“Infertilitet er en invaliderende sygdom”

Blog opslag

Skrevet af Malle

2 dec, 2017

– Om at være i tvivl om meningen med livet

Sådan sagde min læge til mig, da jeg søgte hjælp til at håndtere alt det, der følger med fertilitetsbehandling, efter en forfærdelig hård sommer.
Hun henviste mig også til psykolog med henvisningsårsagen “invaliderende sygdom”. Det synes jeg var meget voldsomt.

Jeg var virkelig, virkelig ulykkelig og nok måske deprimeret. Det havde nok stået på længere end jeg selv havde lagt mærke til. Det gik først rigtig op for mig, hvor skidt jeg havde det en morgen, hvor jeg endnu engang stod med en negativ graviditetstest. Jeg græd rigtig meget efter den negative test, selvom jeg har prøvet det virkelig mange gange før.

Den test slog mig helt ud. I virkeligheden gør det nok lige ondt hver gang, men på et tidspunkt har det nok gjort ondt så længe og så meget, at der er et behov for professionel hjælp til det.

Jeg fortalte ikke rigtig til nogen, hvor dårligt jeg egentlig havde det. Det var meget få, mange gange svarede jeg bare “fint”, når folk spurgte, hvordan det gik.

Sommeren havde været virkelig svær at komme igennem, både fysisk og psykisk. Jeg har været igennem 3 “nulstillings” kure med 12×3 minipiller, som jeg bliver rigtig dårlig af. Jeg har flere gange ringet til min kæreste og sagt, at jeg ikke kunne komme hjem fra arbejde, fordi jeg var så dårlig, at jeg ikke kunne køre.
Det er den fysiske del i det, den psykiske var, at det bare var noget rigtig lort – for nu bare at skrive det, som det er. Det blev en dårlig blanding, fordi det er hårdt at have det så fysisk dårligt i lang tid, og samtidig gerne ville opretholde et normalt liv med arbejde, fritidsaktiviteter m.m., som det indeholder. Til sidste måtte jeg indse, at det blev for svært. Jeg var træt helt ind i knoglerne og jeg kunne ikke tænke posivt og komme “op” længere. Jeg var utilstrækkelig på alle måder i mit eget liv!

Det tog lang tid at finde frem til nogle hormoner/mængde af hormoner, som min krop rent faktisk vil reagerer på. Derfor har vi nogle aflyste forsøg i bagagen også.
Det gjorde så ondt, at det var så bøvlet at få min krop til at reagerer, når den egentlig bare skulle kunne gøre det af sig selv.  Jeg dannede flere gange cyster, som gik i sig selv igen, i stedet for follikler/æg.

Hver eneste gang jeg skulle på klinikken følte jeg, at det kun var for at slå fast endnu engang med syvtommer søm, at jeg ikke fungerer, som en “rigtig” kvinde. Jeg havde det forfærdeligt før og efter hver scanning.

På mit arbejde havde jeg nogle ekstra opgaver, som krævede en hel del af mig. Normalt ville det aldrig være et problem for mig at løse de opgaver, og det har jeg gjort mange gange før, men under de omstændigheder blev det for meget. Jeg følte, at jeg var ved at blive revet midt over, hver gang jeg gik ind ad døren. Det var specielt ikke særligt sjovt, når jeg var nødt til at køre lige fra klinikken og direkte på arbejde med dårlige nyheder i hovedet. Det var rigtig svært. Rigtig svært er nok den eneste måde, jeg kan beskrive det på, fordi der er så frygtelig mange følelser i det, som skifter, som vinden blæser. Det er en lang rejse med rigtig meget sorg og bitte små lysglimt af håb.

Jeg blev også max stresset af at føle mig stresset, fordi så mange mennesker siger “hvis du stresser over det, bliver du ikke gravid.” Så jeg tænkte, at hvis jeg var stresset, så var det nok min egen skyld, at behandlingen ikke virkede. Uanset, hvad jeg gjorde, så var den følelse jeg endte op med at have hver gang jeg gik ud af klinikken “det er min skyld”.
Jeg følte så meget skyld.

Der er lidt en tendens i vores samfund til at forbinde infertilitet med stress, og dermed at det er selvforskyldt. Det har man slet ikke brug for i fertilitetsbehandling, for vi tænker i forvejen alle de tanker;
“slapper jeg nok af?”, “tænker jeg for meget på det?”, “spiser jeg det rigtige?” osv. osv. Jeg kan skrive et helt indlæg, om alle de ting, som jeg er besat af at gøre rigtigt!
Det var meget svært for mig at accepterer, at vi skal have hjælp til at få et barn, og jeg har brugt flere år på det. Så at skulle accepterer, at min krop heller ikke uden videre fungerede med hormoner var sindssygt svært.
Jeg har stadig en drøm, om en “naturlig” baby en dag, produceret derhjemme – det holder jeg nok aldrig op med at drømme om, selvom jeg ved det er meget usandsynligt. Den drøm blev knust mange gange under alle de scanninger med mange hormoner gjorde så ondt.

