’’ Jeg havde/har fuldstændig tab modet, pt 2’’

Blog opslag

Skrevet af Caroline Ziegler

30 nov, 2017

Lige nu er det ekstra hårdt, vi kan ikke komme videre i behandling før at jeg får menstruation. Min cyklus er pt 50+, i de to år jeg ikke har taget p-piller har min menstruation været rimelig præcis. Derfor er det pisse frustrerende at den ikke kommer, det at der ikke er en årsag til det. Derudover kan jeg læse i diverse facebookgrupper at folk er blevet afvist både 1 og 2 gange på Holbæk sygehus, som er der vi går. Til dem der ikke er inde i det, betyder det at der er for mange der har meldt sig og derfor må vente til næste cyklus. Jeg har været til scanning og fået taget blodprøve og nej jeg er IKKE gravid. Jeg har fået nogle piller der hedder Provera, som skulle sætte gang i menstruationen. Vores deadline for af nå at få lagt æg tilbage i år, er at min menstruation dukker op inden d. 30/11. Januar skulle være den mest travle måned, så det bliver sikkert til en afvisning – ja, det er pludselig rigtigt lange udsigter igen…

Jeg var endelig begyndt at få mit håb tilbage, nu synes jeg bare det hele er pisse hårdt og pisse nederen. Det jeg personligt synes er det hårdeste ved at være i fertilitetsbehandling, er uvisheden og ventetiden, specielt den ventetid man ikke ved hvor lang er. Jeg er begyndt ikke at kunne sove om natten igen. Mine tanker kører fuldstændig rundt i et væk, jeg bliver konstant syg/dårlig. Jeg har pt. Svært ved at vurdere om det er sygdom, stress symptomer eller de nye piller jeg får. Men jeg har kvalme, koldsved, feber, mavesmerter, hovedpine, opkast, diarré og smerter i kroppen, ligesom ved influenza.

Nogle dage kan jeg have det okay i løbet af dagen, når jeg ligger mig ned i sengen – kan min krop slet ikke slappe af, jeg har det som om jeg har løbet Marathon, det snurre, spænder og er bare så ubehageligt. De fleste aftener kan jeg falde til ro ved at Daniel masserer mig, trykker mig og snakker med mig. Som han glædeligt gør hver eneste aften, jeg er simpelthen så heldig. Andre nætter er det bare fuldstændig håbløst. F.eks. som denne nat. Lige nu er klokken 04:15. Jeg skal op klokken 06.00 og på arbejde.

Bliver jeg nød til at melde mig syg?

Når jeg ikke kan sove om natten og har det dårligt, både fysisk og psykisk begynder tankerne også at køre rundt angående mit arbejde. Jeg har nu bestået min praktik, men jeg har stadig 14 dage tilbage. Jeg vil beskrive mig selv som meget pligtopfyldende og det går mig så meget på at skulle ligge mig syg. Hvad tænker mine kollegaer ikke om mig? Tror de, det er fordi jeg har bestået, og jeg nu bare tager en ekstra fridag? Jeg har haft en del fravær i min praktik, og jeg lever på ingen måde op til de forventninger jeg har til mig selv. På de 6 måneder jeg har været i praktik har jeg haft 11 sygedage. De fleste dage har været reel sygdom – som jeg helt sikkert er blevet ramt dobbelt op på, fordi min krop er mega stresset. Nogle af dagene var i forbindelse med min ægudtagning og overstimulering. Jeg får skyldfølelse over at mine kollegaer skal løbe hurtigere, mine tanker kører rundt i et væk. Når jeg så skal tilbage igen efter at have lagt mig syg, har jeg så ondt i maven over at skulle komme tilbage på arbejde igen. Heldigvis har mit praktiksted været så støttende, jeg har den fedeste ledelse og de bedste kollegaer – derfor gør det også ekstra ondt at være så meget fraværende.

