Kan man give op før man overhovedet er startet

af | september 16, 2018 | 1 Kommentar

Det her indlæg skrev jeg en aften kort efter vores 2. Forsøg ikke lykkedes.

Puuha. Vi er ikke en gang kommet sådan rigtig i gang med fertilitetsbehandlingen og jeg er nærmest ved at give op.

Vi har nu haft to forsøg med Clomid piller og hjemme arbejde, og det tære virkelig på humøret, parforholdet og hele livet generelt. Det er skide hårdt og se at det lykkedes for alle andre end en selv, imens man bare kæmper en kamp for at få sin krop til og samarbejde bare en lille smule. Det er som om hele mit sind bare har givet op. Kan man overhovedet tillade sig og sige det højt?  Jeg synes det er ret tidligt den følelse kommer, og det skræmmer mig egentlig en smule, fordi vi netop ikke er længere end vi er, inde i den her verden. Vi er jo ikke en gang det værste sted, med medicin, nåle og hormoner.  Hvad hvis vi skal fortsætte det her flere år endnu, hvad så? Så fucker det da helt op med mit hoved.

Jeg ved godt, et eller andet sted at det kan forarge at man nærmest ikke magter mere så tidligt, men det er virkelig bare beviset på at fertilitetsbehandling ikke er for sarte sjæle. Jeg er en følsom person i forvejen, så det hjælper slet ikke at skulle igennem hele følelses registret en 3-4 gange om ugen..

Kan man overhovedet tillade sig og brokke sig, når man har de dygtigste folk omkring en og som gør en kæmpe indsats for at få det til og lykkedes? Pt. Tror jeg Ak og lægen er de mest optimistiske mennesker i det her forløb. For jeg har nærmest bare givet op.

Det er virkelig ikke en særlig fed følelse at gå med, og indimellem er jeg også ked af den måde jeg er på, især overfor Ak. For han er virkelig stærk i det her. Jeg er ret imponeret han ikke er knækket endnu og løbet skrigende væk. For hold da op hvor er jeg et lille monster overfor ham indimellem!

Jeg tror bare jeg er blevet lille frk. negativ, jeg synes det er skide hårdt og man går med alle følelser helt alene. Man får en ensomheds følelse fordi begynder man at åbne op, kommer alle standard svarene som en hver kvinde i fertilitetsbehandling er ved at brække sig over og høre”du skal bare slappe af, så sker det helt naturligt” ”det skal nok lykkedes, det er hvert fald jeres tur!”

Her tier jeg oftest stille, fordi jeg har på fornemmelsen jeg vil eksplodere helt, efter og have hørt på det i så mange år. Det er forbandet hårdt og gå helt alene med alle ens tanker og følelser. Nogen gange ville jeg ønske man bare kunne lukke sig inde og blive i sengen ind til den dag det lykkedes. Jeg ved godt det ikke er en super voksen kommentar, men når man er helt nede, så er det virkelig bare den følelse man får.

Ja. Det var virkelig et surt og negativt opstød. Men et eller andet sted, har man brug for at få lukket helt ud.

Mit navn er Trine, jeg er 27 år gammel  jeg er forlovet med Ak som er 31 år. Vi startede drømmen om børn sommeren 2015 og efter et års forsøg på egen hånd, fik jeg konstateret PCO i foråret 2016. Jeg blev henvist til en klinik og fik efterfølgende af vide at de ville først hjælpe når jeg havde tabt 10 kg. De 10 kg har jeg kæmpet med at smide lige siden.

Jeg har kæmpet meget med ’tabuet’ omkring det ikke at kunne få børn og det har påvirket både mit forhold til min kæreste og omgangskreds. Jeg vil derfor gerne tage jer med på vores rejse mod ønskebarnet.

1 Kommentar

  1. Nynne

    Kære Trine,

    En lidt trist opdatering at læse…. Jeg kan selvfølgelig ikke gøre andet, end lidt opmuntrende ord og huske dig på at holde hovedet højt og have troen på det hele.

    Jeg håber inderligt, at det hele nok skal lykkes for jer…. Jeg tror på det, og håber ligeså du også gør!

    Alt det bedste herfra 🙂

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest