Der var en pige på instagram der brugte udtrykket ”jalousi-monstret”. Et udtryk jeg er helt vild med, da jeg synes det rammer så godt ind i min oplevelse af jalousi.

Før mit møde med jalousi-monstret

A og jeg har været sammen siden 2011. A elsker børn og er SÅ god til børn. Han var parat til at blive far langt før mig. Jeg var bare ikke rigtig klar. Jeg var bl.a. bekymret for at få en fødselsdepression. Men en oplevelse i 2017 fik sat skub i projekt baby og omkring 1. marts 2018 smed jeg p-pillerne. Vi var indstillet på, at det kunne tage tid, men vi havde jo heller ikke travlt, A var 28, og jeg var 27. Der var kun to, der havde fået børn i vores omgangskreds og intet tydede på, at der var flere, der gik med de tanker (troede vi).
Vi havde masse af tid til at få de 3 børn vi gerne vil have …

Mit første ubehagelige møde med jalousi-monstret

En varm sommerdag i august spørger A mig pludselig, om jeg vil blive ked af det, hvis nu venner og familie begynder at få børn, mens vi fortsat prøver. Næ, svarer jeg, og tilføjer at jeg er overbevist om, at vi er de eneste, der er begyndt på projekt baby. Men jeg skulle blive så meget klogere.

Et par timer senere får jeg et opkald fra en af mine bedste veninder: ”Jeg er gravid”. Jeg husker opkaldet, som var det i går.  Ikke så meget for det hun sagde, men fordi jeg blev så chokeret over min egen reaktion på så fantastisk en nyhed. Jeg skammer mig stadigvæk den dag i dag. For da min veninde havde sagt de tre ord, husker jeg det som om, at der var flere minutters tavshed, før jeg fik fremstammet et ord: ”tillykke”.

Det var første gang, jeg mødte jalousi-monstret.

Hvorfor kunne jeg pludselig ikke være glad på hendes vegne? Det var så ubehageligt og skamfuldt. Aldrig havde jeg oplevet en så voldsom jalousi følelse før. Jeg var bogstaveligtalt mundlam. Jeg kunne slet ikke spørge ind til hendes graviditet. Det føltes som om jeg var i chok.
Men inderst inde var der ikke nogen jeg ønskede det mere for end hende. Hun er SÅ fantastisk en person og har været så meget igennem. Hun fortjener, om nogen, at graviditet ikke også er en udfordring.

Jeg har stadigvæk ikke den dag i dag talt med hende om samtalen den dag. En samtale som jeg husker som værende ualmindeligt kort, da jeg havde svært ved at få spyttet ord ud af min mund. Og da jeg havde lagt røret på, brød jeg grædende sammen. I det øjeblik vidste jeg ikke, hvad der gjorde mest ond, at hun var blevet gravid eller skammen over min egen reaktion.

Det var mit første møde med jalousi-monstret i dets rene form.

Efterfølgende har jeg mødt det flere gange. Jeg er blevet bedre til at håndtere mit møde med det, selvom jeg stadigvæk bliver enormt påvirket når en ny veninde mdv. annoncere en graviditet. Men i dag er jeg i stand til at tage pokerfjæs på, og jeg er blevet bedre til at spørge ind til andres graviditeter og børn. Nogle gange får jeg endda en LYST til at spørge ind, og det er SÅ rart.  Jeg er også blevet mere opmærksom på, hvad der virkelig kan tricky jalousi-monstret. Fx hvis nogle annoncerer en graviditet, og det kommer total bag på mig, eller hvis folk annoncerer deres graviditet face-to-face. Jeg har også lært, at man aldrig kan forudse, hvem der annoncerer den næste graviditet, og at jeg må sande, at jeg er MEGA ked af at alle i min omgangskreds får børn og nu skal have deres 2. og 3. barn, mens vi fortsat drømmer om at få vores første.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage til i starten, hvor jeg følte vi ikke havde travlt, og projekt baby ikke fyldte så meget. Til den tid, hvor jeg ikke vidste, hvor grum en satan sådan et jalousi-moster kan være.