Det var også rigtig svært for mig at træffe den beslutning, om at blive sygemeldt. Reelt havde jeg ikke noget valg, for jeg kunne bare ikke mere. Men det var svært for mig ikke at kunne være den medarbejder, kollega m.m., som jeg var vant til. Mit arbejde har i de seneste år været en stor del af mit liv, og meget af min identitet ligger deri.
Det tager tid at accepterer for mig, og jeg bliver stadig virkelig irriteret over, at mit arbejde ikke kører 100 % og jeg ikke har styr på alting.

Jeg sov rigtig dårligt om natten, ofte kun 1-2 timer, jeg græd meget, jeg havde svært ved at koncentrere mig og min hukommelse blev rigtig dårlig. Jeg følte,  at mit liv var meningsløst og jeg havde ikke lyst til at se eller snakke med ret mange mennesker.
Jeg var i tvivl, om alt i mit liv, om jeg ville bo i vores totalt børnevenlige hus, om hvad meningen med mit liv er, om jeg skulle blive ved med at arbejde med det, jeg gør og rigtig meget andet. Jeg måtte efterhånden indse, at jeg nok havde brug for lidt hjælp.

Vi er i starten af i år flyttet, fordi vi har købt et nyt hus, så jeg kendte ikke rigtig min nye læge. Jeg havde kun været der to gange tidligere med “småting” og aldrig hos hende, som jeg skulle ind til den dag, hvilket gjorde det hele lidt mere kompliceret.
Jeg kendte dog hende her lægen lidt igennem mit tidligere job, og min mavefornemmelse med at vælge hende var bare bedre, frem for en af de andre. Det var med meget rystende hænder, at jeg tog hen til min nye læge. Jeg startede med at sige til hende, at “det jeg siger nu, giver måske slet ikke mening…”, også fortalte jeg hende,
om alt det der var svært, alt det jeg er bange for osv. Hun tog det meget seriøst. Hun sammenlignede infertilitet med kræft. Det synes jeg er en vild sammenligning, men pludselig gav det lidt mening for mig, at jeg har/havde det, som jeg havde. Hun sagde, at hvis man mister et ben fx, pga. kræft, så skal man også lærer at leve med det.
Jeg sagde til hende, at jeg jo bare skal lærer at være i det her behandling, for ingen ved, hvordan det stopper. Det kan være det varer flere år. Så sagde hun “ja, men vi skal også passe på dig imens”.

Jeg var fuldtidssygemeldt fra mit arbejde på det tidspunkt, og hun sendte mig derfra med besked om, at komme igen 3 uger senere, en deltidssygemelding og en henvisning til en psykolog.
Efter jeg havde sagt højt til lægen, hvordan jeg havde det følte jeg mig så lettet bagefter. I et par timer havde jeg det bedre end jeg havde haft i mange måneder, for jeg følte at en del af byrden var blevet taget af mine skuldre.

Det går langsomt fremad, en stor del af ovenstående gør sig stadig gældende. Men jeg tror jeg er på vej mod et bedre sted med god hjælp.
Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at forstå eller acceptere eller finde mening i, at jeg ikke kan få børn, men jeg vil meget gerne arbejde hen imod at lære leve med det.
Det gør stadig ondt, hver gang et forsøg mislykkes, selvfølgelig gør det det, for vi gør det jo, fordi vi har et håb hver eneste gang!
Jeg har mødt rigtig søde og dygtige læger, og jeg føler mig heldig pga. det. Både den læge, der behandler mig mod barnløshed, men også min egen læge. Jeg er så lykkelig for, at hun tog mig alvorligt og ikke bare negligerede min sorg og situation. Så er jeg ikke sikker på, at det var gået fremad overhovedet.

Jeg græder stadigvæk meget efter hver negativ test – hvordan skulle jeg kunne andet? Hvis vi ikke håbede og troede på det, så ville vi jo ikke gøre det.
Min taktik er efterhånden at “være med det, der er”. Nogle dage er fine, nogle dage er dårlige. Og det er OK. Jeg accepterer også, at jeg lever i intervaller, og i dagene omkring ”testdag”, skal der ikke ske andet end at det bare er ”testdag”, for jeg skal have tid til at rumme, hvad end resultatet måtte være.

Det har været fantastisk at komme til psykolog. Fantastisk, men også hårdt. Jeg bliver tvunget til at forholde mig til det hele, og hun stiller meget direkte spørgsmål. Nogle gange så direkte at jeg lige rykker lidt tilbage i stolen af forskrækkelse.
Men det er også dejligt, at kunne sige lige det jeg tænker, uden at tænke på andres følelser, fordi det er en professionel jeg sidder overfor. Jeg er lettet i nogle timer efter, når jeg går derfra, og
det er de bedste timer jeg har i mit liv pt. Vi snakker meget, om ikke at være besat af at gøre alle de rigtige ting, psykologen sætter det virkelig på spidsen for mig, fx ved at sige “misbrugere får også børn, og de lever ikke sundt. De børn fejler så noget andet, men de får børn.”
Det er fint, at jeg får sat tingene lidt i perspektiv på den måde. På mine dårlige dage, forstår jeg bare virkelig ikke, hvad meningen er i det. Men biologi er bare ikke retfærdig, sådan er det.

Malle

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!