“Jeg gik længe med en alt for stor og altopslugende klump i maven over, at jeg skulle starte (lang) IVF-behandling. Vanvittigt nok var det i langt mindre grad en bekymring pga. kanyler, medicin og bivirkninger, men i langt højere grad, fordi jeg var nervøs for, hvad/om jeg skulle sige til min (nye) arbejdsgiver. Jeg havde helt grundlæggende en følelse af at “svigte”, at være illoyal og om det overhovedet var ok, at have fravær fra arbejdet på den der drypvise og uforudsigelse måde. Kunne man i det hele taget tillade sig det?
Det kom til et punkt, hvor jeg også vågnede om natten og spekulerede i, hvordan jeg dog skulle (bort)forklare situationen til min arbejdsgiver. Hvilket ikke resulterede i andet end søvnløse nætter og endnu mere spekulation i dagtimerne… 
Min mand endte – efter mange snakke – med at overtale mig til, at jeg bare skulle sige det. Mon ikke de ville forstå?
Efter yderligere en håndfuld dages spekulation – nu over hvordan jeg skulle formulere og overlevere den til min arbejdsgiver – tog jeg tilløb en fredag formiddag og bad min arbejdsgiver om en snak. 
Alle mine bange anelser blev gjort til skamme. Arbejdsgiver var helt med på, at “selvfølgelig skal man da have børn, hvis man ønsker det”. Og “det rummer firmaet – du passer bare dine lægetider”. Endelig “tak fordi du sagde det. Det er jeg virkelig glad for”. 
På den baggrund en opfordring til alle, der vakler og ikke kan finde op og ned i det her fertilitetsliv – DEL! Også med din arbejdsgiver. Forståelsen er ofte langt større, end de scenarier, der udspiller sig i tankerne.”