Min overskrift sætter måske ikke sindene i kog hos særlig mange, de fleste vil nok mere tænke ”og hva’ så?!”. Men for mig er det faktisk kæmpe stort.

Mit forrige indlæg handlede om min dårlige samvittighed og nogen af de begrænsninger vores tilværelse som ufrivilligt barnløse sætter for mig. Læs mit tidligere blogindlæg her .

I indlægget beskriver jeg blandt andet de følelser og tanker, der gik igennem mit hoved da vi for et par år siden skulle på barselsbesøg – lige efter vi var blevet henvist til IUI. Dette fantastiske vennepar har nu fået endnu en prinsesse og hende skulle vi selvfølgelig også se.

Av min mave!

Dagen kom hvor vi skulle se den lille prinsesse og jeg havde haft ondt i maven hele dagen! Sidst vi havde besøgt dem kom snakken hen på hvordan vi ville håndtere at få et barn der var handicappet – eller rettere sagt om vi ville beholde et barn, som viste sig at være svært handicappet. Snakken kom lige efter at den vordende mor havde beklaget sig over mavesmerter og hvor irriterende det engang imellem var at være gravid. Jeg måtte skynde mig ud på toilettet for ikke at begynde at græde foran dem. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg ville ønske det var mig! Jeg ville hellere end gerne tage smerter, graviditetsgener osv., hvis det så i det mindste betød at jeg var gravid! Det var derfor ikke ligefrem fordi jeg hoppede og dansede! Men de er jo nogen søde mennesker, og det skal jo ikke gå ud over dem eller min mand, at vi er i den situation og at jeg nogen gange har svært ved at skille tingene ad.

Vil du ikke holde hende?

Der er ingen tvivl om, at det er min mand der er mest babyglad herhjemme. Han er ikke lige så ramt af de negative følelser som jeg, og kan derfor sagtens skille tingene ad. Det er derfor ham der holder andres babyer, er legeonkel osv. Jeg tager mig af hundene, hvis der er nogen og han tager sig af babyer! Vi havde aftalt at spise sammen og vi kom derfor lige midt i kaos. De har i forvejen en skøn prinsesse på 1 ½ år, og manden var kommet hjem 15 min inden vi trådte ind ad døren, så de havde lidt travlt. Den ældste pige elsker min mand, så hun løb direkte hen til ham. Så stod jeg alene, da moren spørger ”Vil du ikke tage hende? Hun sover lige nu, men lige så snart jeg lægger hende ned så vågner hun. Jeg skal bare lige have styr på maden”. Ehm… Joeh.. Det var jo ikke lige det jeg havde forestillet mig. Forstå mig ret, jeg ved godt børn ikke er giftige, men de kan bare sætte nogen følelser i gang i mig, som jeg ikke altid kan styre. Jeg kan begynde at tude og skælde verden ud, hvis jeg læser om en 16-årig pige der er blevet gravid af en ups’er og ikke ved hvad hun skal stille op med sig selv. Det er så pisse uretfærdigt!

Nej, gu’ vil jeg ej holde din baby! Jeg vil kun holde min egen baby!

Det nåede jeg at tænke et kort sekund. Men come on. Jeg er jo heldigvis et nogenlunde høfligt og anstændigt menneske, så jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej til en nybagt mor, som egentlig bare skulle have armene fri, så hun kunne lave mad til os. Så jeg sagde ja og fik den lille, skrøbelige, smukke prinsesse på 13 dage i armene. Sidst jeg holdte en baby var jeg nok 11-12 år gammel.

Jeg giver ikke slip!

Jeg prøvede de første minutter at holde prinsessen uden at have fokus på hende. Jeg var så hunderæd for, at jeg ville bryde sammen i gråd! Men efter et par minutter lagde hun sig til rette op af mig og faldt i søvn.

Det gik sgu egentlig okay! Det var jo egentlig meget hyggeligt! Hun var så varm, rolig og havde den blødeste hud. Frygten for at holde prinsessen blev i erstattet for frygten for, at hun ville græde. Men det gjorde hun ikke. Hun lå lige så stille og sov og puttede sig ind til mig. I stedet for at være mit værste mareridt, viste det sig at være det bedste i verden! Det var så hyggeligt!

Vi har været derhjemme 2 gange siden, og hver gang er der sket det samme: Jeg har fået hende i armene næsten som vi er trådt ind ad døren og har stort set ikke givet slip på hende før vi skulle hjem.

Det hjalp at jeg ikke nåede at gøre situationen farlig og at jeg ikke fik et rigtig valg. Jeg blev kastet ud i det og jeg overvandt mig selv.