Jeg er ikke et offer. Det er jeg ikke. Jeg bliver dog tit set som et offer.

Øjnene fra omverdenen skriger ‘hvor er det dog synd for hende’. Det er den største misforståelse af alle, at gøre infertile kvinder til ofre. Mange føler sig nok sådan, men det gør jeg ikke.

Jeg har en masse skønne mennesker i mit liv.

Mangler der noget i mit liv? Ja da. Er jeg tit ked af det? Ja. Er jeg rodløs og hormonel frustreret? Ja. Gør det mig til et offer? Nej.

Jeg udvikler mig som menneske, jeg lærer og forstår mig selv bedre og bedre. Jeg falder og rejser mig. Virkelig tit. Men det er okay.

Jeg kan mærke at specielt mine veninder og bekendte ser på mig med andre øjne end før kampen mod barnet begyndte. De kigger på mig med medlidenhed i deres øjne. Nogen af dem går på æggeskaller, og er bange for at såre mig, men lad os lige slå én ting fast.

Intet kan såre mig mere.

Jeg har forsøgt at blive gravid i næsten 5,5 år nu, og det er godt nok ikke for sarte sjæle. Man bliver hård, kold og bliver ikke så let såret mere. Jeg har opbygget en ‘væg’ rundt omkring mig. Det er hvad infertilitet kan gøre.

Folk skal ikke gå stille med dørene eller behandle mig anderledes, for jeg er ikke et offer. Jeg er en kvinde der er infertil. Hverken mere eller mindre.

Dette er min beretning om når man ufrivilligt bliver et offer.