Når året går på hæld, gør mange status. Inklusive mig selv. 2018 blev desværre ikke som håbet og forventet. 

“Dig skal vi nok få gjort hurtig gravid” 

Det er et år siden, lægen lige så sikkert fyrede bemærkningen af, inden vores første inseminationsforsøg gik i gang. 

Siden da har vi haft fem mislykkede IUI, to IVF og et ICSI forsøg. 

Jeg er stadig ikke gravid. 

Desværre blev 2018 et år, hvor jeg mistede optimismen, håbet og et godt humør. 

Det blev året, hvor jeg minutiøst satte mig ind i alt, der er at vide om IVF, ICSI, IUI, Gonal F, Menopur, Tamoxifen og hvad jeg ellers har måttet lægge krop til.

Men det blev også året, hvor naiviteten led et knæk. Forstået på den måde at jeg ikke er sikker på, reagensglasbehandling med egne æg nødvendigvis vil hjælpe os. 

Det var jeg overbevist om, da vi endelig kom i gang. Men når man ikke engang når at opleve at få lagt æg tilbage, så ser det sort ud anno 2018. 

Nu står jeg så her, og om et par uger skal vi i gang med vores niende fertilitetsforsøg. 

Vi skal i gang med den såkaldte japanermodel – hvor man stimulerer kroppen i pilleform med Tamoxifen – pointen er færre æg, men bedre kvalitet. 

Læser man om det på nettet, er meningerne blandede – men for “vanskelige patienter” som mig, virker det måske. 

Det er ved at være sidste skud i bøssen, “inden vi må give op”, som lægen formulerer det. Altså stoppet inden eventuel ægdonation. 

Så jeg forsøger at sadle op på hesten igen. Uden at slå mig voldsomt. For hver gang det slår fejl, føles faldet hårdere og hårdere. 

Jeg har stadig meget kærlighed og muligheder, jeg ønsker at tilbyde et barn. Og det er det, der driver værket. 

God jul og ønsker om et skyhøjt hcg!