Jeg hedder Line, er 33 år og gift med Steen, som jeg har været sammen med i 15 år.

Vores historie starter i foråret 2009, hvor jeg stopper med p-piller og regner med at jeg så bliver gravid ret hurtig efter. På det tidspunkt er jeg 25 år, har været sammen med min kæreste i 8 år. Alt i vores liv er klar til at et lille ønskebarn bliver tilføjet. Men der sker ikke noget, og da jeg bliver undersøgt på den privatklinik som vi har valgt, kan de hurtigt se, at jeg har Pco. Jeg bliver straks sat i gang med behandling og modtager rådgivning omkring kost osv. Jeg er af natur ret slank, så da jeg selvfølgelig tager disse kostråd til mig, både taber jeg mig alt for meget, og kommer helt ud af balance. Vores største ønske i verden er at få et barn, så jeg går selvfølgelig all in på alt det lægerne foreskriver.

I efteråret bliver jeg gravid efter insemination, men aborterer spontant tidligt i forløbet. 

Herefter følger to forsøg med reagensglas, hvor jeg bliver både overstimuleret og har blod i bughulen. En masse smerte til ingen verdens nytte. Herefter følger en pause henover foråret, hvor vi bliver gift. Jeg har rigtig svært ved at håndtere, at par i vores omgangskreds bliver gravide , og jeg holder mig meget for mig selv og har det både psykisk og fysisk svært. Dog begynder jeg til akupunktur for at skabe mere balance i både krop og sind.

Kort tid efter brylluppet, lige inden vi skal i gang med endnu et forsøg, finder jeg ud af at jeg er blevet gravid spontant. Ved tidlig scanning ser vi to hjerteblink, og vi er så lykkelige . Ved næste scanning er der ingen hjerteblink og hele vores verden braser sammen. Da vi er kommet ovenpå beslutter vi os for at holde pause i behandlingen, for nu kunne vi jo måske alligevel selv blive gravide?! I det halve år begynder jeg at spise hvad jeg vil, men går stadig til akupunktur for at få balance og ro i kroppen . Da der stadig ikke er sket noget, eller kommet en cyklus efter et halvt år, forsøger vi igen med et inseminationsforsøg. Jeg bliver gravid , men det er uden for livmoderen. Heldigvis er der ikke sket nogen skade i mit underliv, og efter nogle måneder fortsætter vi inseminationsforsøgene. På klinikken kan de se på min slimhinde at forholdene er perfekte, og at det bare er et spørgsmål om tid, før der sker noget. Det har hjulpet at der er kommet ro på i forhold til kost og vægt. Jeg har det dog stadig svært med at stadig flere veninder bliver gravide – det er så uretfærdigt når nu det skulle have været os for længe siden. Efter nogle flere forsøg, er der igen to streger . Til tidlig scanning er der hjertelyd, og alt ser perfekt ud. Vi er lykkelige, men hold op hvor er jeg bange . Vi kommer igennem en vellykket nakkefoldsscanning, men jeg er stadig bange konstant. Alle de dårlige oplevelser sidder dybt i mig, og jeg kan og tør ikke tro på at det rent faktisk ender med et sundt og rask barn. – Men det gjorde det. 4. August 2012, 11 dage over tid, kom vores lille Eigil til verden.

Efter jeg havde født , brugte vi ikke prævention, for hvis der var den mindste chance for selv at blive gravide, ville vi ikke stoppe den.

Da Eigil var 16 måneder fandt jeg ud af at jeg ventede mig igen, og da Eigil lige var blevet 2 år, kom Ingrid til verden. Vi brugte stadig ikke prævention. Da Ingrid var 20 måneder begyndte vi at tale om, om jeg lige skulle tjekkes ved lægen, for vi ville gerne have et tredje barn, så det ville være rart at vide om vi skulle have hjælp igen.

3 dage før jeg skal til lægen, får jeg igen 2 streger på testen. 

I dag, snart 8 år efter at det hele startede, sidder jeg i sofaen og ammer mit tredje barn, lille Anker, og føler mig som verdens heldigste…