Jeg har det som vi skal til eksamen…

Blog opslag

Skrevet af ØnskeBarnet

17 mar, 2020

I morgen skal vi til eksamen, begge to, eller sådan føles det. Det føles nok i højere grad som en eksamen for min kæreste? Det er første gang, at jeg har oplevet ham så bekymret og ked af det. Det virker som om, at de har overset ham? Det er trods alt ham, der har fået de hårdeste beskeder og er årsagen til vores henvisning.

Hele min krop er i alarmberedskab. Jeg har svært ved at sove, jeg er ked af det, vred og bekymringstankerne buldre løs. I morgen får vi vores dom. Er vi dumpet endnu engang? Kan vi gå til reeksamen? Eller hvad venter os?

Da vi i februar 2020 var til vores første møde på sygehusets fertilitetsklinik, var det også første gang vi hørte ordet ”donor”. Jeg er ret sikker på de sagde det som en sidebemærkning. Jeg husker ikke, at de sagde, at vi skulle tage stilling til dette inden, at jeg begyndte at stikke mig med diverse kanyler? Men måske hørte vi ikke efter? Måske blev vi blæst bagover? Måske havde vi ikke læst doner-pjecen godt nok?

Vi var blevet afvist (dumpet) af sygehusvæsnet 10 måneder forinden. De ville ikke tilbyde os IUI, da min kærestes sædkvalitet er meget stærkt nedsat. Flere gange har vi fået beskeden om ”at det da ikke ser så godt ud” men alligevel har vi forsøgt, at bevare troen og håbet på, at vi kan producere vores eget afkom, med hjælp eller ej. Det betyder alligevel mere end man skulle tro?
Jeg skammer mig over, at vi ikke bare kan stille os tilfreds med en donor eller at adoptere?

Samtidig er det lykkes os at blive gravid én gang, selvom vi mistede (dumpede) i uge 10, så hvorfor skulle det ikke lykkes os igen?

I februar 2020 startede vi op på vores første fertilitetsbehandling, ICSI, med en tro på, at det da nok skal gå. Vi har jo 3 forsøg, eller har vi? De sidste dage har jeg stukket mig med hormonsprøjter og min krop har taget det så fint. Jeg er så stolt af den. Jeg har produceret så mange fine æg, at de bliver nød til at fryse dem ned. Jeg har gået og passet på dem. Undgået parfumer, alkohol, får hård motion osv.  Men bekymringen for, at de også dumper mine æg, sidder i baghovedet?
Ved vores sidste scanning, to dage inden ægudtagning, får vi, en for os, lidt voldsom besked. Donorsæd kommer igen på banen. Vi får besked om, at der jo er en sandsynlighed for at min kærestes sæd er så dårlig, at den ikke kan bruges, så i stedet for at smide æggene ud kunne de jo befrugte dem med noget sæd fra deres lager… Deres lager …  Det var lidt af en mavepuster… Vi havde slet ikke talt særligt dybt om donor? Og ville vi ikke selv vælge en donor i så fald?  Vi føler begge det er en meget stor beslutning. Ikke en man tager på to dage. Vi har kun haft gang i det der babyprojekt i 2 år? Skal vi ikke prøve lidt længere?
I morgen risikerer vi derfor at skulle tage stilling til:
1) Om mine æg skal smides ud (og vi dermed ikke kan fortsætte i fertilitetsbehandling)!
2) Eller om vi vil anvende det her donorsæd, fra et eller andet lager…

I morgen skal vi til eksamen, særligt min kæreste (jeg er så skide stolt af ham). En eksamen, som vi ikke kan forberede os på. Jeg er så pisse bange for, at vi dumper igen. At de ikke vil give min kærestes sæd en chance (det fortjener han). Hvad nu hvis de tager det sidste håb fra os? Måske skulle vi aldrig være startet i det her fertilitetsbehandling?
Vi føler os så alene, men samtidig har vi hinanden.

Relateret indlæg…

VEJEN FØLES LANG

VEJEN FØLES LANG

ALT HAR SIN PRIS… Da vi stod overfor valget, at skulle starte i ICSI behandling, så var det ikke...

læs mere

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Behandlingstilbudkalender

No event found!