Kampen for at blive forældre har nu fyldt vores liv alt, alt for længe. Men selvom det efterhånden er blevet ”hverdag” for os, så kan jeg alligevel mærke, at jeg bliver meget rørt når jeg sidder her og skal få tankerne ned på skrift. I baggrunden kører TV’et, hvor en mand på min alder snakker om sine fire børn. Det får en tåre til at trille ned ad kinden på mig, som hurtigt bliver efterfulgt af mange flere. Mens jeg sidder her, med saltvandet dryppende ned i tasteturet, får jeg en snapchat fra en kammerat. ”Far og datter livet” står der, hen over den yderst bedårende video, hvor han sidder og leger med deres nyfødte datter. Så er scenen ligesom sat…

Situationen her er et meget godt eksempel på, hvor svært det er ”bare at ligge det lidt fra sig”, som netop er et af de mange velmenende råd, jeg ofte har fået fra folk omkring mig.

Min kæreste og jeg bor meget centralt, midt på Vesterbro i København. Et på mange måder helt fantastisk sted at bo, men som samtidig også er et ufatteligt hårdt sted at befinde sig, som ufrivillig barnløs. Her er det fuldstændig umuligt at begive mig nogen steder hen, uden at jeg bliver mindet om, hvad det er jeg endnu ikke har i mit liv. Det gør, at jeg ofte tager mig selv i at tænke; ”det er fandme uretfærdigt!” – og netop den følelse, vil jeg gerne skrive mere omkring i dette blogindlæg.

For betyder det så, at jeg går rundt på Vesterbro og skuler ondt til alle børnefamilierne? Nej, det gør det selvfølgelig ikke! Men jeg kan ikke altid kontrollere den grimme misundelsesfølelse, som det kan give mig at se en far komme gående med sit lille barn. For jeg ville give alt, for at gå i hans sko! Men det er altså ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan unde ham det.

I vores familie er min kæreste og jeg de sidste, som stadig er barnløse. Både på hendes og min side, har alle søskende fået børn, og selvom vi knuselsker vores niecer og nevøer, så er det stadig hårdt for os, hver gang der bliver fortalt, at nu kommer der endnu et nyt medlem til familien. Det er så psykisk svært for os at have det på den måde, for i virkeligheden er det jo en fantastisk nyhed – det er bare svært, at den endnu en gang ikke skal komme fra os. Hvad der så gør det ekstra svært er, når folk siger til mig, at ”det kan man jo altså ikke fornægte dem i.”, altså at få et barn mere. For er det det, som familie og venner tænker om mig!? At jeg ikke kan unde dem at få flere børn, fordi jeg ikke selv har fået nogle endnu?? Så er der altså noget, som er helt galt!

Jeg har ofte sagt til både familie og venner, at jeg ikke forventer de forstår min situation, men jeg håber de accepterer de valg jeg træffer. Det er sindssygt svært at ”skulle vælge nogen fra” i en periode, som man elsker meget højt – og det bliver fordoblet, når mit valg ikke accepteres, men i stedet bliver gjort til et problem for dem omkring mig. Disse valg er nogle jeg må træffe for at kunne ”overleve” i den svære situation, og selvom de sikkert kan være uforståelige for mennesker som ikke står i min situation, så håber jeg på, at de med tiden lærer at acceptere dem – for jeg ved jo ikke hvor længe jeg skal befinde mig i den situation jeg gør.