Kampen for et barn

Blog opslag

Skrevet af GrådigeJane

26 jan, 2022

Indgangen til fertillitesbehandling og første abort

Jeg mødte manden i mit liv i 2012 som 26-årig. Selvfølgelig skulle vi være forældre. Helst til 2 børn. Men vi havde ikke travlt, vi var unge og nyforelskede og jeg var stadig studerende. Jeg blev færdiguddannet læge i 2013 og mødte et par patienter hvor projekt baby var blevet en mission, ikke en naturlig del af livet. Det rørte noget ved mig. Jeg fik overtalt min kæreste til at jeg smed p-pillerne i april 2015. Han synes egentlig at det var lidt tidligt, vi behøvede jo ikke at få børn lige nu.

Jeg havde et lille håb om at nå at få barn før jeg fyldte 30 i juli 2016. Det næste års tid skete der rigtig meget; jeg fik kursusstilling, så vi flyttede fra Østerbro til Aalborg, vi boede et par måneder hos mine svigerforældre før vi købte hus i dec. 2015. Alt imens blev mine menstruationer ved med at komme regelmæssigt. Fra dec. til april 2016 var vi mere … systematiske … i vores samliv. Efter det famøse år uden graviditet gik jeg til lægen da jeg alligevel skulle have lavet en smear. Det kunne bestemt ikke gøres samtidig og min kæreste skulle også med, så vi fik en tid i maj. Vi fik en henvisning til fertillitetsklinikken, der på det tidspunkt lå i Dronninglund. Pga. sommerferie fik vi først en tid i august.

Allerede der begyndte ventetiden at bide lidt. Der var den famøse 30 års fødselsdag. Heldigvis var resten af livet ret ok, så det var alt i alt ikke så slemt at blive 30.

Vi kom til forsamtale i august 2016. De fandt ikke noget galt med C, fin sædkvalitet. De scannede mig og fandt en cyste på venstre æggestok, men ingen forklaring på vores manglende graviditet, så vi fik det lange foredrag om inseminationsbehandling. Klinikken stod for at skulle flytte til Aalborg en måned senere og jeg skulle starte arbejde i Aalborg 1. oktober. Så af praktiske årsager ventede vi med at tilmelde os behandling til min første menstruation i oktober. Ved opstartsscanningen kunne de konstatere at den cyste, der var set i august, ikke var en cyste, men en væskefyldt æggeleder, hydrosalpinx. Dermed blev vores tilmelding annulleret og jeg skulle opereres. Nøj hvor var jeg nervøs og skuffet. Jeg er under uddannelse til mave-tarm kirurg, så jeg havde en million idéer til hvad, der kunne gå galt. Jeg blev opereret i slutningen af november, det var ikke fedt, men det gik helt ukompliceret.

Lige efter nytår i 2017 kunne vi tilmelde os igen. Da jeg nu kun har en æggeleder lav de det om til IVF-behandling, med dertilhørende hormoner. Det var en helt ny verden af mærkelige fornemmelser og hyppige scanninger. Efter en lille uges tid begyndte jeg at få ondt. Smerter dybt i maven der trak ned omkring endetarmen. Først gjorde det ondt når jeg rejste mig op og satte mig ned, senere også når jeg gik, stødene gik gennem benene og op i maven. På klinikken sagde de at det skyldtes store æggestokke. Og jeg endte med over en uges sygemelding.

Vi nåede til ægudtagning. Jeg havde fået en Haldid hjemmefra og var ret skæv, gik og fnisede for mig selv. Fik også smertestillende i årene. Men jeg havde sagt til dem at jeg også var nysgerrig og ikke havde lyst til at være helt dopet ud. Det gjorde voldsomt ondt. Men de fik 12 æg ud og igen en helt fin sædprøve. Kun 1 æg blev befrugtet, men udviklede sig heldigvis til en blastocyst, som kunne lægges op. Det var en fantastisk fornemmelse, da vi gik ud fra klinikken, jeg var gravid! En lille levede et-eller-andet lå i min livmoder! Jeg holdt op med at have ondt omkring den tid hvor jeg fik lagt æg op og jeg kom på arbejde igen. De havde været rigtig søde og forstående. Jeg fik taget Hcg og den var vist 22, så for høj til ikke at være gravid, men ikke så høj som den burde være. Den næste uge fik jeg målt Hcg hver anden dag og den blev ved med at stige langsomt. Sidst på ugen begyndte den dog at stige som den burde. De så mig til en meget tidlig scanning og kunne se at graviteten sad i livmoderen, og den havde også den rigtige størrelse. De afsluttede mig, men der gik ikke mere end en uge, så havde jeg nattevagt og omkring kl 20 havde jeg en blodplet i trusserne på størrelse med en 5-krone. Jeg tudede, skrev til min kæreste og ringede til min mor. De kunne begge berolige mig og fortælle at sådan noget sker. Jeg skrev til klinikken og de ville gerne se mig til en scanning når jeg fik fri om morgenen. Jeg blødte ikke mere i løbet af natten, så da jeg kom ned på klinikken, var jeg egentlig lidt undskyldende og følte mig lidt fjollet. De scannede og fortalte mig at det var en missed abortion og de ville gerne have mig til at tage stilling til om jeg ville have en medicinsk eller kirurgisk abort.

Jeg blev helt slået ud af den, jeg havde overhovedet ikke forventet den besked. Jeg havde egentlig også troet at det svære ville være at blive gravid ikke at forblive gravid. Jeg kunne ikke tage stilling. Jeg fik en tid igen ugen efter. Der fandt lægen at det så ud til at slimhinden var ved at blive afstødt, så hun synes at vi skulle se det an. Jeg vold-blødte om aftenen og tænkte nu er alt godt. Jeg tog i sommerhus med min kæreste, hvor han friede til mig. Og jeg besluttede mig for at få gjort noget ved min vægt, som igen, igen, var ved at blive for høj.

De så mig igen på klinikken to uger senere, men der var stadig restvæv fra graviditeten. Jeg ville have en kirurgisk abort, nu skulle det ud, det skulle være et overstået kapitel, så i midten af marts fik jeg en udskrabning. Det gik som det skulle.

2 Kommentarer

  1. Sofie

    Er der en fortsættelse på den her fortælling? Den slutter lidt brat, og jeg vil gerne læse mere 🙂

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Angst og frihed

Angst og frihed

Jeg står i min første graviditet siden jeg gik i fødsel 19+5. Jeg er nu 18+4 og det fylder, at jeg...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!