Det var der forleden en der sagde til mig, og det fatter jeg ærligt talt heller ikke længere. Hver morgen når jeg vågner gennemgår jeg dagen, og prøver at finde en grund til at stå op; Nogle gange er det tanken om den kollega jeg skal på arbejde med, nogle gange er det at jeg har tidligt fri, og nogle gange er det tanken om den aftale jeg har efter arbejdet. Nogle gange kan jeg ikke finde en god grund, og tvinger mig selv ud af sengen med et løfte om at jeg kan gå i seng så snart jeg har fri igen. Idag er en af de dage hvor jeg ikke kan finde en grund, men alligevel er stået op. 

Jeg er 4+0 i dag, og testen er bragende negativ. Jeg søger nettet tyndt for succeshistorier om “negativ på 4+0, men alligevel gravid” men inderst inde ved jeg godt at de små niv i mit underliv ikke er ligamentsmerter, det er ikke fordi jeg er gravid, det er tante rød der endnu en gang banker på.  Og jeg er så pissetræt af hendes månedlige besøg i mine trusser.

I nøjagtigt 4 år har vi prøvet at få et barn. Vi har været igennem 1 IUI, kort IVF, lang IVF,  7 ægudtagninger, priming, assisted hatching, alverdens medicin og 12 ægoplægninger, men heller ikke 2021 blev året hvor vi lykkeligt kan fortælle familen at der er en lille ny på vej.  Jeg bliver vred og bitter når andre poster på SoMe at de er gravide, og sorgen over min egen krops uduelighed gennemsyrer mine knogler.

Mit hjerte går i tusinde stykker når jeg gang på gang bliver overhalet i fertilitetskøen, og jeg brækker mig når jeg endnu en gang  læser om nogen “af de nye” der “glæder sig” og synes det er “spændende” at de skal i gang med et af de første fertilitetsforsøg. Det handler ikke om dem, det handler om min egen altoverskyggende sorg. 

Ærligt, der var også engang hvor jeg syntes det var “sjovt” og “spændende”, men den tid er forbi, og jeg har svært ved at genkende den nye, bitre og triste udgave af mig selv. Så jeg trykker endnu en gang på “unfollow” for ikke at få andres lykke smidt i hovedet, jeg kan ikke længere rumme den. 

Sangen “popular monster” kører på repeat, den handler overhovedet ikke om fertilitetsbehandling, men vreden og teksten rammer mig alligevel :

“I wake up every morning with my head up in a daze

I’m not sure if I should say this, fuck, I’ll say it anyway

Everybody tries to tell me that I’m going through a phase

I don’t know if it’s a phase, I just wanna feel okay,”

….

“Yeah, I struggle with this bullshit every day

And it’s probably ’cause my demons simultaneously rage

It obliterates me, disintegrates me, annihilates me

‘Cause I’m about to break down, I’m searching for a way out”

….

“Yeah, here we go again, motherfucker, oh

We’re sick and tired of wondering

Praying to a god that you don’t believe

We’re searching for the truth in the lost and found

So the question I ask is

Oh, where the fuck is your god now?”