Julie har valgt at dele sin historie om spontane aborter her på bloggen. Det er en barsk historie, men også en historie, der vidner om, hvor stærkt ønsket om et barn kan være, og hvor langt vi er villige til at gå.

”I foråret 2017 gik min mand og jeg igang med at forsøge at gøre vores dreng til storebror. På det tidspunkt var han 2,5 år, og vi følte, at tiden var inde til at udvide familien. Jeg blev hurtigt gravid, ligesom jeg blev første gang, og da jeg var 9 uger henne, tog vi til scanning. Der lå to alderssvarende fostre, desværre begge uden hjerteblink. Sorgen var stor, og jeg fik en udskrabning nogle dage senere.
Jeg havde ellers altid ønsket mig tvillinger…

Vi blev enige om at prøve igen, så snart min krop var klar igen. 4 måneder senere var jeg igen gravid, og endnu engang viste scanningen to fine fostre, men desværre IGEN uden hjerteblink. Denne gang omkring uge 8.

Denne gang var sorgen mega stor… Hvordan kunne det dog ske to gange i træk! Og begge gange med tvillinger. Jeg var trist i lang tid, men gik på arbejde og gjorde ellers, som jeg plejede. Dog blev jeg lidt mindre social og trak mig fra bekendtskaber med graviditeter og babyer.

Cirka 4 måneder senere blev jeg gravid igen. Denne gang gik de tidlige scanninger godt, og vi var super glade. 10 dage før vi skulle rejse 4 uger på ferie i USA, skulle vi til nakkefoldsscanning. Her kunne alle straks se, at der var noget helt galt med babyen, som var en lille dreng. Han havde hele mavesækken og alle organer udenpå kroppen. Det kaldes omphalocele, og vi blev rådgivet til at afslutte graviditeten.

Jeg var 13+6, da jeg kvitterede fosteret, som de så pænt kaldte det oppe på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital. Jeg blev indlagt og lå i 12 timer med veer og på morfin, førend vandet gik, og det lille fine foster og en stor moderkage blev født i en balje på toilettet. Jeg var knust.

Vi skulle skrive under på, at de måtte obducere ham, og at han skulle begraves på de ukendtes grav.
Jeg endte i endnu en udskrabning et par timer senere, da det hele ikke var kommet ud.

Få dage senere, med godkendelse fra lægen og forsikring, rejste vi til USA. Det var rart bare at rejse langt væk med mand og søn. Farvel DK og farvel hospital! Og farvel lille drenge foster. Det var så mærkeligt at komme gravid ind på hospitalet og forlade det ikke gravid og med et ar mere på sjælen.

Jeg blev henvist til Enheden for Gentagne Graviditetstab på Rigshospitalet, og vi blev udredt. De kunne ikke finde en årsag til mine graviditetstab, så de sagde, at når vi blev gravide igen, ville de tilbyde scanninger fra 6+0 og blodprøver. Som tryghed.

Jeg mistede 2 gange i 9+2 på denne måde. Begge gange blev fostrene fjernet ved udskrabning, da hjerterne som altid bare var stoppet med at slå, og begge gange blev de obduceret. Den ene gang var det en pige uden kromosomfejl. Næste gang, altså femte tab, var det en baby med downs. Her fortalte lægen mig så, at nu kunne de ikke gøre så meget mere for os. De mistænkte, at min mand havde DNA skader i sæden, og fortalte, at vi kunne prøve at få testet sæden for skader. Og ellers skulle vi i privat ICSI behandling. De fortalte os, at vi ikke havde store chancer for en rask graviditet og baby.

Vi fik testet min mand, og det viste sig, at de havde ret i problemet. Min mand havde svær DNA fragmentering i sæden, og vi begav os ud i et projekt, der skulle genskabe og reparere sædcellerne. Han omlagde kost og livsstil og tilføjede et hav af vitaminer samt kosttilskuddet punalpin.

3 måneder senere blev jeg gravid igen og blev stadig fulgt af Enheden for Gentagne Graviditetstab. I nogle uger blev jeg scannet 2 gange, fordi jeg var så bange. Men i august 2020 blev vi forældre til en lille fin og sund dreng. Det var en forfærdelig graviditet rent psykisk, jeg var så bange for at miste ham hver dag.

Men han er her, og han var hele kampen værd. ”

Vil du også gerne fortælle din historie her på bloggen? Så skriv til mig på forfatter@lassen-andersen.dk eller kontakt@fertilitetsliv.dk