“Du ved godt, at fertilitetsbehandling kan give stress ikke? Skulle du ikke tage en pause fra behandlingerne? Jeg forstår godt, hvis du føler dig presset… “

Bemærkningerne er mange og sikkert sagt i god mening. Men hold nu op, hvor har jeg lyst til at råbe afsenderen ind i hovedet, at jeg IKKE ER STRESSET!! Jeg er for f… bare pisse ked af det.

Men det er for svært at forstå. Når jeg er ked af det, må jeg være stresset. For når man er ked af det, er det tegn på ophobning af stresshormon i kroppen. Yes, jeg kender argumenterne.

Jeg har fået bemærkningerne fra stort set alle jeg kender. Familie og fagprofessionelle. Da jeg sidst fik bemærkningen om, at fertilitetsbehandling kan give stress fra en sygeplejerske, kiggede jeg på hende og sagde, som jeg gør nu: Jeg er bare rigtig, rigtig ked af det. Jeg tror, hun forstod.

Veninden derimod måtte jeg bede om ikke at belære mig.

Jeg klarer mit job, jeg smiler til omverdenen og lader, som om alt er i den skønneste orden. Jeg ser mine venner, jeg prøver at få det bedste ud af en lorte situation. Og ja, jeg har dage, hvor jeg kryber sammen i fosterstilling. Men lad være med at putte mig i en kasse, som ikke alle passer ned i… man kan godt være ked af det uden at være stresset!

Vores sjette IVF, hvor vi for nylig fik lagt to æg tilbage for første gang, blev ikke til en graviditet.

Jeg fik taget seks æg ud, tre var modne, to delte sig til hhv en fem og seks celle. Det er ikke super godt – de skal helst være fire celler på anden dagen. Men æggene blev lagt tilbage med et spinkelt håb om, at bare et ud af de to kunne blive til noget.

Jeg har nu tørret tårerne væk og er ved at rejse mig mentalt til et syvende IVF forsøg ( 11 forsøg i alt inklusive IUI forsøg).
Det lyder helt vildt at skrive det. Men det er om ikke andet vores virkelighed og mareridt.

Næste gang skal foregå i privat regi, hvor vi har et forsøg tilbage.
Jeg ved ikke længere, om jeg tror på det, men de vil prøve at indsprøjte HCG i mig for at forbedre chancerne…men tja…vi får se. Om ikke andet er det da noget nyt og anderledes.

Hvor mange forsøg mere jeg kan klare, ved jeg ikke. Men alternativet er jo ikke at få et barn. Lægerne er begyndt at tale med os om statistikkerne, hvor 1/3 der afslutter fertilitetsbehandling aldrig får et barn. Man forestiller sig aldrig at blive en del af den statistik. Men nogen skal det jo være…er jeg stresset over det? Nej. Ked af det? Ja, det er jeg godt nok.

For hold nu op, jeg ville give alt for at kaste min kærlighed på et lille ønskebarn.