Det er rigtigt svært for ens omgivelser at forstå hvordan det er at være ufrivillig barnløs, det forstår jeg godt. Jeg er efterhånden blevet rigtigt god til at tackle folks “gode” råd, venlige “jeg ved det snart bliver jeres tur”. Det sårer mig ikke engang mere (medmindre det har været en rigtig dårlig dag). På de gode dage kan jeg endda grine af det og lave små væddemål inde i mig selv om hvad folk mon spørger om og hvad de har at sige.  Jeps – jeg har 99 % af gangene fuldstændig ret.. samtalen forløber nogenlunde sådan her:

  • ’’Jeg håber der er okay jeg spørger – men hvorfor, altså hvem, altså er det dig? ’’
  • ’’jamen det er helt okay du spørger. Vi går i behandling pga. Daniel har nedsat sædkvalitet.’’ 
  • Nå! Jeg troede det var dig! Jamen hvorfor er det så dig der skal have hormoner? 
  • “Jeg forklarer CSI behandling” 

Her kan der ske 3 ting:

  1. De fortæller om en de kender der har prøvet i mange år.
  2. De fortæller en historie de har hørt, om et par der havde prøvet i mange år og da de gav op og stoppede med at prøve blev hun gravid.
  3. De siger at de ved jeg snart bliver gravid.

Den kommentar der gør mest ondt er når folk siger “jeg vidste ikke at du ikke kunne få børn” eller “min veninde kan heller ikke få børn”. Av av av!  JEG KAN GODT FÅ BØRN og en dag får jeg et barn! Vi har svært ved at få børn, og vi skal have hjælp for at det kan lade sig gøre. Måske det bare er ordkløveri. Men den rammer så dybt!

Faktisk er dem som er tættest på også dem der ikke spørger ind til det. Jeg er helt sikker på at de ikke gør det, fordi de ikke har lyst til at gøre mig ked af det.  Alle reagerer meget forskelligt på sorg og den måde jeg reagerer på, kan måske godt være fremmet for de fleste af mine veninder. På de dårlige dage, er det sidste jeg har lyst til er at være social. Så har jeg det aller bedst derhjemme, sammen med Daniel. Jeg vil have lov til at være i sorg, have lov til at være ked af det.  Egentligt tror jeg, at det er en kæmpe styrke. På den måde bearbejder jeg tingende med det samme, så jeg nemmere kan komme videre.

Jeg har måtte aflyse rigtigt mange aftaler det sidste år, heldigvis er de fleste rigtigt forstående men der er er par stykker der er blevet sure og det forstår jeg godt! Det er sgu da pisse irriterende at blive brændt af, men jeg kan ikke vide på forhånd om jeg har en god dag, eller en dag hvor jeg ikke kan overskue andet end min dyne og Daniel. Disse dage er ofte efter en søvnløs nat, hvor jeg bare har grædt og grædt. Jeg har fuld forståelse for at folk bliver skuffede, men den eneste effekt det har, er at jeg får endnu flere tanker der flyver rundt, flere søvnløse nætter og pisse meget skyldfølelse. Jeg har enormt dårlig samvittighed. Dårlig samtidighed over ikke at kunne leve op til mine egne forventninger som kæreste, veninde, studerende og kollega. Dårlig samvittighed over at jeg ikke ønsker at andre skal blive gravide, og endnu være de grimme tanker der kommer når folk er blevet gravide. Jeg har måtte erkende at jeg ikke kan alt det jeg har været vant til.

Jeg har valgt at prioritere uddannelse og arbejde fremfor det sociale og har måtte erkende at jeg ikke kan rumme begge dele. Nogle gange kan jeg ikke engang rumme arbejde. På et tidspunkt arbejdede jeg godt 80 timer om ugen. Jeg har også måtte erkende at det heller ikke var noget jeg kunne mere. I starten var arbejde det eneste sted jeg kunne finde ro – det eneste sted jeg ikke tænkte på fertilitetsbehandling konstant. “ jamen skal de så ikke bare ud og drikke dig fuld og have det sjovt” de gange jeg har gjort det, har mine tanker været hvor meget jeg ønskede at sidde hjemme sammen med Daniel og min baby. Derudover får jeg dårlig samvittighed over at drikke – tænk hvis det skulle gå ud over mine chancer for at blive gravid? Jeg prøver virkelig at slippe de tanker når jeg er ude, men det er ikke altid jeg kan.

