Den 10. marts 2018 fik vi vores tredje inseminationsforsøg. Det var en lørdag og jeg sad i klinikken og trippede, for de var forsinkede. Jeg trippede fordi jeg skulle hjem og holde fødselsdag og gæsterne ville komme nogenlunde samtidig med os.

Jeg var overbevist om at inseminering den dag jeg skulle holde fødselsdag og med testdag på min rigtige 27 års fødselsdag, kun kunne være god karma. Samtidig havde jeg både læst og fået at vide, at når begge parter ikke fejler noget, så skal der oftest ikke mere end 3 forsøg til. Så håbet var større end det plejede at være, og det blev jeg fanget i.

3 dage før min fødselsdag og testdag, begyndte jeg at bløde. Hele min verden væltede og jeg græd lidt mere end jeg ellers havde gjort når min menstruation kom. Jeg kunne simpelthen ikke forstå at det ikke var lykkedes.

Dagen efter synes jeg det hele føltes anderledes end det plejede, så selvom jeg følte mig forrådt af min egen krop, tog jeg en graviditetstest. Og det var da en streg er kom, var det ikke? Vi løb rundt i lejligheden, for at se den i forskelligt lys, men blev til sidst enige om ikke at få håbet for langt op.

Dagen før min fødselsdag købte jeg en pakke med graviditetsteste, der kunne teste positiv op til 4 dage før forventet menstruation. Og der var ingen tvivl, den var positiv. Jeg var gravid!

Men jeg blødte stadigvæk. Som aftalt med klinikken, ringede jeg på min testdag og de forsikrede mig at det ikke behøvede være et dårligt tegn at jeg blødte. Den første HcG blodprøve lå i den lave ende, men ved den anden blodprøve var det tredoblet, så de var mere end tilfredse.

Jeg var gravid. Vi havde lavet et lille menneske. Endelig var det blevet vores tur og det sitrede i hele kroppen. Og så ramte kvalmen. Og trætheden. Jeg fik svært ved at spise almindelige portioner, fordi kvalmen var så massiv. Og behovet for en lur midt på dagen, blev pludselig livsnødvendig.

To uger efter vi havde fået den positive test, blødte jeg stadigvæk. Det gjorde mig bange og nervøs, og en søndag væltede min verden. Det svært for mig at acceptere at jeg blødte, for i min verden var det jo den udeblevne menstruation der var tegnet på man var gravid. Opløst i gråd, kontaktede jeg lægevagten, som var den sødeste og mest beroligende mand. Han sørgede for at jeg om mandagen kunne komme til scanning på kvindeklinikken på det nærtliggende sygehus.

Den mandag var jeg mere nervøs end nogensinde før. Og da vi kom ind i lokalet, stod der en læge, en lægestuderende og en sygeplejerske. Det var lidt overvældende at skulle ligge der, foran så mange mennesker. Men alle de her mennesker, var enige. Vores lille bitte spire, havde et lille bitte hjerte, der blinkede der på skærmen. Selvom lægen ikke kunne love noget, mente hun at der var rigtig gode odds for at vi 7 måneders tid senere ville stå med vores lille ønskebarn. Lettede kørte vi hjem, med et lille scanningsbillede rigere. Jeg var lykkelig.

En uge senere havde vi en planlagt tidlig scanning, på den klinik hvor vi var blevet insemineret. Vi var glade og spændte da vi kørte derud, for vi vidste jo allerede der var et lille hjerte der bankede et sted under mit. Så jeg var rimelig selvsikker, da jeg lagde mig på briksen. Den søde jordmoder vi så ofte havde været inde hos, sagde ikke så meget. Men pludselig spørger hun os forsigtigt om vi er sikre på jeg er i uge 7. Det var vi nu ret sikre på, og fortalte hende hvornår vi havde haft testdag og den positive test. Hun scanner lidt mere og siger så helt stille ’’jeg kan bare ikke se noget hjerteblink’’.

Først reagere jeg ikke rigtigt og siger bare at det skal der være, for vi havde jo lige set det ugen inden. Så begynder hun at måle og regne, og fortæller os så at selve spiren kun svarer til uge 6. Hjertet slog ikke længere. Jeg var gravid, men jeg var ikke gravid. Det sortnede for mine øjne og lige der kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Alt ramlede og det hele faldt fra hinanden, det føltes som at mit indre var et korthus der blev blæst omkuld.

Min graviditet endte i en medicinsk abort. Det var ikke min skyld, ellers vores skyld, eller klinikkens skyld. Det var naturens måde at sige på, at det her var en syg lille spire, som ikke ville have fået et godt liv. Gør det det nemmere at acceptere? Absolut ikke. Det gjorde ondt længe og hvis jeg tænker lidt for længe over det, så trækker det stadigvæk tårer.

Men det er helt ’’normalt’’. Statistikerne siger at hver fjerde graviditet ender i abort, men vi snakker bare ikke om det.  Ville det have været nemmere, hvis man snakkede mere om det? Nok ikke. Men jeg besluttede at tale om det, være ærlig om hvad der var sket for os. Det har været vigtigt for mig, at det var helt okay at tale om hos os. Det har betydet at jeg i dag har følelsen af at have bearbejde det og det er okay at være en del af statistikken.