Overskriften siger måske sig selv, men det er faktisk ikke så lige til. Malte fyldte som sagt 3 år tilbage i oktober måned.

Han har altid været MEGET knyttet til sine sutter og nusseklud. Vi har nok ikke været de dér særlige strenge forældre, så han har altid fået lov til at have sutterne som han ville. Men altså i dag havde vi så aftalt, at nu var tiden kommet til at sige farvel og tak for denne gang.

Mange har sagt og hentydet til, om det ikke bare var at få afleveret de sutter. – og jo, det er det nok for de fleste, men særligt for mig, har det bare været rigtig svært.  Ved at han nu har afleveret hans sutter, er han officielt ikke ”lille” mere, hvilket for mig skærer helt ind i hjertet.  Alle folks kommentarer med, at: ”nu er du vel nok en stor dreng”…. det skaber ekko i mine ører, og jeg bliver sådan en egoistisk mor, der helst ser at han for altid vil være lille.

Jeg har virkelig svært ved at forene mig med tanken om, at vi måske ikke kommer til at opleve at få en baby igen med alt hvad dértil hører.  For andre mennesker lyder det måske underligt, men når man har kæmpet og kæmpet i så mange år for at få et barn, så bliver han bare alt for hurtigt stor.

• STOP tiden bare ét øjeblik –