Den her gang skulle det være – det var vi begge fuldstændig sikre på. Jeg følte mig optimistisk, positiv og ovenpå, hvilket stod i skærende kontrast til sidste forsøg, hvor jeg aldrig troede på det. Jeg havde taget kontrol over mit liv ved at sige mit job op, som jeg ikke var glad for, og jeg havde derfor fri i en måned. Så alle hospitalsaftalerne kunne planlægges efter, hvornår det passede MIG bedst, og ikke hvornår det kunne passes ind ift. møder på arbejdet.

Denne gang var det første gang jeg skulle prøve lang behandling. Jeg var nervøs over bivirkningerne af nedreguleringshormonerne, men jeg mærkede dem stort set ikke. Det gik godt. Jeg var stadig ovenpå.

Alt gik efter planen, og det blev tid til ægudtagning. Min tredje. Det er aldrig en tur i Tivoli, men det plejer at skulle overstås, og så er det det. Men den her gang gik det bare slet slet ikke. Normalt tager det ca. 10 minutter – det tog 45. Jeg havde tre æg, som lå meget langt oppe, og derfor ikke umiddelbart var til at få fat på. Der blev tilkaldt en ekstra læge, og de nu to læger skiftes til at henholdsvis trykke hårdt ned på min mave for at flytte rundt på mine indre dele og til at trykke indefra med scanneren for ligeledes at flytte rundt på mine dele. Men lige lidt hjalp det, for de æg ville ikke tages ud. Der var allerede taget nogle fine ud før det, så det var ikke en total fiasko. Men det føltes sådan, for der gik igen noget galt. Der går altid noget galt. Og jeg kunne fysisk få lov at blive mindet om det i de næste 5 dage, hvor jeg ikke kunne gå uden svære smerter.

Da det var tid til tilbagelægning var jeg stadig i store smerter. Men der var blevet to befrugtede æg ud af ICSI’en, som de skulle begge lægges tilbage på dag 2. Vi var stadig optimistiske. Vi troede virkelig på det.

Tiden efter ægoplægning er den allerværste. Det er to uger, som går exceptionelt langsomt. Og Google er din værste fjende. Derudover er progesteronen, det hormon der giver mig flest bivirkninger – både i form af alle graviditetstegn i bogen, men også psykisk. Og jeg begyndte at miste troen igen. En dag blev jeg så overvældet af angst over, at det aldrig ville lykkes, at jeg brød sammen i vores stue. Helt alene hjemme. Storhulkende. Vores hund Bobbi kiggede forvirret på mig. De sorte skyer kom væltende med alt sin kraft.

Men Jonas var stadig optimistisk, og jeg kom mere og mere med igen. Måske var det virkelig vores baby. Vi talte om babynavne og beregnede mulig terminsdag. Det ville være på vores bryllupsdag – det måtte da være et tegn.

Men ak, endnu engang blev vores drømme knuste og mit hjerte blev slået i tusind stykker. Menstruationen kom med alt sin kraft på min allerførste arbejdsdag på mit nye job – I ved den dag, hvor man gerne vil være rigtig ovenpå og fuld af spas og godt humør. Det blev så en ‘fake it to you make it’ dag og uge i stedet. Jeg havde ellers glædet mig rigtig meget til at starte. Men den del er heldigvis stadig god.

Stille og roligt er jeg nu ved at bygge mig selv op igen. Visualisere at starte forfra. Prøve at finde troen på at det kan lykkes. På fjerde dag efter menstruationen græd jeg for første gang ikke. Jeg begyndte at kunne grine med hjertet. Jonas tog styring på det praktiske i forhold til næste skridt, og jeg elsker ham højere end nogensinde for det. Meningen var, at vi skulle i gang her snart, men nu er der så COVID-19, og alt er lukket ned. Det føles som en kæmpe mavepuster. Uvisheden om hvornår det lykkes at blive gravid var slem nok i forvejen. Men som så meget andet i det her forløb er man jo magtesløs, og vi prøver at være tålmodige og på at sige til os selv, at de lukker op igen snart. Relativt set er der helt sikkert mange, som der mærker meget værre konsekvenser af den her pandemi, men det er bare rigtig svært at bruge til noget, når man bare gerne vil tilbage til de ubehagelige scanninger, stimulationer, ægudtagning, ægoplægning og ikke mindst at give liv til håbet igen.