Efter 2 år sammen, besluttede min mand og jeg at vi var klar til at starte vores egen familie- stoppede på p-piller i juni 2011- måneden efter fik jeg min første menstruation og i aug 2011 blev jeg gravid, det hele gik så stærkt. Graviditeten forløb helt normalt, i maj fik vi vores datter ved en meget traumatisk fødsel- med en voldsom bristning af ringmuskel, nu skulle jeg gennem en lang genoptræning og da jeg kun måtte ligge, endte jeg isoleret, som udløste en fødselsdepression . Jeg kontaktede flere gange læge mm. For at få en tid ved en psykolog, men da det er egenbetaling, blev det ikke til noget. da vores datter blev tre år- besluttede vi os for at vi ville forsøge at lave en lillebror/lillesøster, stoppede med p-piller igen( sept 2015)- månederne gik, men min menstruation kom ikke, i dec 2015 tog jeg kontakt til lægen, de forsikrede mig om at alt var normalt vi fik taget blodprøver (tjekkede ikke selv op på det, da jeg stolede på deres vurdering) og når man havde taget p-piller i mange år, kunne det tag Fra 9-12 mdr, (sagde de) inden kroppen havde fundet sin balance, jeg havde tiltro til at de viste hvad de snakkede om.

Maj 2016 fik jeg en blødning, jeg blev så glad, troede at nu viste kroppen, hvad den skulle gøre. Havde en lægesamtale i eget lægehus, hun var glad på mine vegne, det fyldte en del at det ikke havde været så let at blive gravid her anden gang- hvortil hun svarede at vi kunne jo med sikkerhed vide, at vores datter havde fået alt hvad hun havde brug for, hvis hun havde været bagud, var det ikke vores skyld, da hun havde haft alt vores opmærksomhed (det var jo rigtigt) dette gav en glæde i mig. Over sommeren 2016 havde jeg menstruation med 28 dage i mellem, men i sept 2016 stoppede det så igen, tog igen kontakt til lægen, endelig måtte jeg komme ind til undersøgelse, de tog igen blodprøver, de ringede et par dage efter, alt så normalt ud. (Stadig væk) Da vi nåede dec 2016 kunne jeg ikke vente mere- fik en henvisning til en gynækolog, min mand og jeg tog ind til en indledende samtale, de scannede min mave- æggeledere, han sagde alt ser fint ud, men du burde tabe dig 10 kg (er en kraftig pige, ikke fed). Og så skulle jeg ha taget flere blodprøver, min mand skulle ligeledelse ha tjekket hans sæd.

Da min menstruation stadig ikke var kommet, startede jeg op på medicin Provera, men efter to behandlingerne og den stadig var udeblevet, tog jeg sagen i egen hånd og fik tid ved en akupunktør, der kom jeg tre gange om ugen i en måned. For at skabe en ægløsning. Og opstart af ny medicin Trisequens (østrogen). Fik svar på sædprøve- den var for lav- hvordan kunne to mennesker blive så hurtigt gravid for tre år siden, men nu virkede intet. Min mand blev sat på kostomlægning, for at ændre hans sædtal (det virkede) Marts 2017, blev skæbnesvanger, gik ind på sundhed.dk, nu ville jeg se hvad der foregik, sad og kiggede på svar fra blodprøverne- mine tal var helt skæve, hvordan kunne det være? Havde jeg været for blåøjet, haft for meget tiltro til det danske sundhedsvæsen? Kunne læse hvad gynækolog havde skrevet efter scanningen- meget lille ægbeholdning- men han sagde da at alt så fint ud. Ringede næste morgen til gynækologen, han tog den ikke- ringede 5 gange i løbet af dagen uden svar. Kl 18 blev jeg ringet op:

En stemme spurgte hvorfor ringer du hele tiden?

Jeg: jeg har kigget på mine tal, det ser ud som om jeg er gået i overgangsalderen.

Manden i den anden ende: ja det er du! Så der er ikke så meget vi kan gøre, men du er jo heldig at du har en datter.

Jeg: er der ikke noget at gøre og hvad skal jeg nu?

Gynækolog: du forsætter bare med Trisequens til du er 50 og så stopper du og går naturligt i overgangsalderen igen. Der blev lagt på…

Jeg var i chok. Græd hele aftenen på min seng i fosterstilling.

Ringede til min mor- vi snakkede frem og tilbage, vi snakkede om donoræg, jeg mente ikke at jeg ville kunne det, hun bakkede mig op i det.

Min familie har plaget om at vores datter skulle blive storesøster, nærmest fra hun blev født- de mente at hun ville være møgforkælet og enebørn ikke var velfungerende, men pludselig var det lige meget, og alt trak de tilbage. næste morgen ringede jeg til lægen. Jeg var gal og ked af, at de blodprøver de havde taget, ikke var fine, hvorfor havde de ikke sagt noget? Kom ind til den samme læge som sidst, men nu havde tonen fået en anden lyd: hvad er du kommet her for?

Jeg spurgte: hvorfor fortalte i mig at alt så fint ud når det ikke gjorde: lægen: du kan komme igen, når du ikke bebrejder mig mere. Og så åbnede hun døren, jeg gik tilbage til venteværelser, jeg græd som pisket.

Om aftenen sad jeg og googlede, hvad vi selv kunne gøre. Fandt ivf-syds hjemmeside, jeg skrev til dem, sendte alle mails imellem mig selv og gynækologen og blodprøve svar , de svarede næste morgen, at de ville gerne se mig.

Vi bestilte med det samme en tid til en samtale. Vi trådte ind i en gammel lejlighed der var restaurerret og lavet om til kontor . Blev mødt af de sødeste læger og sygeplejersker, de sagde en masse ting, om overgangsalder, medicin, donoræg- de scannede mig og konstaterede at det ikke så godt ud, det så ikke ud som om der var flere æg tilbage- de spurgte om vi ville høre lidt om donoræg, vi blev enige om at, det ikke skadede at høre om det.

