Hejsa med jer
Jeg håber I kan hjælpe mig, måske er du selv i fertilitetsbehandling eller måske er du pårørende til en i fertilitetsbehandling.
Jeg er selv pårørende til en i fertilitetsbehandling og jeg synes det er utrolig svært at vide hvordan man skal opføre sig/håndtere det..
Jeg er så bange for at gøre/sige noget forkert..
Og jeg synes jo heller ikke bare man kan lade være med at snakke om det eller hvad..
Håber du/i kan hjælpe mig..
Kærlig hilsen
Berit
Hej Berit
Først og fremmest syntes jeg det ret fedt at du bringer det op, for kan uden tvivl forestille hvor svært det er at være pårørende til en i fertilitetsbehandling. Det er jo meget forskelligt for hvem man er hvor meget man har brug for at snakke om tingene. Nogle har overhoved ikke brug for at dele de ting man går igennem og andre som mig selv vil helst dele det meste. For mig/os handler det om at snakke om problemerne, det gør det for det 1 meget nemmere at bearbejde sorgen og de slag man får. For mig handler det så også om at jeg føler folk ikke er ligeglade med hvad vi er igennem og at folk rent faktisk er interesseret. Det gør det også meget nemmere at kunne fortælle at man Lige pt har det rigtig hårdt. Mit råd er derfor snak med den/De personer der er igennem dette helvede. Det er kun dem der kan fortælle hvad der betyder mest/ og er bedst for dem. Jeg er overbevist om at de fleste faktisk gerne vil snakke om det dog ikke i store offentlige forummer.
Mvh Line
Hej Berit,
Jeg synes det er rigtig flot, at du skriver ind og spørger!
Jeg synes faktisk godt at du kan tage udgangspunkt i dit eget spørgsmål.
Spørg dem; hvad har i brug for? Hvad kan jeg gøre? Og fortælle om din frygt i at sige noget forkert.
Umiddelbart er de typiske sætninger det værste man kan sige til barnløse. Man skal ikke sige:
– det kommer nok
– du tænker bare for meget på det
– jeg kender nogen der adopterede og så blev de gravide
Osv…………
Ovenstående hjælper ikke, men gør det faktisk bare værre. Man kan jo ikke rigtig bruge de råd til noget. Man er så ulykkelig og man ved ikke om det kommer. Man kan ikke ‘bare’ glemme det. Så det klart bedste du kan gøre er at lytte. Og sige til dem at du gerne vil være der for dem, på den måde som de ønsker. Når det ikke er lykkedes med et forsøg, så vær’ den trøstens skulder og sig at det er du godt nok ked af.
Men barnløse ved man aldrig om man siger noget forkert. Den ene dag kan det ene hjælpe, en anden dag noget andet. Det er et stort minefelt, og sådan har vi det også selv. Det er derfor at det mange gange kan være en god ide simpelthen at spørge dem, hvad kan jeg gøre – har du lyst til at fortælle, så vil jeg gerne lytte.
Håber du kan bruge min kommentar til noget, og så klap dig selv på skulderen for du er allerede godt på vej til at være en god støtte for dine barnløse pårørende.
Mvh,
Cecilie
Så fedt du skriver herinde !
Jeg kan kun tilslutte mig , de kommentarer der allerede er skrevet . Og læs endelig de øvrige opslag herinde el. Rockpaperdresses blog.
For mig er det også vigtigt at lave noget med mine veninder , hvor jeg lidt glemmer min situation . Jeg har brug for at grine og fjolle – hvis jeg hele tiden skal tale om tingene så ender jeg med at græde al den tid jeg er sammen med en veninde . Selvfølgelig kan tårerne godt komme alligevel – men det er vigtigt for mig også at samle energi , når vi er sammen.
