Denne kommentar har jeg hørt rigtig mange gange. Og jeg ved at folk mener det godt – og måske også fordi de ikke aner hvad de ellers skal sige?

Den gør bare Intet godt for mig overhovedet. Jeg kan slet ikke finde ro i og bare tænke – vi har jo vores datter, så er alt godt. Jeg er så glad for vi har vores datter men det gør bare ikke at jeg er mindre ked af det eller ikke er magtesløs i det her projekt.

Den længsel og ønske efter at få én mere, opleve en graviditet mere og et spædbarn mere – men allermest – at give min datter en bror eller søster tynger så meget at det er rigtig hårdt. Jeg kommer selv fra en stor søskendeflok og kan ikke bære hvis min datter ikke kan få bare én at få alle de oplevelser med, som man har som søskende.

Når jeg ser min datter sammen med andres lillebror eller lillesøster – hvor kærlig, omsorgsfuld hun er. Puha …

Den ene dag sagde hun: jeg vil også have en baby i huset – mor, i Kan købe en baby og tage med hjem.

Jeg prøver at sige til mig selv at udgangspunktet er jo at man har 0 børn. Det er jo sådan det er – og så kan man ønske og håbe på at få børn (jeg har altid tænkt man var “berettiget” til det antal børn man ønskede). Forstået på den måde at alle jo går rundt og siger – vi vil have 2 børn eller vi skal have 3 børn osv.

Men kan jo godt se nu at det desværre er en kamp rigtig mange går igennem. Og at det ikke er givet på forhånd hvor mange børn vi får.

Jeg HÅBER dog det kan lykkes for os alle at få de børn vi ønsker os! På den ene eller anden måde ❤️