Vi kom ind i et lille lokale, hvor vi ventede på lægen skulle komme- tårnene begyndte igen at løbe. En kvindelig læge kom ind, hun fortalte om mulighederne med donoræg, åben eller lukket donor. Jeg husker at jeg sagde, så ville en åben donor nok være bedst for barnet- jeg har jo set sporløs. Hun stoppede mig: du tænker det helt forkert, der er ikke nogen der har opgivet et barn, barnet ville aldrig ha blevet til uden din mand’s sæd og din krop- det ændrede alt. Hun forklarede at de valgte donor ud fra udsende, men også udfra personlighed (så barnet ikke skiller sig for meget ud) Nu skulle vi tag en beslutning- vi satte os ud i bilen, snakkede hele vejen hjem om donoræg- vi var enige, vi skulle ha et lille donoræg.

Da jeg kom hjem ringede jeg til min mor, jeg var så glad og spændt, fortalte hende alt de havde sagt- hvortil hun svare : jeg synes det er mange penge at bruge på det. Jeg var målløs- penge, penge var da den mindste bekymring- hvad er et barn værd. Mor: du sagde da tidligere at donor ikke var noget. Vi lagde på, sad igen med en tom følelse, det var ikke det jeg havde regnet med. Da vi startede op på udredning, var vi sikker på, at hvis vi ikke kunne blive naturlige gravide, skulle vi ikke ha flere- vore grænser, blev konstant rykket, man kan ikke vide, hvor langt man vil gå, før man står i det.

Vi skrev papirende under næste dag og sendte til Fredericia . Ugen efter tog min mand afsted for at aflevere sæd. Det tog ca en måned at finde en donor.

Maj 2017, vores donor fik taget æg ud, de blev befrugtede- 4 klarede det- tænk at vi havde 4 børn i fryseren😂I maj skulle vi ha sat æg op, da vi var inde og få sat det lille æg op, havde jeg selv mange ideer til hvordan jeg gerne ville ha det, total kontrol freak, havde læst nærmest alt forskning på området, havde læst at man kunne bruge Predisolon, det ville sænke immunforsvaret (så kroppen ikke ville se ægget som et fremmedlegeme) spurgte om jeg måtte få det, de synes ikke, at det var en behandling vi skulle prøve i første forsøg, vi aftalte at tag det op igen, hvis første forsøg ikke lykkes.vi holdt det hemmelig for familien. Da vi var bange for om opbakningen var der. To dage før testdagen kom der en blødning- det gjorde ondt i hjertet- min baby klarede det ikke. Proceduren er at der skal tages en blodprøve- de ringede svar på vores datters fødselsdag- selvom jeg viste at jeg ikke var gravid- gjorde det ondt at høre det, fra lægen- tårene løb ned af kinderne. min datter kiggede på mig. hvorfor græder du mor? Mig: fordi jeg elsker dig så højt.

Jeg fik med det samme lavet en ny aftale- om et nyt forsøg. I andet forsøg spurgte jeg igen til brugen af Predisolon, denne gang fik jeg lov. Startede op på Predisolon 5 dage før ægoplægningen. Dagen kom, en meget mærkelig følelse at tag afsted på en klinik og ført et kateter op i håb om et barn. Efter oplægningen, tog vi ud og spiste en middag, svært at snakke om andet end babyen- et par dage efter… jeg havde en underlig fornemelse i maven, jeg var sikker- jeg må være gravid. Tog en test-to streger, den var der👍🏻.

Vi besluttede at holde graviditeten hemmelig indtil kønsscanningen, da vi gerne ville ha at vores datter var den første der fik det at vide og hun ville lettere kunne relatere til en dreng eller pige. Vi bestilte en kønsscanning på privat klinik. Det er var en dreng. Tror at det gjorde det lidt lettere, hvis det havde været en pige, havde jeg nok sammenlignet for meget. Fortalte det til vores datter da vi kom hjem, hun blev høj af lykke..

Vi havde været meget åbne omkring hvordan baby boy var blevet lavet (til familie og venner) i starten af graviditeten- dette fortrød vi dog hurtigt- det havde alt fokus, når vi snakkede om graviditeten, den ældre generation, havde svært ved at forstå, at jeg er den biologiske mor på papiret. I medierne fyldte donor børn meget- min svigermor ringede : har du set det med donorbørn, de leder efter deres biologiske forældre. Måtte forklare at baby boy ikke har været uønsket, der er ikke en kvinde der ikke ville ha ham, en kvinde har givet min mand og jeg et æg, vi kunne lave et barn af.

I starten af 2018 blev vi forældre til vores andet barn. Vores familie var endelig komplet. Ville ønske at vi ikke havde delt vores vej dertil med nogen- ved barsels besøgende, blev fokus meget rettet imod donor baby istedet for baby. ved at baby boy skal vide det, når han bliver stor nok, men vil være bange indtil den dag, om nogen vil røbe det for ham.

Jeg takker hver dag der går for baby boy- men tankerne fylder stadig- vil familien gøre forskel på mine børn. For en uge siden kom der så brev: hvad skal der ske med jeres to sidste æg, vi er begge afklaret med, at vi ikke skal ha flere, men at tage den beslutning er svær- betalte med det samme- nu ligger de der et år mere, inden jeg igen, skal beslutte hvad der skal ske.

Nu venter et forløb med udredning af, hvorfor er jeg gået i overgangsalder som 30 årig. I starten tænkte jeg meget hvorfor lige mig- nu tænker jeg: godt det var mig- jeg er så stærk en kvinde – jeg kan klare alt.❤️