Jeg troede aldrig det skulle ske – jeg troede aldrig jeg skulle skrive en solstrålehistorie.

Meeeeeen det er faktisk det der er ved at ske.

Om morgenen på blodprøvedagen vågnede jeg, jeg styrtede ud på toilettet, jeg tissede og kiggede på papiret som så mange gange før. Der var intet blod, eller var der måske lidt mørkt, lidt brunt, nej det må være en skygge. Jeg bestemte mig for at tage en graviditetstest, klokken var fem om morgenen. Min kæreste “sov” men han var slet ikke i tvivl om hvad jeg havde gang i.

Jeg tog testen, den var anderledes end dem jeg plejede at tage, her skulle komme et kryds. Efter nogle lange minutter kiggende jeg på testen, der var et fint kryds. Mon jeg havde læst forkert, mon et kryds betød jeg ikke var gravid…

Jeg læste indlægssedlen igen, den var god nok..

Jeg gik ind til min kæreste som med det samme spurgte hvad testen sagde, jeg sagde, at jeg troede jeg var gravid. Så blev der tændt lys og vi sad begge op i sengen og kiggede på testen og læste indlægssedlen igennem igen og igen.

Ikke mere søvn til os denne morgen..

Vi turde slet ikke håbe før blodprøven var taget, jeg sad i venteværelset og var ret så utålmodig. Fik taget blodprøven og kørte derefter på arbejde. Det var nogle vildt lange timer efterfølgende. Jeg havde besluttet de skulle kontakte min kæreste jeg magtede ikke at tage imod de dumme opkald mere. Senere på eftermiddagen ringede min kæreste og fortalte at den var god nok, jeg var gravid til en lille Iglo baby.

Jeg var glad, rørt, bange og frygtede jeg skulle abortere igen – mine aborter og min graviditet udenfor livmoderen sad stadig meget dybt i mig.

Vi skulle først komme til scanning i uge 9, jeg mener det er tortur, med vores historik. Jeg blev meget forskrækket og overrasket over hvor dybt i mig vores historik og fertilitetsbehandlingen egentlig havde boret sig ind i mig. Jeg kunne slet ikke glæde mig og jeg turde slet ikke håbe – jeg var bange og havde angst for at miste igen.

Om natten følte jeg at jeg blødte så jeg styrtede ud på toilettet, men der var intet andet end dumme Crinone på papiret.

Men dejligt det blot var det.

Jeg bestilte en tidlig scanning jeg havde behov for at se om forstret sad i livmoderen og om der var hjerteblink. Vi blev scannet af den sødeste jordmoder Pia på Cyclus klinik i Aarhus. Jeg tudede fra vi kom til vi gik, jeg var så angst for at der ikke var noget hjerteblink. Hun beroligede os og fortalte det var en helt normal reaktion med vores historik og det vi havde været igennem. Vi så det lille foster som lå fint i livmoderen og det lille hjerte som slog derudad. Det var en fantastisk følelse, så dejligt. Hun fortalte os også at der nu var 95% chance for et levedygtigt barn.

For første gang i langtid fik jeg et lille håb inden i, men det varede kun kort…

Nogle dage efter blev jeg igen bange for at miste – det var virkelig nogle hårde uger indtil uge 9 hvor vi for første gang skulle scannes på Fertilitetsenheden Horsens, hvor vi har gået. Endnu engang blev vi bekræftet i, at det hele var som det skulle være.

Jeg tænkte nu måtte jeg da kunne slappe af… Men nej dybt inde i mig var frygten for at miste konstant – jeg kunne faktisk ikke glæde mig.

Jeg havde en smule kvalme og kastede op 3 gange på 3 uger, så ikke de vilde symptomer ellers.

Pludselig stod vi overfor Nakkefoldsscanningen, inden jeg blev gravid havde vi planlagt ferie til Spanien, for som vi talte om der, hvorfor skulle det ske i år nu vi havde ventet i 3 år. Derfor bestilte vi bare og tænkte fuck fertilitetsbehandling så måtte vi springe nogle måneder over.

Sådan skulle det ikke gå, vi skulle til Nakkefoldsscanning mens vi var i Spanien. Derfor skyndte jeg mig at ringe for at få tiden flyttet, dette kunne ikke lade sig gøre og vi besluttede os for, at tage Nakkefoldsscanningen på en privatklinik.

Alt var heldigvis som det skulle være..

Nu tænker i nok hvor langt er hun egentlig henne og hvorfor har hun ikke delt det og skrevet om det her på Fertilitetsliv.dk.

Jeg har til tider haft lyst til at dele denne solstrålehistorie som jeg forhåbentlig kommer til at skrive d. 11 januar 2018 med hele verden. Men jeg har også haft behov for at passe en smule på mig selv, jeg har haft svært ved at glæde mig og folk har ofte spurgt hvorfor og nu er det endelig lykkes. Jeg kan ikke forklare hvorfor det har været så svært andet end, vores historik nok sidder meget dybere i mig end jeg havde forventet.

I mandags var vi til Misdannelsesscanning og vores lille baby pige var helt perfekt. Hun suttede på tommelfinger, slog kolbøtter, boksede og vi fik nogle helt fantastiske billeder af hende.

Jeg er begyndt at mærke hende og glæde mig. Hun er så lækker og jeg er allerede helt vildt forelsket i den lille pige som gemmer sig i min mave.

Nu hvor jeg endelig har taget mig sammen til at fortælle hele verden om vores IGLO mirakel vil jeg prøve at opdatere Babyluppens Instagram noget oftere så dem der har lyst kan følge lidt med der..

Jeg ønsker for alle de skal opleve de små puf jeg er begyndt at kunne mærke, det er den vildeste følelse og hele kampen og besværet værd. At se sine forældre forberede sig på at blive bedsteforældre og kunne give dem denne store gave er noget af det største jeg nogensinde har oplevet.

Så kæmp videre piger og drenge – det skal nok lykkes når man mindst venter det <3