I min sidste cyklus meldte jeg mig igen til reagensglas (IVF) efter en længere pause. Jeg fik tildelt nogle andre hormoner denne gang – og man må sige at jeg har været påvirket af dem denne gang. Humørsvingninger til den store guldmedalje.

Jeg er da SÅ heldig at jeg har en tålmodig mand der kan holde det ud. Jeg blev scannet, og der var 2 æg. 1 på 14mm og et på 8mm. Det sidste når ikke at blive stort nok til udtag, men de sendte mig hjem igen med flere hormoner, og et par dage efter havde det vokset sig til 16mm.

Det var nu klart til at tages ud.

Jeg ankommer om morgenen på udtagningsdagen.. og de kan ikke få det ud. Det er en kamp for dem, og det vil simpelthen ikke løsne sig.

De giver op, og jeg får rusen ud af min krop igen ved en lille lur på sygeplejerskens kontor.

De inseminere mig i stedet for, så smerter og hormoner ikke har været ‘tabt’.

Det har vi prøvet 4 gange før, men det er bedre end ingenting. Nu venter vi. Jeg tager testen i næste uge, men kender jeg Lasses og min statistik, er testen nok negativ…

ligesom mit sind. Jeg har absolut INGEN forventninger mere. Det havde jeg engang for nogle år siden…dog ikke mere. Det var en sød lyserød bobbel jeg levede i.

Nu er jeg blevet realist, og ved at tingene ikke går som man ønsker dem. For at gøre det hele meget værre, så tager jeg piller i denne tid der gør at man får graviditets symptomer, så man ved ikke om man er købt eller solgt.

Næste stop er ægdonation.

Vi har en tid i november med et team på sygehuset der vil tage en snak med os. Måske hvis vi bruger et andet æg, at heldet er med os. Det håber vi.

Vi ses til næste indlæg der nok kommer til at handle om donation.