Min gravide kollega brugte i dag frokostpausen på at fortælle om sin forfærdelige kvalme. I en halv time blev jeg siddende og hørte på rædslerne.

Indeni tænkte jeg på, hvor heldig hun er.

Hun skulle bare vide…jeg var selv ved at få kvalme af at høre videre. Men at rejse sig fra bordet og gå uden at virke påfaldende uhøflig var ikke en mulighed. Så jeg blev siddende og smilede og lyttede og nikkede.

Min kæreste siger jeg må lære at tøjle min jalousi. Men hvordan skal jeg efterhånden det? Når man er ved at miste håbet, så er det virkelig svært ikke at blive jaloux.

Han er den, der mærker jalousien. For jeg viser den kun til ham, når jeg bryder sammen i gråd, vrisser eller bare stirrer tomt ud i luften.

Han må holde meget ud. Han må virkelig elske mig, når han gider høre på alle de grimme følelser, jeg har indeni og som føles som et fængsel, jeg har fået livstid i.

Jeg tøjler jalousien så godt som jeg nu kan. Jeg prøver at styre tankespindet og undgår situationer som den med kollegaen, hvis jeg kan. For hun skal da naturligvis have lov at tale om sin graviditet – bare uden mig som publikum.

Jeg synes, at jalousien er blevet sværere at være i, des længere tid der er gået i denne fertilitetsverden. Jeg har slet ikke tal på længere, hvor mange jeg er blevet “overhalet” af.

Nu er vores 13 fertilitetsforsøg så i gang.

Hysteroskopien, som jeg fik lavet for 14 dage siden, var vanvittig smertefuld. Men alt ser fint ud, som lægerne formulerer det.

De siger også, at et sådan skrab i livmoderen kan forøge chancerne for at livmoderen kan modtage et befrugtet æg.

Men naturligvis ved jeg også, at chancerne er små, og jeg er forberedt på mit livs største nederlag er lige rundt om hjørnet. Samtidig er håbet med mig i hjertet. Lidt endnu.