Inden alt det her fertilitets møg kom ind fra sidelinjen og fuckede tilværelsen op, var jeg den der irriterende type der stod op klokken 7 på min fridag, løb en tur, bagte boller, lavede friskpresset juice og fik en veninde på besøg.

Guess what, sidste gang min veninde kom tidligt, og bankede på døren og forventede af den varme duft af nybagte boller ramte hende, var det i stedet en vildt stresset Caroline, der kom løbende ned fra soveværelset. Ikke nok med at jeg sov da hun kom, havde jeg også fuldstændig glemt vores aftale, og havde en aftale med min mor.

Det var her der for alvor gik op for mig at jeg var stresset, selvom den skaldede plet på toppen af hovedet, og de søvnløse nætter havde givet mig et praj, om at jeg muligvis ikke var på toppen af mit game. Jeg besluttede mig for at ringe til min læge, på det tidspunkt sov jeg slet ikke om natten. Jeg faldt først i søvn ved 4-5 tiden og sov højst 30 min af gangen. Da jeg kom ind til lægen sad der et latterligt kvindemenneske med en kæmpe gravid mave, som ingen forståelse overhovedet havde for min situation.

For det første troede hun ikke en meter på min situation omkring vægttab, da jeg forklarede hende det. Hun sad med dømmende øjne og sagde ‘’Hvis man er i kcal underskud taber man sig, så måske du drikker en liter juice, eller lignede, som du glemmer at taste ind’’. Der brød jeg fuldstændig sammen, de sidste 3 år, har jeg været til lægen en gang hvert halve år, fordi jeg som beskrevet i (min dumme krop, mon den lader mig bliver mor) har taget voldsomt på, trods en kost på 1200 kcal og ugentlig træning på 4-6 gange.

Jeg kunne slet ikke holde ud at endnu en læge skulle sidde overfor mig og tænke at jeg var fuld af løgn, og sad og spiste kager dagen lang. Nå, men da jeg fortalte at jeg ikke sov om natten, glemte alt, og generelt havde det rigtigt skidt var hendes svar ‘’Og det er KUN pga I skal i behandling? Kan I ikke bare holde pause fra det i et halvt års tid? I er jo så unge, så I kan jo sagtens vente’. Derudover var hendes løsning på problemet at jeg skulle starte til yoga – jeps, YOGA. Det ville løse alle problemer. Jeg ville tabe mig og få ro i sindet. Hun ville hverken give mig noget at sove på, eller give mig en sygemelding. Derudover slutter hun af med at sige at jeg må ringe derned igen, så vi kan få en ny tid om nogle måneder. Jeg forklarede hende at jeg skulle starte i praktik snart, så jeg gerne ville have styr på den inden. Hun sagde ‘’Så må vi jo snakke sammen inden der, du må bare ringe herned og så snakker vi sammen i næste uge’’.

Det skal lige siges at jeg under hele samtalen var fuldstændig grædefærdig, snotten og tårerne løb. Det var en meget ubehagelig oplevelse, og hun fik mig virkelig til at føle som en forkælet 12 årig, der ikke fik den telefon hun gerne ville have. Da jeg efterfølgende uge ringede derned, sagde den søde mand i telefonen, at den læge jeg havde været inde hos kun var hos dem én gang om måneden?! Så jeg blev nødsaget til at snakke med en anden læge. Den anden læge havde først tid dagen inden jeg skulle starte i praktik.

Nå, men så dagen inden jeg skulle starte i praktik var jeg til lægen igen. Den nye læge var lidt bedre, men sad stadig med dømmende øjne ‘’Man kan jo godt føle man gør rigtigt meget, for at tabe sig’’ og kom med gode råd, som ‘’Når du så ligger der og tænker på en masse dårlige ting, så tænk på noget andet, noget dejligt’’. Hun udskrev noget melatonin, og sagde at vi skulle snakke sammen igen om en måned. De første par nætter med melatonin gik faktisk overraskende godt. Jeg faldt i søvn ved 1-2 tiden, og vågnede ‘’kun’’ 5-8 gange. Så skulle vi til møde på Holbæk, og der var jo her vi fik besked på at vi kunne starte i behandling efter sommerferien. Det fik jeg virkelig ro i sjælen, og sov rent faktisk den nat. Melatoninen virker rigtigt fint. Jeg har efterfølgende arbejdet på fuld tryk, og sovet okay om natten. Jeg er stadig mere glemsom, og stresset end inden vi begyndte på behandling, men overskuddet og nattesøvnen begynder langsomt at komme tilbage, nu hvor der er et lille håb forude.