Jeg havde ingen idé om, hvad der ventede mig, heldigvis…

Blog opslag

Skrevet af Malle

6 apr, 2018

Vejen til ønskebarnet er nogle gange lang. Og den starter længe før behandling kommer på tale. Det er ikke noget man bare lige gør.

Som jeg tidligere har skrevet, så startede vi i behandling i april 2017. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet egentlig, men det chokerede mig lidt, hvor lige på og hårdt det var. Set i bakspejlet anede jeg ikke, hvad jeg gik indtil.

Jeg kendte lægen i forvejen, han har tidligere udredt mig, så derfor skulle der ikke en hel masse udredning til.

Jeg blev scannet og forsøget blev planlagt. Jeg fik recepter, og skulle starte med 12 dage med 3 minipiller om dagen.

Det gjorde jeg.

Efter de 12 dage fik jeg menstruation, og på 3. Dagen skulle jeg starte på pergotime, som er clomidpiller. Clomidpiller bevirker at hypofysen selv begynder at stimulerer æggestokkene til at producerer æg.

På ca. Dag 5 skulle jeg havde foretaget en HSU, som er en gennemskylning af æggelederen. Det foregår ved at man bliver scannet samtidig med, at der bliver sprøjtet en blanding af luft og vand igennem æggelederne, for at se, om der er passage. Jeg var virkelig bange for, at der ikke var. Og jeg var så nervøs inden undersøgelsen.

Passage i æggelederne er en forudsætning for IUI behandling.

Selve undersøgelsen er ikke rar, men det tager ikke så lang tid.

Jeg havde fin passage i begge æggeledere. Lægen viste mig flere gange på skærmen, hvordan vandet og luften, kom igennem æggelederne.

På ca. Dag 10-12 skulle jeg til scanning igen, for at se om der var nogle æg klar. Det var der ikke.

Det var første gang jeg rigtigt oplevede et svigt fra min krop i forbindelse med behandling.

Jeg fik 5 dage mere med clomidpiller og skulle så komme til scanning igen. Stadig ingen æg.

Det kom som et chok for mig. Igen, jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men det chokerede mig virkelig, at min krop selv med “hjælp” ingenting kunne. Det var virkelig, som at få knust mit hjerte om og om igen.

Forsøget blev afbrudt. Jeg blev nulstillet igen med minipiller og skulle så starte op på hormonbehandling. Daglige indsprøjtninger, som er direkte stimulation af æggestokkene.

Det forsøgte vi over nogle uger, hvor jeg kom højere og højere og højere op i dosis. Jeg udviklede flere gange cyster på æggestokkene, som gik i sig selv igen. Men ingen æg.

Dette forsøg blev derfor også afbrudt og så var der sommerferie.

Jeg havde aldrig nogensinde tænkt på, at er forsøg kunne blive afbrudt. Jeg tænkte selvfølgelig kommer der masser af æg, når jeg er ung og får hormoner.

Det var en sindssyg hård tid. Jeg følte så mange dårlige ting om mig selv, fordi jeg ikke engang kunne producerer ét æg. Jeg har aldrig tidligere i mit liv grædt så meget.

Efter sommerferien startede jeg igen på et nyt forsøg. På dag 17 skete miraklet: æg og insemination den efterfølgende dag!

Det var helt utrolig fantastisk. Jeg kunne have kigget på det æg hele dagen.

Efter to ugers ventetid var testen negativ. Det var der egentlig ikke så meget nyt i for mig, men mit håb var større nu, når det var i behandling.

Havde jeg vist, hvad jeg ved i dag, så havde jeg nok ikke haft så høje forventninger til at “nu bliver jeg gravid”. Jeg tænkte virkeligt at “sådan ordner man det”.

Af skade bliver man klog. Og det er måske bedre at gå lidt naivt ind i det, end at tage sorgerne på forskud.

Der er indtil videre fuldt 5 forsøg sidenhen, som alle er endt negativt. Det positive er, at behandlingen nu virker. Det sidste forsøg kender vi endnu ikke resultatet af.

Undervejs i processen er jeg blevet sygemeldt med stress/belastningsreaktion og sidenhen er fuldt en depression.

Billedet til dette blogindlæg tog jeg en aften på vej hjem fra hundetræning. Det er en af de få aftener jeg husker fra sidste sommer, hvor jeg havde håb. Dagen efter blev det knust med endnu en cyste på den ene æggestok.

Det er en kunst at holde håbet i live. Nogle gange er det nemmere end andre. Når folk spørger mig, hvordan det går, så synes jeg det er et svært spørgsmål at besvare. Men en ting er stensikkert, det går sådan at vi tager én dag ad gangen, og nogle gange en time ad gange.

Heldigvis, så er det sådan med det her, at det kan slutte lige om lidt og det kan vare flere år endnu. Det ved ingen – heldigvis.

Tak fordi du læste med.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

MIN HISTORIE

MIN HISTORIE

Jeg er infertil… Og jeg har været det hele mit liv. Med stor sandsynlighed på grund af de skader...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!

Private Fertilitetsklinikker

Sædbanker