikken, talte vi meget om, hvornår nok er nok, og hvornår var det tid til at gå videre til IVF. På privatklinikken koster ét forsøg 20.000kr., mens vi gennem det offentlige stadig har tre gratis forsøg. Projekt baby kan ikke gøres op i penge, men 20.000kr er mange penge. Vi har derfor valgt at tage vores 3 gratis forsøg i det offentlige og hvis de ikke lykkedes, må vi se, om vi kan holde til at fortsætte i det private med yderligere forsøg.

Vi er netop vendt tilbage til OUH og har været til samtale om IVF. Da der er ventetid på OUH med hensyn til opstart af et IVF-forsøg, har jeg netop fået afslag. Dette betyder, at jeg igen ved næste menstruation kan prøve at tilmelde os et forsøg. Fertilitetsbehandling er én lang ventetid. Vi er ikke selv herre over vores situation, og har igen lagt skæbnen i hænderne på de ansatte på OUH-fertilitetsklinik.

Vi er spændte. Vi er nervøse. Men mest af alt, så håber vi og krydser alt, hvad vi kan og har for, at nu er det vores tur. Nu er det vores tur til at blive forældre. 2019 skal være vores år!