Den her gang skulle det være – det var vi begge fuldstændig sikre på. Jeg følte mig optimistisk, positiv og ovenpå, hvilket stod i skærende kontrast til sidste forsøg, hvor jeg aldrig troede på det. Jeg havde taget kontrol over mit liv ved at sige mit job op, som jeg ikke var glad for, og jeg havde derfor fri i en måned. Så alle hospitalsaftalerne kunne planlægges efter, hvornår det passede MIG bedst, og ikke hvornår det kunne passes ind ift. møder på arbejdet.
Denne gang var det første gang jeg skulle prøve lang behandling. Jeg var nervøs over bivirkningerne af nedreguleringshormonerne, men jeg mærkede dem stort set ikke. Det gik godt. Jeg var stadig ovenpå.
Alt gik efter planen, og det blev tid til ægudtagning. Min tredje. Det er aldrig en tur i Tivoli, men det plejer at skulle overstås, og så er det det. Men den her gang gik det bare slet slet ikke. Normalt tager det ca. 10 minutter – det tog 45. Jeg havde tre æg, som lå meget langt oppe, og derfor ikke umiddelbart var til at få fat på. Der blev tilkaldt en ekstra læge, og de nu to læger skiftes til at henholdsvis trykke hårdt ned på min mave for at flytte rundt på mine indre dele og til at trykke indefra med scanneren for ligeledes at flytte rundt på mine dele. Men lige lidt hjalp det, for de æg ville ikke tages ud. Der var allerede taget nogle fine ud før det, så det var ikke en total fiasko. Men det føltes sådan, for der gik igen noget galt. Der går altid noget galt. Og jeg kunne fysisk få lov at blive mindet om det i de næste 5 dage, hvor jeg ikke kunne gå uden svære smerter.
Da det var tid til tilbagelægning var jeg stadig i store smerter. Men der var blevet to befrugtede æg ud af ICSI’en, som de skulle begge lægges tilbage på dag 2. Vi var stadig optimistiske. Vi troede virkelig på det.
Tiden efter ægoplægning er den allerværste. Det er to uger, som går exceptionelt langsomt. Og Google er din værste fjende. Derudover er progesteronen, det hormon der giver mig flest bivirkninger – både i form af alle graviditetstegn i bogen, men også psykisk. Og jeg begyndte at miste troen igen. En dag blev jeg så overvældet af angst over, at det aldrig ville lykkes, at jeg brød sammen i vores stue. Helt alene hjemme. Storhulkende. Vores hund Bobbi kiggede forvirret på mig. De sorte skyer kom væltende med alt sin kraft.
Men Jonas var stadig optimistisk, og jeg kom mere og mere med igen. Måske var det virkelig vores baby. Vi talte om babynavne og beregnede mulig terminsdag. Det ville være på vores bryllupsdag – det måtte da være et tegn.
Men ak, endnu engang blev vores drømme knuste og mit hjerte blev slået i tusind stykker. Menstruationen kom med alt sin kraft på min allerførste arbejdsdag på mit nye job – I ved den dag, hvor man gerne vil være rigtig ovenpå og fuld af spas og godt humør. Det blev så en ‘fake it to you make it’ dag og uge i stedet. Jeg havde ellers glædet mig rigtig meget til at starte. Men den del er heldigvis stadig god.
Stille og roligt er jeg nu ved at bygge mig selv op igen. Visualisere at starte forfra. Prøve at finde troen på at det kan lykkes. På fjerde dag efter menstruationen græd jeg for første gang ikke. Jeg begyndte at kunne grine med hjertet. Jonas tog styring på det praktiske i forhold til næste skridt, og jeg elsker ham højere end nogensinde for det. Meningen var, at vi skulle i gang her snart, men nu er der så COVID-19, og alt er lukket ned. Det føles som en kæmpe mavepuster. Uvisheden om hvornår det lykkes at blive gravid var slem nok i forvejen. Men som så meget andet i det her forløb er man jo magtesløs, og vi prøver at være tålmodige og på at sige til os selv, at de lukker op igen snart. Relativt set er der helt sikkert mange, som der mærker meget værre konsekvenser af den her pandemi, men det er bare rigtig svært at bruge til noget, når man bare gerne vil tilbage til de ubehagelige scanninger, stimulationer, ægudtagning, ægoplægning og ikke mindst at give liv til håbet igen.
Kram til dig.. Det lyder virkelig hårdt 🙁 Hvor er det bare uretfærdigt, at du skal igennem sådan et indgreb og det så ikke lykkes og så oven i start af nyt arbejde! Jeg ville også være SÅ ulykkelig ..
Den her Corona gør det heller ikke bedre, man skammer sig over at man blive ked af, at ens facilitetsbehandling udskydes… Men det er bare så mega svært at være ufrivillig barnløs i en tid, hvor man (udover at ens behandling aflyses) tvinges til at være der hjemme og filosofere over mening med livet.. Forstår virkelig godt du er ked af det. Jeg har været i et sort hul den første uge af karantænen og vi har endda to fryseæg der venter på os.. Jeg håber vi alle snart kan starte op i behandling igen – for selvom det er mega hårdt og træls at gå igennem, er det for mange af os den eneste vej, hvorpå vi kan få opfyldt vores drøm om en fremtidig familie..
Tak for kram og besked! Jeg krydser fingre for jeres fryseæg, og så håber jeg bare inderligt at der snart åbnes op igen.
Et kæmpe kram til dig..
Vi er mange herude der håber at fertilitetsklinikkerne snart lukker op igen
Skal selv i sving med 5 ivf forsøg når vi kan mine æg går også i stå ved 5/6 dagen.
Indrømner gerne at jeg så småt er ved at miste troen på at det skal lykkes.
Vi var dog så heldige at få et fryseæg sidst så vi var helt oppe at køre….lige indtil de ringede 10 min før jeg skulle køre…ægget klarede det ikke.
Det er benhårdt at være i behandling og ja man bliver sku lidt egoistisk især når MF vælger at lukke det hele…så forstår godt din tankegang.
På den lyse side i behandlingen så har vi en masse kvinder derude som går det samne igennem og som støtter hinanden i nedture og opture…det er fantastisk ❤.
Vi kan komne af med frustrationer og de forstår os fuldt ud.
Jeg håber at i og vi og alle de andre fantastiske benhårde kvinder i behandling snart får lov at starte op igen og vi snart får en positiv test .
Kæmpe knus og kram til dig ❤
Tusind tak for din besked Tina – og for kram. Det er virkelig svært at holde fast i troen på at det lykkes, men hvis ikke vi selv tror på det, hvem skal så? Det er der i hvert fald mange, der siger til mig, og det synes jeg er meget rigtigt. Vi krydser fingre for, at de snart åbner op for behandling igen, og jeg håber, at jeres 5. forsøg bliver lykkens gang.
Kram