Netop nu, hvor jeg sidder med min computer og skriver blogindlæg, skulle jeg faktisk have lavet noget andet. Jeg kan ikke huske hvad, men det er også ligegyldigt. Dét her blogindlæg har presset på, for at komme ud af hovedet på mig. Hovedet og hjertet har brug for at tale ud, så her kommer det. Helt fra mit inderste.

Jeg har det sværere end du tror

Og jeg er mere ked af det, end jeg ser ud til at være. Jeg ved ikke hvorfor, hvor meget eller hvorfor lige nu, men ingen tvivl om, at jeg er begyndt at mærke den her kamp, samt prisen for at kæmpe den. På et helt andet niveau end hidtil. Det er bare som om, at det gør mere ondt og virker mere og mere udsigtsløst. Nogle gange endda også meningsløst.

Og hvad har prisen været indtil nu?

Jo, det skal jeg fortælle dig. Det er faktisk først indenfor den seneste tid, at jeg selv har indset, hvad prisen ved fertilitetsbehandlingen har været. Ikke bare prisen for fertilitetsbehandlingen, men også prisen for at indse, at jeg formentlig ikke kan blive gravid naturligt. Prisen for at indse, at ønskebarnet måske forbliver et ønske. Prisen for, at netop dette ønske er i mange andres hænder end mine egne.

Hverdagen er blevet sværere. Det er sværere at komme op om morgenen, ligesom det også kan være svært at falde i søvn om aftenen, når tankerne kører rundt. Ikke bare tankerne faktisk, men også frustrationerne, spørgsmålene, vreden og bandeordene. Jeg har sværere ved at sætte mig selv op til at skulle deltage i sociale arrangementer. Jeg har sværere ved at passe og pleje mine kreative hobbyer. Jeg har sværere ved at få noget for hånden. Jeg har sværere ved at være glad og lettere ved at være trist og ked af det. Jeg har sværere ved at huske. Betydeligt sværere, faktisk. Før i tiden skulle jeg aldrig bruge en kalender og alligevel kunne jeg huske alle fødselsdage og alle planer jeg havde lavet flere uger, endda måneder, frem i tiden. Nu har jeg en kalender og jeg kan aldrig huske, hvor den er eller hvad der står i den. Jeg skal ofte have ting at vide flere gange, hvis det forventes, at jeg husker dem. Min lunte er blevet kortere. Der skal mindre til at slå mig ud af kurs. Jeg bliver hurtigere stresset og presset. Jeg bliver hurtigere opgivende og modløs. Jeg føler dårlig samvittighed oftere. Overfor mig selv og andre. Jeg føler ikke altid, at jeg slår til som kone, datter, søster, moster, kaninmor, veninde, svigerdatter, svigerinde eller kollega. Simpelthen fordi overskuddet er et andet, end det har været og dét jeg kan rumme er heller ikke så meget, som det har været.

Er det prisen værd?

Jeg er yderst opmærksom på, at ovenstående ”symptomer” ikke forværres. Jeg prøver at passe på mig selv og mærke efter. Jeg prøver at finde glæde i små ting, så alt andet ikke ser så sort ud. Jeg prøver at få smilet og grinet hver dag. Jeg prøver at rose mig selv for de ting jeg har husket og jeg bærer over med mig selv, når jeg glemmer ting. Jeg prøver at fokusere på dét, jeg nu en gang er god til, fremfor det jeg er mindre god til. Jeg prøver på at gøre op med den dårlige samvittighed. Jeg prøver at indse at det er okay, at jeg ikke er helt den samme mere. At tingene har ændret sig og at jeg har ændret mig i takt med den kamp jeg kæmper.

Men er det prisen værd? Jeg ved det ikke. Jeg håber, at jeg en dag står med et lille menneske i mine arme og ærligt kan sige, at JA, det var prisen værd. Men jeg ved jo ikke om dén lykke vil tilsmile mig en dag, for der er ingen garanti på, at fertilitetsbehandlingen vil lykkes. Hvis ikke ved jeg ikke, om det vil have været prisen værd. Men jeg er jo nødt til at gøre, hvad jeg nu kan, for at kampen ikke er forgæves og prisen bliver for høj.

Kære venner. Dette indlæg var ikke nemt at skrive ej heller at dele. Så tak til lige præcis dig, fordi du læste med.

Dette er mit fertilitetsliv

Tak fordi du læste med

Leah Rundblad