Ægoplægning, graviditet og fødsel.
Efter to tidlige ufrivillige abort og sidst et æg der ikke satte sig fast, var følelserne lidt tyndslidt. Heldigvis havde vi et æg i fryseren og jeg var så utålmodig, det skulle bare op nu, især før jul, men jeg skulle vente en cyklus efter ægudtagning og så kom min menstruation dårligt i forhold til klinikkens juleferie. Så det var endnu en jul og nytår uden barn og uden graviditet, det ramte altid lidt hårdere på mærkedage og i højtider.
I slut januar 2018 kom jeg til scanning mhp. Fryseforsøg og der var en cyste på den ene æggestok, så i stedet for at få lagt æg op skulle jeg starte på p-piller. Det var et slag i ansigtet og en hård ventetid. Men jeg fik øvet mig i at give slip på planlægningen og bare acceptere at vente, det var svært, men effektivt. I slutningen af februar 2018 var cysten forsvundet og vi kunne starte på fryseforsøg. Der fulgte en masse scanninger for at følge min cyklus og efter en 9 dages tid blev jeg bedt om at tage ægløsningstest morgen og aften, for at være sikker på at jeg fangede den. Jeg endte med at få ægløsning lidt senere end de havde forventet (vist om mandagen), så da jeg ringede og sagde at testen var positiv sagde de at så skulle de lægge æg op om søndagen og der var klinikken jo lukket, så de var nødsaget til at aflyse forsøget. Jeg var fuldstændig paf, jeg havde slet ikke tænkt (eller fået at vide) at det var en risiko, efter at have grædt og sundet mig lidt endte jeg med at sende dem en mail, hvor jeg bad om en faglig begrundelse for at det skulle være søndag og ikke kunne være lørdag og desuden sagde at de ikke havde været helt gode til at informerer i forløbet. Det endte med at de alligevel gerne ville lægge ægget op om lørdagen. Jeg var så lettet. Det gik fint. Hcg var lige over 400 så jeg nåede at bekymre mig om tvillinger. Men lige før den planlagte scanning begyndte jeg at pletbløde. Scanningen viste at der var hjerteblink selvom det var lidt tidligt og jeg kunne også godt selv se det denne gang. Fra uge 7 til slutningen af uge 10 gik jeg og pletblødte med en lille uges mellemrum. De var super søde på klinikken til at tage mig ind og se at alt stadig så fint ud, men det var en forfærdelig følelsesmæssig rutsjebane, hver gang forventede jeg at graviditeten var gået til. Vi skulle på en længere ferie på roadtrip i USA kort efter sidste gang jeg blødte og jeg var totalt fatalistisk, jeg var overbevist om at jeg ville abortere på turen. Der var ingen dækning fra rejseforsikringen fordi jeg med blødninger havde en kompliceret graviditet, men jeg havde virkelig brug for at komme væk og bare være sammen med min mand. Så jeg udskrev antibiotika til mig selv og så tog vi afsted. Vi havde en fantastisk tur, jeg havde ikke flere blødninger og hen mod slutningen begyndte jeg at kunne mærke livmoderen komme op over kønsbenet. Det var helt fantastisk, så da vi to dage efter at være kommet hjem skulle til nakkefoldsscanningen, var jeg næsten sikker på at der ville være liv. Det var der! Et fint lille sprællende foster med en flot risikoscore. Det er vidunderligt at se min mand se op på skærmen, jeg har sjældent set ham så stolt.
Resten har graviditeten gik. Ca hver 10. dag var jeg rundt på sygehuset og lånte en ultralydsscanner, så jeg kunne se at der stadig var noget, der bevægede sig derinde. Misdannelsesscanningen i uge 20 var også upåklagelig og det hjalp på angsten da jeg begyndte at kunne mærke liv. I slutningen af uge 19 begyndte jeg at få bækkensmerter, jeg fik nogle andre funktioner på mit arbejde, men det var stadig ikke godt. Jeg blev fuldtids sygemeldt i uge 26 og det var ALT for sent. Det gjorde så ondt og jeg kunne gå 1,5 km før jeg var grædefærdig. Det hjalp at blive sygemeldt, træne relevant og være opmærksom på mine bevægemønstre.
Jeg nød den store, runde mave og bevægelserne derinde.
Omkring uge 36 var det ved at være lidt tungt, og der er hele tiden i pres fra maven, så jeg begyndte at blive utålmodig. Men terminsdagen kom og gik og jeg gik ikke i fødsel. D. 19. december fik jeg 41+5 tid til igangsættelse. Jeg havde hørt skrækberetninger om vestorm og kejsersnit. På den anden side stiger antallet af børn, der dør inde i maven ret meget fra 42+0, så der var så meget valg.