Men betyder det at jeg ikke vil have et opkald eller en SMS engang imellem? Hell No. Der er mange jeg havde regnet med der ville være der for mig i en krise, men som slet ikke har været der. Til gengæld er der også mange der har overrasket mig virkelig positivt. Jeg prøver at sige til mig selv, at de det kan være rigtigt svært for pårørende at vide hvad de skal sige og gøre, de tror måske jeg helst vil være fri. Men det er det der hjælper mig, at vide de tænker på mig og at de stadig er der. Selvom jeg ikke altid har overskuet til at grine og være en god veninde. Barnløshed er en livskrise og en sorg lige præcis som alle andre former for sorg, det er bare de færreste der kan relatere til det.  Mange er dem som jeg havde regnet med ville være der, er dem som har været der når der har været andre problemer, som jo for mig stort set ingen betydning har. Min pointe er, at hvis det havde været en anden form for sorg, dødsfald eller lign. Er jeg ret sikker på at de havde stået der med det samme.

Daniel har længe været min klippe, det er han naturligvis stadigvæk. Men han begynder også at knække, Daniel er også begyndt at græde når behandlingen ikke går som planlagt. Så ja, herhjemme sejler det pænt meget. Der en grænse for hvor meget vi kan holde til, jeg tager det i opløbet og giver mig selv lov til at være ked af det. Med Daniel er jeg bange for at byrden pludselig bliver for tung og han slet ikke kan mere.

Jeg er blevet en bitter, pessimistisk, jaloux og indelukket madamme og det vil jeg have lov til. Jeg er i sorg og en dag når jeg er gravid, vil jeg være ovenpå igen. Ved i hvad? Jeg bliver også ked af det over ikke at gøre min mor til mormor, som hendes veninder er blevet – min kæreste til far som alle hans kollegaer, min svigerinde til faster osv. Men aller mest er jeg ked af jeg ikke er nogens mor, ikke ved hvornår jeg bliver det, ikke ved hvor længe jeg skal vente. Jeg er godt klar over det her indlæg er virkelig ynkeligt. Jeg har selvfølgelig også dage hvor jeg griner og har det fedt. Men de andre dage fylder mest og indlægget et skrevet, her midt om natten hvor det hele ser fuldstændig sort ud.

1 Kommentar

  1. Camilla

    Årh, hvor kan jeg godt følge dig! Nåede I det inden deadline d. 30/11? Jeg fik selv taget æg ud i starten af november, og går og venter på min menstruation, fordi de heller ikke kunne lægge æg op med det samme. Der var også deadline for at tilmelde sig ægoplægning d. 30. november, så jeg vidste godt, at vi ville skulle vente en cyklus ekstra. Men nu er jeg indtil videre på cyklusdag 33, så nu går jeg næsten omvendt og håber, at håber at menstruationen lader vente på sig, så vi kan nå at tilmelde os oplægningen, når de åbner op for det d. 25. december igen. Årh, hvor jeg synes der er meget kalenderkoordinering og ventetid i det her forløb. Mit planlægningsgen er bare ikke fan af det. Masser af tanker og krydsede fingre herfra.
    /Camilla

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

12. gang må da være lykkens gang!?

12. gang må da være lykkens gang!?

Over en måneds benhårdt arbejde har resulteret i ét skud i bøssen. Det virker så uretfærdigt, men det er jo efterhånden det overordnede tema i alt dette. Det er ægoplægning nummer 12 for vores vedkommende. Jeg kniber en tåre ved tanken om, at vi 11 gange før har siddet i samme situation, fulde af håb – men stadig ikke har fået vores barn.

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!