I medgang og modgang

Blog opslag

Skrevet af FruAxelgaard

23 feb, 2018

I Billedet ovenfor er taget til vores bryllup i sommers. Det kunne egentlig godt ligne vi kigger på en gravid mave, men det gør vi desværre ikke.  En uge inden vores bryllup var vi til afsluttende samtale på den klinik vi havde fået IUI hos og var dermed henvist til IVF. Der er ingen tvivl om at det er mig, der tager behandlingen og den manglende graviditet hårdest. Jeg tænker rigtig meget på det og det begrænser og påvirker mig i hverdagen.

Men hvordan er det egentlig at være mand i et fertilitetsforløb? Og i vores tilfælde, hvordan er det at være mand i et fertilitetsforløb, når man har et barn i forvejen? Vi snakker ikke så meget om behandlingen herhjemme. Vi er sat i venteposition og kommer først videre til maj, hvor vi har tid til første samtale på Herlev. Men selvom vi har været i gang med projekt baby i lidt over 2 år, er det ofte mine følelser der fylder mest. Det er mig der bliver ked af det og påvirket og det er mig som bruger tid på det. Men hvordan har min mand det egentlig? Hvad tænker han om alt det her? Det har jeg spurgt ham om i dag. Han overtager resten af indlægget.

Frustrationen i ikke at vide hvorfor!

Noget af det jeg har rigtig svært ved at forstå er, hvorfor det ikke lykkedes! Vi har begge været gravide hurtigt med tidligere partnere før, så hvorfor kan det ikke lykkedes nu? Hvad har ændret sig fra dengang til nu? Altså udover det er andre partnere, men metoden er jo ligesom den samme.

Det der fylder mest er frustrationen i ikke at vide hvorfor vi ikke kan – og dermed hvad der kan ændres for at vi kan. Jeg ville ønske, jeg havde noget konkret at forhold mig til, så der måske kunne være en mening med det.

Forskellen på biologisk og ikke biologisk barn

Jeg har i forvejen en søn på 4 år, og mærker derfor den specielle kærlighed der er ved et biologisk barn. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at May elsker min søn, men kærligheden vil aldrig være den samme som hvis det er et biologisk barn.

Det er en kæmpe frustration ikke at kunne give hende den følelse af kærlighed til et biologisk barn.

Jeg ved hvor fantastisk smukt det er og ønsker derfor også at hun skal opnå den!

Hvad har bloggen gjort for vores åbenhed omkring det?

Bloggen har gjort at vi er blevet mere åben om det – det var kun en håndfuld mennesker, som kendte til vores kamp inden May begyndte på bloggen. Nu er det på de sociale medier, og folk tæt på os ved derfor hvad der foregår. Derfor snakker vi nu med folk om det, når vi bliver spurgt. Vi er sprunget ud ad skabet som man siger. Det har blandt andet gjort, at jeg er blevet opmærksom på at der findes andre mænd, som står i samme situation som mig af den ene eller anden slags. Jeg tror kvinder er bedre til at snakke om følelser og tanker end vi mænd er, så derfor får vi nok ikke rigtig snakket om det. Men for nylig fik jeg en ny kollega, som var i samme kamp som os. Det hjalp rigtig meget, at kunne snakke om det med en ligesindede og finde ud af hvor mange tanker der egentlig var ens. Hvis vi snakker om det kan det være med til at bryde tabuet omkring det.

Inden du startede på bloggen følte vi det som et tabu emne, som man ikke snakker om. Når man lever i en vennekreds, hvor det er normalt med 2 børn pr par, er det sgu ikke fedt ikke at kunne ”levere” og samtidig ikke kunne føle, man kan snakke om det.

Hvad har jeg lært om dig?

Når man er i så langt og hårdt et forløb som vi har været og er i, lærer man lidt mere om personen man er sammen med. Da vi mødte hinanden var vi begge butikschefer og vores dagligdag bestod derfor af alt for mange timer i butikken og alt for lidt søvn. Der lærer man hvordan den anden er, når man er i søvnmangel. Jeg har nu lært, hvordan det er at leve med en kone som igennem de sidste 2 år har været fanget i en tilstand af sorg, afmagt, frustration, håb og vrede. Jeg har lært, at der er gode dage og der er dårlige dage. Jeg har lært at på de gode dage nyder vi den og på de dårlige dage er det bedst at give plads til at være ked af det og lade dig være uden at stille spørgsmål.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!