Jeg græder så stille jeg kan…

Blog opslag

30 jul, 2018

Jeg græder så stille jeg kan , så han ikke høre mig. Vandet løber ned over min nøgne krop, og tårerne blandes med vandet.  Jeg hulker uden lyd og stopper når jeg høre ham komme forbi badeværelset. Min krop den stivner i et kort øjeblik og så snart lyden af  fodtrin er forsvundet, løber tårerne igen. Jeg slukker vandet og presser mit ansigt ind i håndklædet så lyden forsvinder, så jeg forsvinder,  mine tårer forsvinder. Jeg samler mig  , puster ud og åbner døren. Smilet på igen.

Jeg tørre tårerne væk ,så snart han ser mig.  Jeg ved ikke hvorfor jeg græder og kan ikke give ham nogen svar . Jeg ved altid hvorfor jeg græder, men lyver og siger der ikke er noget i vejen. Jeg kommer med dårlige undskyldninger , ”Det er hormoner ” det er noget i tv’et.  Jeg lyver for ham og for mig selv.  Jeg forstummer  og ingen ord kommer ud når jeg prøver at forklare, kun flere tårer .  Jeg kan ikke sætte ord på, det er for svært.

Bange for at miste , miste mig, dig, os i alt det her.  Der er dage hvor vi er så langt fra hinanden, at jeg ikke tror, vi kan hive båndet tæt på hinanden igen.  Snoren der skal holde os sammen er ved at sprænge.

Du ved det ikke, men jeg tror ikke vi forbliver sammen,  hvis det her ikke lykkes. Jeg kan ikke se på dig hver dag , og vide jeg tog en drøm fra dig. Det piner mig, at  vi ikke skulle tilbringe resten af  livet sammen, så derfor skal det lykkes.
Jeg har ikke lyst til at miste dig.  Jeg har aldrig ønsket børn, men med dig gør jeg. For du ville blive verdens bedste Far.  Men jeg tror jeg mister dig , mister mig selv , mister os. Jeg tror ikke på det lykkes.

Jeg er nu gravid i uge 20 og har glemt hvor ked af det jeg var. Det skræmmer mig at læse det. Pas på hinanden

Læs flere reflektioner fra ufrivilligt barnløse her

Relateret indlæg…

1 Kommentar

  1. Tania

    Tak …

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Behandlingstilbudkalender

No event found!