Vi mødte op kl 10. Jordemoderen mærkede min livmoderhals, som var lukket og stadig 1 cm, men dog blød. Jeg fik udleveret nogle piller som skulle sætte fødslen i gang. Jeg skulle tage en hver 2. time medmindre jeg fik veer, der kom hyppigere end hver 10. minut. Jeg tog den første kl 11, mens jeg var på afdelingen. Jordemoderen sagde vi ses i morgen kl 8, hun havde ikke store forventninger til at der ville ske noget.
Allerede lidt før kl 15 begyndte jeg at kunne mærke sammentrækninger. Ingen smerter, bare muskler, der spænder. De kom med 4-5 minutters mellemrum, så jeg ringede in til fødegangen, som instruerede mig i at jeg skulle vente med at tage flere piller til der var 10 min imellem. Jeg tog næste pille omkring kl 16 og så tog vi til fødselsdag. Jeg holdt lidt øje med tiden og tog vist kun én pille mere. Der var stadig ingen smerter, men omkring 19.30 begyndte jeg at være lidt øm i lænden, som trætte muskler, så jeg sad lidt med en varmepude og tænkte at det nok var en god idé at vende næsen hjemad. Det kunne være at det ville være en god idé at få hvilet sig lidt før det evt. gik helt løs.
Jeg ringede til fødegangen og opdaterede dem omkring kl 21. kl 21.30 lå vi i vores seng og der kom et ”klonk” i mit bækken og fra næste sammentrækning gjorde det voldsomt ondt. Jeg løb på wc et par gange i håb om at det ville lindre, det hjalp ikke. Jeg kunne ikke ligge ned, jeg kunne ikke stå op, jeg kunne ikke huske at trække vejret ordentligt. Der var ca 10 min med semi-panik, hvor jeg ikke rigtig kunne være i det, så fandt vi ud af at hvis min mand trykkede på min lænd under veerne, så var det meget bedre. Kl 22 ringede jeg til fødegangen og sagde at jeg havde regelmæssige veer på 60 sek med 3 minutter i mellem. Jeg havde regnet med at vi ville blive inviteret ind, men de bad os om at give det en times tid og så ringe igen.
Jeg havde svært ved at overskue det, men vi satte os i sofaen med em sækkestol på bordet og tændte for et dyreprogram med isbjørne og pingviner. C trykkede på lænden under veerne og David Attenborourgh var ret beroligende imellem veerne. Det var ok og faktisk lidt hyggeligt. Veerne kom dog med stigende hyppighed, efter 45 min begyndte jeg at være lidt bekymret for turen ind til hospitalet (10 min i bil uden for myldretid) efter 50 min fik jeg C til at ringe til fødegangen. Vi fik lov til at komme, men vi kunne godt forvente noget ventetid. Jeg prøvede at få strømper på, men kunne ikke nå det mellem veerne, så 23.15 kørte vi afsted med mig i tøfler og bare tær. Min mand kørte en omvej som var uden trafik, så vi kunne holde ind til siden og trykke mig på lænden under veerne. Ca midnat fik vi stillet bilen. Jeg havde veer med ca. 90 sek. mellemrum, så det tog en halv time at komme op på fødegangen. Vi kom ind i fødemodtagelsen og jordemoderen, der undersøgte mig, fortalte at jeg var 9 cm åben. Jeg var SÅ lettet, så ville det formentlig snart være overstået. Da jeg kom op at stå igen fik jeg presseveer og vandet gik. Vi fik tilknyttet en jordermoder med det samme og mellem to veer fik jeg vraltet ned på fødestuen. Jeg blev lagt på siden og jordemoderen opgav at få overvågning til at sidde på maven, barnet var kommet for langt ned, så hun satte en elektrode i hans hoved. Det var ret fantastisk at få presseveer, de gjorde slet ikke ondt på samme måde og de føltes brugbare, noget jeg skulle arbejde med og ikke bare skulle igennem. Jeg holdt dog lidt igen med at presse, var bekymret for at det skulle gå for stærkt. Jordemoderen bad mig presse til og det begyndte at svide om urinrøret, men ud kom han, 01.09. Jeg var øjeblikkeligt lettet over at være alene i min krop og det var helt vidunderligt at få ham op på brystet. Det var den vildeste forløsning af årevis længsel, nu var han her og selvom vi stadig kan miste ham, så føler jeg mig ikke så magtesløs, som da han lå inde i maven. Jeg var hele tiden bevidst om at hver bevægelse kunne være den sidste. Når han er her, kan jeg så ham, røre ham og vurdere om han har det godt.
0 kommentarer