Jeg skammede mig

Blog opslag

16 jan, 2022

Skam er en følelse, alle mennesker er født med, men den dukker op i forskellige grader alt efter ens personlighed og opvækst.

De fleste af jer har sikkert oplevet skam i mere eller mindre grad, men da det ofte foregår ubevidst, er det for mange lidt udefinerbart, hvad skam er.

Man kan føle skam ved mobning, arbejdsløshed, alderdom, nøgenhed, skilsmisse, fattigdom, psykisk eller fysisk handicap, udseende, seksualitet eller som i mit tilfælde barnløshed.

Følelsen er ofte smertefuld og belastende, men det er ikke noget vi taler om, da det er skamfuldt at skamme sig.

Skam beskrives ofte ved en kæde af følelser som utilstrækkelighed, pinlighed, forkerthed, forlegenhed og manglende værdi som menneske.

Da vi var ufrivilligt barnløse i 6 år og 5 år i fertilitetsbehandling, husker jeg skammen som en del af vores krise.

Jeg følte mig meget forkert, fordi jeg ikke kunne få børn. Hvorfor virkede min krop ikke? Noget der var så eksistentielt og naturligt, det kunne jeg ikke finde ud af og det gjorde mig flov og utilpas.

Jeg følte mig utilstrækkelig i forhold til min mand, da jeg ikke kunne give ham et barn og da jeg længere i processen endelig blev gravid men herefter aborterede, blev skamfølelsen endnu større. Nu kunne jeg åbenbart heller ikke finde ud af at holde på et barn!

Derudover var der alle de velmenende råd, som gav mig en følelse af, at jeg måtte gøre noget forkert!

Det kan være svært at formidle, hvordan skam føles, men hos mig var det et stærkt fysisk ubehag og en trang til at isolere mig. Min selvfølelse forsvandt og jeg havde en følelse af at have tabt anseelse.

Alt dette foregik indeni mig og selvom vi ikke ved, hvad andre mennesker tænker om os og om de overhovedet ser de fejl, vi tror, de ser, så kan skammen vokse ud af denne uvished. Jeg var overbevist om, at andre vurderede mig ligeså negativt, som jeg selv gjorde.

Når vi føler skam, føler vi os mindre værd og selvværdet bliver lavere. Nogle kan endda have en opfattelse af, at de ikke har ret til at eksistere. Vi får lyst til at gemme os- til at gøre os selv usynlige.

Det er ubeskriveligt hårdt, at være i fertilitetsbehandling og det er en rutsjetur med mange forskellige følelser. Vækker noget af ovenstående genklang i dig og har du svært ved at være i det? Trænger du til nogen at snakke med? Så er du hjertelig velkommen til at ringe eller skrive til mig.

Som altid skrevet med hjertet.

Bedste hilsner 

Psykoterapeut og Sygeplejerske

Betina

Annonce

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Solomor?

Solomor?

Inspirationen til dette indlæg kommer denne gang fra samtaler med veninder, som overvejer at blive...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!