Herhjemme tackler vi, det at være i fertilitets behandling forskelligt. Hvilket faktisk kom lidt som en overraskelse for mig.
Efter tabet af Andrea var vi, meget ens i vores sorg og var enormt gode til at støtte hinanden. Måske det er derfor, jeg er lidt overrasket over vores forskellige reaktioner under den her kamp. Og det har sat en masse tanker igang for mig.

A er generelt enormt god til at prioritere hans energi og overskud samt bekymringer, hvilket jeg på ingen måde er. Og det er nok egentlig også lidt derfor, vi reagere og rejser os forskelligt.

Jeg har personligt brug for at skrive alt ned om hvordan jeg har det. Jeg har brug for at være social og til tider “glemme” lidt hvilken proces jeg/vi er igang med. Og faktisk er jeg begyndt, at have endnu svære ved at være alene. Fordi det er her min tankemylder buldre afsted – og så bliver jeg bare enormt ked af det! Og lige det har jeg helt vildt svært ved at være i.

Hvor imod A er beundrende god til, føler jeg, at bearbejde det alene og med sig selv som tiden går. Han finder altid løsninger og måder at komme ud af ting på. Og jeg tror det langt hen af vejen er det han også gør, hver gang vi skal rejse os fra endnu et hul.
Jeg skriver “tror” fordi jeg faktisk ikke ved det.

Vi er ikke altid lige gode til at snakke sammen. Og måske fordi det er hamrende svært, da ingen af os kan placere skylden et sted? For der er ingen steder at ligge den hen, hvad vi ved af – endnu. End til videre er der intet der tyder på, at vi er andet end pisse uheldige 🤯

– det kan måske godt lyde som om vi ikke sørger sammen, ikke er kede af det sammen og glider fra hinanden. Men sådan er det ikke. Det har jeg lige fundet ud af. Faktisk er det lige gået op for mig, alt det kan være en kæmpe styrke i ens parforhold, at man ikke skal gennemgå alle sorger sammen.

Og A er skide god til at passe på mig og fortælle alt det rigtige – og alt det vi ved. Han ved hvordan han kan berolige mig og hvornår der er behov for det – og det er der vi er blevet endnu bedre. 🙏🏻😊

Jeg havde det sådan en dag… 

– … at jeg følte jeg tog As håb fra ham, at alt var min skyld fordi jeg ikke kunne levere det jeg var skabt til. Jeg var dybt ulykkelig og fyldt med skyld og skam over ikke at kunne give A det han ønskede sig allermest! 😔

Identitetskrise?

Jeg har også oplevet at være i en kæmpe identitetskrise. Jeg overvejede at droppe det sidste halve år af min uddannelse fordi, jeg havde skræmmende mange huller fra min læring og erfaring for faget. Havde mistet en del af det vi gennemgik på uddannelsen. Så der følte jeg mig heller ikk god nok.
Jeg følte jeg gled væk fra mine nærmeste fordi jeg altid var ked af det eller skulle rejse mig fra endnu et tab. – det må være ufattelig svært at være min veninde, der gerne vil gøre alt det rigtige – men hvad er det rigtige egentlig?
Jeg vidste faktisk i en periode heller ikk hvem jeg var og hvordan jeg skulle beskrive mig selv som andet end “hende der mistede sin datter” – og hvordan fungere man så? Og hvordan kan man så guide andre til at hjælpe en?

Men det viser sig, som jeg havde håbet og også troet, at mine veninder (de jeg har snakket med det om) ikke havde det på den måde. Så jeg har faktisk kørt mig selv helt vildt op..

Jeg er så taknemmelig for de mennesker jeg har omkring mig. De er der alle når alt for mig er sort men også når det er lyserødt. Og hvor er det faktisk fantastisk ❤️
TAK FOR JER!