Som fertilitetspatient kan man godt have behov for at trække sig i perioder , og det skal der også være plads til. Det kan være særligt svært hvis veninderne bliver gravide omkring én. Jeg frygter personligt endnu en ny annoncering af graviditet næsten hver gang jeg skal være sammen med flere veninder. Det er SÅ hårdt . Husk at hvis din veninde/ven trækker sig , så er det ikke ensbetydende med , du ikke skal kontakte hende/ham .
Skriv med 1-2 ugers mellemrum. Hold fast .
Hej Berit
Jeg tilslutter mig det de andre har skrevet.
For mit eget vedkommende kunne jeg fortælle stolpe op og stolpe ned til næsten fremmede. På et helt faktuelt og nøgternt niveau.
Det var sværere at få sat ord på overfor de nærmeste. Familie og venner har faktisk først fået rigtigt indblik i mine tanker og følelser efter vores solstrålehistorie blev lagt på siden her.
En nær veninde skrev til mig, at hun slet ikke anede hvor meget det havde fyldt og hvor sorgfulde det havde været. “Du var god til at skjule det” skrev hun.
En anden skrev “du lyver lige så godt som en med en spiseforstyrrelse”. Tankevækkende. Jeg synes jo selv at jeg var ret åben omkring det. Det ved jeg nu, at det har jeg ikke været. Kun de kolde facts.
Når jeg havde brug for at græde ud efter endnu en negativ blodprøve eller ingen æg til oplægning, så gjorde jeg det hos min hest. Nogen gange blev jeg “taget i det” af en af de andre i stalden, og så var det gråd i 2 minutter, så lukkede rullegardinet ned, og så måtte jeg videre med det jeg var i gang med.
Når nogen af mine nærmeste spurgte mig om hvad jeg havde brug for, så Kunne jeg svare en ting den ene dag og noget andet dagen efter. Det roder sådan rundt oppe i knolden på en, at ens behov ændrer sig fra dag til dag, time til time. Og det må have været utroligt svært at være pårørende til mig i de 4 år vi var i behandling. (Der er også røget nogle venner i processen).Men bare det at de spurgte var rigtig rart. Det viste mig, at de kærede sig om vores situation, og havde gjort sig nogle tanker om hvordan de bedst kunne støtte.
Så vær ærlig, vær tålmodig og hav forståelse for, at behovet kan ændre sig fra dag til dag. Nogen gange har man lyst til at snakke om det, andre gange har man ikke. ☺️
/Malou
Ja, først og fremmest tag en snak med dem om hvordan du bedst kan støtte dem og om det er ok du spørger til forløbet.
Jeg er selv i et forløb og Vores pårørende støtter os bedst hvis de følger nogle af de råd jeg her giver dig.
Mine råd til dig:
-spørg dem: hvordan har i det? Så kan de selv vælge om de har brug for at bringe snakken om behandling på banen eller de vil snakke om noget helt andet.
-fortæl dem at i er sikre på, at de gør det bedste de kan. Kom ikke med alverdens råd.
– inviter dem på middag, kaffeaftale eller noget andet hyggeligt. Det er fedt hvis du tager initiativet, da os i beh. sjældent har overskud. Men vær forberedt på at humøret kan svinge og du kan få et afbud med kort varsel.
-ved du at de skal på hospitalet eller der sket noget i forløbet som kan være ex. svært for parret, så send gerne en lille hilsen med en emoji eller en kort tekst om held og lykke eller tænker på jer! Så kan parret selv vælge om de ønsker at fortælle dig mere om hvad der er sket.
Og vi ved godt det er svært hvad man skal sige til os. Jeg synes også selv det er svært hvad jeg skal sige til andre i behandling. Så jeg bliver meget sjældent sur eller ked, da jeg ved at ingen siger noget i ond mening. Men det er ofte bedre at sige noget end intet. For siger du sjældent noget, så føler man at du er ligeglad og det er hårdt når man er i en stor krise.
Du lyder som en god pårørende, da du er interesseret i hvordan du støtter bedst. 😉