Kan vi ikke bare lade, som om det ikke er der?
Jeg er ved at tabe kæben – næsten som i en Mickey Mouse tegnefilm, hvor munden åbner sig på vid gab, når figuren er overrasket. Jeg kan ikke tro, at min kæreste lige sagde det!
Hvordan skulle jeg nogensinde kunne lade som om fertilitetsbehandlingerne ikke er der, når det fylder næsten hvert sekund i min hjerne?
Mænd og kvinder er virkelig forskellige, har jeg måttet sande i dette forløb.
Min kæreste så gerne, at vi ikke talte om behandlinger, om hvad nu hvis?” og om jalousien, der sommetider overmander mig. Han forstår ikke, at jeg har svært ved andres babyer, at jeg helst ikke vil bruge donoræg, hvis vi kan undgå det…eller at jeg “ikke bare kan være glad”.
Jeg har haft svært ved at forstå, at han ikke gør sig nær så mange tanker om fertilitetsbehandling som mig. Jo, naturligt nok, fordi han ikke mærker medicinen, ægudtagning, ægoplægning osv. på kroppen. Men sommetider får jeg lyst til at ruske lidt i ham, så der bare kom lidt flere ord ud af ham…og at de så var lidt mere reflekterede…kunne jeg så ikke bare bruge en anden at snakke med, ville den kloge læser spørge?
Tjo…men det er jo HAM, jeg elsker. HAM, der skal være far. HAM jeg vil høre, hvad synes.
Pelle Hvenegaard sagde til et foredrag, vi var til, at “der ikke er nogen forkerte følelser”. Den sætning husker min kæreste mig jævnligt på. Det er jo rigtig nok, at det ikke er forkert, at min kæreste ikke er lige så ked af det eller ikke så ofte vil tale om det, vi går igennem. Men alligevel forstår jeg ikke hans (eller andres mænds) evne til at lukke ned for det svære.
Jeg synes jo, et barn må være meningen med livet. Ikke dermed sagt, at mit liv er meningsløst. Langt fra. Men mit indre skriger på en at holde af og passe på – på en måde som jeg ikke får hos nogen af mine nære.
Jeg “tvinger” ham stadig jævnligt til at reflektere og sætte ord på sine følelser. Han er blevet bedre til at møde mig.
Som for eksempel da vi fornylig gik en tur og han sagde “jeg tror nok, det skal blive vores tur, det kommer bare til at tage meget lang tid”.
Det hjalp, og jeg følte i det øjeblik, at han så mig og gav mig omsorg. Det føltes rarere, end når man bliver mødt af et “det er så tungt og trist og sørgeligt at tale om. Kan vi ikke bare lade, som om det ikke er der…?” Det kan jeg i hvert fald ikke.
Jeg prøver så også at tøjle mig selv og lade være med at få alt til at handle om behandlinger…det er svært. Men jeg øver mig.
Jeg har ingen forventninger eller forhåbninger til vores kommende sjette IVF/ICSI. Vi har fået lov at skifte klinik, da forløbet på Hillerød Hospital har været en dårlig oplevelse med dårlig kommunikation og misforståelser. På den måde starter vi nu på en frisk.
Sammen – trods vores forskelligheder og måder at tackle det, der er svært. Forhåbentlig kan vi så engang se tilbage og tænke, at vi lærte noget hver især.
Jeg genkender virkelig det, du skriver. Jeg har selv haft lyst til at “ruske” min kæreste for at få nogle ord ud af ham. Det hjælper intet. Det er hårdt og ensomt at være i det her, for ingen andre end dem, der har mærket det på egen krop kan rigtig forstå det. Jeg sender god karma og forståelse din vej!
Ja, det er nok sådan det er – at man selv skal have prøvet det på egen krop for sådan for alvor at forstå. Heldigvis er mændene jo også dejlige og de bedste, når man så endelig formår at “nå ind” til dem. Tak for dine ord.
Ja, det er nok sådan det er – at man selv skal have prøvet det på egen krop for sådan for alvor at forstå. Heldigvis er mændene jo også dejlige og de bedste, når man så endelig formår at “nå ind” til dem. Tak for dine ord.
Ja, jeg misunder sku deres evne til at tage tingene som det kommer, og bare leve videre med deres normale liv, mens man selv er blevet omvendt til rugemaskine
Ja, det må være dejligt!
Ja, det må være dejligt!
Åh jeg kan genkende de tanker, du har. Når vi er tæt på klinikken, dvs. skal til scanninger osv. jævnligt, fylder det alt i mit hoved, og jeg vil gerne snakke om det, “for at få det ud”. Det er bare ikke altid, at min kæreste vil. Jeg ved, at det også fylder enormt meget hos ham, men han snakker ikke højt om det. Så jeg har valgt at betale mig fra det hos en psykolog, og det er en kæmpe befrielse at besøge hende ca. en gang om måneden. Her kan jeg sige alle de grimme tanker højt til en, der gerne vil høre dem og snakke om dem. På den måde kan jeg holde mine tanker lidt i skak. Men jeg kan godt kende ensomheden, som nogle af de andre har kommenteret her. Det er så uendeligt ensomt, og selv om vi er mange i samme situation, har ingen af os jo det samme forløb. Det er virkelig svært at forholde sig til.
Jeg fortæller hver dag mig selv, at det bare er midlertidigt, og at vi nok skal komme igennem det. For der er ikke andre muligheder. Det er jeg nødt til at tro på.
Det lyder dejligt at kunne “hælde ud” hos en psykolog – i virkeligheden burde det være et tilbud for alle, der går gennem IVF – for alt det mentale er den hårdeste del af det hele. Desværre er vi mere eller mindre ruinerede på behandlinger i det private samt udgifter til medicin (nu 11 forsøg), så det er desværre ikke mulighed for os. Men du skal have mange tak for at tage dig tiden til at læse mit indlæg og for st dele egne oplevelser.
Helt enig – forstår virkelig ikke, hvorfor man ikke kan få en henvisning til en psykolog, når man er i behandling. Det er også begrænset, hvor længe jeg kan fortsætte. Har fået afvist en henvisning (til tilskud) både af min egen læge og af min sundhedsforsikring på arbejdet – åbenbart skal man være depressiv og/eller sygemeldt, før de vil gøre noget. Fuldstændig hul i hovedet… Håber der kommer mere fokus på det, nu vi efterhånden er så mange, der er/skal i behandling.
Ønsker alt det bedste for jer, og krydser fingre for, at det snart bliver jeres tur 🙂
Ja, det virker underligt, at man ikke kan få det, før man er knækket. Lad os håbe på fremtidige forandringer på området med tiden – tak for dine ord og tanker.
Ja, det virker underligt, at man ikke kan få det, før man er knækket. Lad os håbe på fremtidige forandringer på området med tiden – tak for dine ord og tanker.
Det lyder dejligt at kunne “hælde ud” hos en psykolog – i virkeligheden burde det være et tilbud for alle, der går gennem IVF – for alt det mentale er den hårdeste del af det hele. Desværre er vi mere eller mindre ruinerede på behandlinger i det private samt udgifter til medicin (nu 11 forsøg), så det er desværre ikke mulighed for os. Men du skal have mange tak for at tage dig tiden til at læse mit indlæg og for st dele egne oplevelser.