Spontan abort og den stigende frygt for at forblive barnløs.

Efter min missed abortion havde jeg fået en udskrabning og mine blødninger var blevet lidt sparsomme og på klinikken, syntes de at min livmoderslimhinde var lidt smal, så de gav mig trisekvens i en periode. Det var en rigtig frustrende ventetid, for jeg ville bare gerne i gang igen.

Vi blev gift i starten af juni. Der var vi lige begyndt vores andet forsøg. Da vi kun havde 1 befrugtet æg ud af 12 på IVF blev vi booket til ICSI. Det var samme historie som sidst, lidt højre medicin dosis, samme smerter. Det var lidt lettere denne gang fordi jeg vidste hvad jeg kunne forvente. Også mht. smerter ved ægudtagning, så jeg bad dem og at supplere op undervejs, det var stadig ikke sjovt. Der blev taget 9 æg ud, heraf 6 modne til ICSI. Kun 2 befrugtes og kun 1 deler sig korrekt og bliver til en blastocyst. Det lægges op. Jeg har tidligt graviditets symptomer med kvalme og kraftigere lugtesans. Vi når at tage på ferie før blodprøven, så det bliver til en alm graviditetstest. Den første test er kun meget svagt positiv, fra klinikken anbefaler de mig dog at prøve igen et par dage senere. Der er der ingen tvivl, en massiv tydelig teststreg. Det er en fantastisk ferie selvom min mand må drikke sydfransk vin alene. Dog kan jeg allerede mærke noget vokse derinde, hvilket jo er alt for tidligt

En af de sidste dage to ferien, får jeg det mærkeligt, helt anderledes end de andre dage. Jeg har bange anelser og tager lidt afstand fra graviditeten. Da vi kommer hjem, begynder jeg at pletbløde og tænker at jeg helt sikkert har ret. Vi kommer ind og bliver scannet en onsdag. Lægen siger at fosteret ser fint ud, men at jeg har meget store æggestokke og at det er dem jeg kan mærke, hun synes også at hun kan se et hjerteblink, men det kan jeg ikke. Jeg tror ikke rigtig på det. Jeg bliver ved med at pletbløde, men klinikken er gået på sommerferie, så mandag ringer jeg til min læge som også er på ferie, videre til en ferielæge som siger at jeg jo ikke kan scannes hele tiden. Jeg får ham alligevel til at ringe til gynækologisk afdeling og de vil gerne se mig akut. Der kan de bekræfte at graviditeten er gået til grunde. Jeg bliver sendt ned og få taget Hcg, så de kan følge at det bliver normalt. Jeg har et lidt smukt minde af min mand og mig, der sidder i venteværelset og venter på at få taget blodprøve, grædende i tæt omfavnelse. Denne gang kommer det heldigvis af sig selv. Rigelig blødning og efter et par dage falder der en organiseret klat hinder ud af mig, mens jeg er i bad. Min sorg over at abortere er meget anderledes denne gang. Jeg havde forventet det, taget afsked og er ikke så uskyldig længere. Samtidig har klinikken understreget at vi får erstatningsforsøg, fordi jeg jo er blevet gravid, så der er ikke kun ét forsøg tilbage, men der er en nagende tvivl, der begynder at dukke op om det nogensinde vil lykkedes og hvor meget vi skal igennem for det.

Vi klør på igen med 3. forsøg i oktober 2017. Nu er det lidt blevet rutine og jeg ved hvad, der skal ske og hvordan min krop reagerer. Jeg fører også behandlingsdagbog. Til ægudtagning beder jeg den om at give mig rigeligt smertestillende, de lystre, og jeg er godt bloppet ud. De får 12 æg ud, men kun 7 er modne. Der er tre der befrugtes og to udvikler sig til blastocyster og vi får vores første æg i fryseren! Det er en dejlig fornemmelse at hvis det her ikke går, så er der et ”gratis” forsøg, der venter på os. Jeg får lagt æg op, men har ikke Hcg stigning ved blodprøven. Det var så skuffende, det var så flad en fornemmelse at ægget ikke havde sat sig fast overhovedet. Hormonerne gav mig stadig smerter, så det kostede ca 14 dages sygemelding hver gang. Og tvivlen blev kraftigt forstærket. Ville vi nogensinde få barn? Jeg blev så misundelig på andre gravide, både de gravide maver jeg gik forbi på gaden, men især også bekendte. Jeg begyndte at have mange tanker om hvordan vi skulle blive lykkelige som barnløse og i tvivl om hvor meget at jeg skulle udsætte mig (os) for. C er en kæmpe støtte og vi havde nogle gode snakke og der var ingen tvivl om at vi valgte hinanden uanset om der kom barn i forholdet eller ej. Det var en befrielse i sig selv, men jeg har lært at 1 ud af 6 kvinder i fertillitetsbehandling får en depression og jeg synes stadig jeg tumlede med mange tanker så jeg fandt en psykolog jeg havde nogle ene samtaler med og vi havde en enkelt fælles samtale med hende. Det fik sat nogle ting på plads og gjorde det her limbo lettere at være i. Det handlede især om at jeg skulle holde op med at planlægge alting, men bare blive i nu’et. Det er svært for en kontrolfreak. Hun hjalp mig også med skyldfølelsen, følelsen af at det var min skyld at min mand skulle blive ”gammel” far, at min krop ikke kunne leve op til sin basale funktion…

Læs første del her