Der var engang
For ikke så længe siden, blot 5 år faktisk, havde jeg indstillet mig på at jeg nok aldrig ville få børn. Jeg havde den indstilling, at hvis jeg ikke havde en mand i mit liv der kunne være en god far, så ville jeg hellere undvære at sætte børn i verden.
Jeg var single med stort S og boede alene med mine 3 katte.

Men så mødte jeg Kim
En røvkedelig tirsdag eftermiddag matchede jeg så med denne her fyr på Tinder, og jeg vidste, efter at have chattet lidt med ham, at han var noget særligt.
Vi mødtes hjemme hos ham til kaffe og mandelmælk et par uger senere (også på en tirsdag i øvrigt). Vi snakkede til langt ud på natten, og jeg var nu overbevist om at han var ”The One”.
I løbet af de næste 6 måneder voksede vores forhold sig bedre og stærkere, og jeg flyttede ind i hans hus. Med kattene, mine symaskiner og hele balladen. Det var også ca. her at vi begyndte at gå under par-navnet ”Kitte”.
3 måneder senere besluttede vi os for at skabe en familie. Vi havde allerede besluttet os for de rigtige navne, havde styr på hvor børneværelset skulle være , og følte at vi var mere end klar til familielivet.

Kim holdt mig i hånden mens lægen fjernede min spiral.
Det var i december 2017.

Så nemt skulle det ikke være…
Igennem det næste år prøvede vi derhjemme, og der var både gang i ægløsningstest, temperaturmåling og sågar en hjemme-sædprøvetest (sjov historie i øvrigt, som i måske kan få en anden gang).
Da der var gået et år, altså i december 2018, kontaktede vi lægen igen, og blev henvist til OUH i Odense. ”Jubiii, nu er vi i gang, og inden året er omme står vi sikkert med et ønskebarn (eller 2) i armene tænkte vi.

Så nemt skulle det ikke være…
Første samtale var i starten af april 2019, hvor vi begge blev undersøgt, fik taget blodprøver osv – alt var helt normalt hos os begge. Så ved min næste menstruation kunne vi så tilmelde os behandling. Vi skulle have den behandling der hedder IUI som er inseminering med partners sæd.

Vi tilmeldte os i slut april, men blev afvist, vi blev afvist igen i slut maj, men endelig fik en plads i slut juni!!
Efter en uge på piller oprandt dagen, og med store forventninger kørte vi til OUH.
Mens vi sad og ventede, jeg med den obligatoriske meget fyldte blære, hørte vi sygeplejersken spørge lægen ”om de havde talt med os om det der?”

Den sætning gjorde mig meget nervøs, og det summede i mit hoved mens jeg lå der med benene i vejret og blev insemineret.

Efter insemineringen blev vi kaldt ind til en samtale, og ”det der” viste sig at være at de gerne ville overføre os til IVF behandling (reagensglas) hvis ikke IUI førte til graviditet. Grunden var at der er højere sandsynlighed for at blive gravid med IVF, samt markant kortere ventetid ved IVF og med ”min høje alder skulle vi nok ikke vente for længe” (jeg var på daværende tidspunkt 36)..
Med lykkelige forventninger og massere af håb tog vi på sommer ferie få dage senere.
Testen var negativ, så på testdagen i sydfrankrig stod den på vinsmagning og tudeture sammen med mine forældre.

Vi måtte jo prøve igen
Så  ved næste menstruation i august (for OUH er lukket for tilmelding i juli) meldte vi os til igen – og blev afvist.

Vi blev også afvist i september og oktober (hurra for de korte ventelister).

Endelig i November kom vi til – denne gang var det den store tur med sprøjter og ægudtagning (jeg skriver et oplæg senere om mit forhold til medicinen)

2 æg af de 11 der blev høstet delte sig som de skulle, og 1 blev sat op igen.
10 dage senere stod vi med endnu en negativ test.

Januar bød på endnu en afvisning
Men i februar fik vi tid til at få fryseægget sat op i min naturlige cyklus (= kun 1 sprøjte).
Endnu en negativ test.

Og så var det slut med at blive afvist
I marts, midt under Coronahelvedet,  kom vi sørme ind igen, helt uden afvisninger! Denne ægudtagning førte til 3 æg og en overstimulering. Det ene æg gik til, og de to andre førte heller ikke til en graviditet.
I maj høstede de så endnu engang, og endnu engang kom vi til uden afvisninger. 18 æg blev det til, hvoraf de 2 delte sig som de skulle.

Om 1 uge sætter de det første fryseæg op, og så håber jeg bare at denne gang er det vores tur.
På billedet ses Kim og jeg i matchende tøj til julen 2019.